onsdag, juli 12, 2006

WOW

Tusind tak for al den positive respons på mit GAAA, både her og hisset. Det er overvældende men rigtig rigtig dejligt!
Rigtig dejligt var det også at få fingrene i noget kulørt bomuld. At der er blandet 25 % microfibre i bomulden gør ikke det mindste ... tværtimod. Vi taler Rowan. Vi taler Calmer. Og jeg kan kun give det garn mine aller varmeste anbefalinger med på vejen. Det er helt vildt elastisk at strikke med og selvom jeg en sen aftentime sjuskede med fastheden fremstår det utroligt jævnt. Hvis det fungerer ligeså godt i brug, som ved fremstilling er det absolut ikke sidste gang der ryger Calmer i indkøbskurven.

Eneste "ulykke" er at jeg har svært ved at lægge det fra mig. Det ene for/bagstykke er færdigt og det andet godt på vej. Og jeg er bekymret for at jeg løber tør inden min ferie vel er begyndt.
Hvad gør en bekymret strikker? ....Køber mere garn? ....JA! Mere herom næste gang.

Det færdige for/bagstykke ser lidt sjovt ud i faconen, sådan lidt langt og meget smalt men jeg er ikke bekymret. Dels er det strikket i rib - jeg elsker rib, måske er det derfor det bare flyver over pindene - og dels kommer opskriften fra Kim Hargreaves´ hånd. Hun kører som regel en sikker stil uden fejl og mangler i opskrifterne.
Eneste lille bitte anke ved hendes opskrifter er at de er meget "tælleagtige". Strik 4 pinde ..... strik 2 pinde ...osv.
Sidst forsøgte jeg mig med "tællelakridser" - ikke nogen succes da jeg deler bolig med 2 slikmunde - den ene er ikke et barn ....i hvert fald ikke i ordets bogstaveligste forstand.
Så denne gang har jeg allieret mig med en kopi af opskriften og en kuglepen. Mine opskrifter må meget gerne bruges men skal helst ikke misbruges, derfor har jeg valgt kopisystemet og indtil videre fungerer det rigtig godt.

lørdag, juli 08, 2006

I give you ...

The Great American Aran Afghan!
I dag er det næsten på dato 1 år siden jeg slog masker op til det første felt. Det har været et år fyldt med begejstring, store forventninger, tvivl, op- og nedture. Det har været et strikketøj som jeg har strikket på i "klumper"; Langt de fleste felter blev således strikket i vinters, jeg startede på et sy de 20 felter sammen og ....ja så skete der ikke så meget mere. Jeg mener at kunne huske, at jeg dengang var overbevist om, at det skulle gøres færdigt inden foråret. Men sådan blev det ikke - trangen til at se på andet end råhvid uld blev for stor.
Det er den også nu det indrømmer jeg blankt - næste projekt byder på kulørt bomuld!

De 20 felter som udgør størstedelen af tæppet er meget forskellige såvel i design og størrelse. Mit absolutte favorit felt er Barbara McIntire´s - det er indbegrebet af ægte aran for mig. Der har været andre felter som var sjovere at strikke men det er stadigvæk mit favorit design.
Felternes forskellige størrelser har jeg frygtet lidt ... ja hvis sandheden skal frem har jeg faktisk frygtet det meget. Jeg var bange for at det ville blive et alvorligt problem at få tæppet til at fremstå ensartet. Der stod ganske vist i bogen at det udlignede sig når felterne blev syet sammen men .... kan man nu tro på alt hvad de skriver? Ja i denne forbindelse er det sandt.
Jeg tog hensyn til størrelserne da jeg satte felterne sammen, sådan at de fire mindste blev sat sammen på en række, de fire største på en anden række osv. Det var visse steder en smule bulet da jeg sad og syede men efter en vask er det ikke synligt at der faktisk var næsten 4 cm forskel på største og mindste felt.

Kanten var heller ikke så lang som frygtet. Jo altså den har jo den længde den nu engang har, men det var ikke så langsommeligt som frygtet. Det er rent tv-strik og med et par fodboldkampe som selskab gik det som en leg. Jeg syede kanten på efterhånden for lige at skabe lidt variation og eneste problem i den forbindelse var at holde den unødvendige del af tæppet væk fra mine ben. Det er varmt i disse dage men jeg har fundet ud af at klamme hænder og uld går okay sammen med Addi Turbo pinden hos mig. Jeg er vist nødt til at udvide beholdningen af disse fantastiske pinde det er trods alt ikke alt jeg strikker som går på pind 4½.

Britt gør det, Ulla gør det og nu gør jeg det så også - laver en faktaboks. Og jeg gør det lige nu mens jeg stadigvæk husker detaljerne.

Garn: Vital fra Hjertegarn (50 g - 115 meter) superwash ren uld. Et stort tæppe som ikke kan vaskes i maskinen er dømt til i liv i skabet hos mig og det ville da være ærgerligt.

Opskrift: Great American Aran Afghan.

Ændringer i opskrift: Ingen.

Tidligere posts om dette tæppe findes her og her og her og her og her og her

mandag, juli 03, 2006

Hedeslag???

Måske er det varmen? Gad vide om jeg drikker vand nok i disse dage? Måske er det fordi en fantastisk og varm weekend kræver fantastiske og varme strikketøj? Måske ....?

Hvad end forklaringen er så er det et faktum, at jeg 15 minutter efter, at de sidste ender var hæftet på cashmeretørklædet, gravede stumperne til mit GAAA frem fra dybet i strikkekurven. Jeg havde helt glemt hvor lidt jeg egentlig manglede. Glæden og lettelsen var enorm og jeg besluttede mig for at nu skal det altså gøres færdigt.

Alle felter er på nuværende tidspunkt syet sammen; Det krævede lidt udregninger da de ikke allesammen er lige store, men det udligner sig ret fint og jeg er sikker på at det ikke bliver synligt efter en vask.

Kanten er kommet godt fra start; Den er lang, rigtig lang, enormt lang og temmelig kedelig at strikke.

30 snoninger og 1 hjørne, 24 snoninger og 1 hjørne, 30 snoninger og 1 hjørne, 24 snoninger og 1 hjørne.

Jeg har med vilje ikke regnet på hvor mange meter der er, det har jeg bare slet ikke brug for at vide lige nu. Jeg vælger istedetfor at fokusere på glæden over at jeg langt om længe er nået til sidste side i bogen. Det giver god moral at der nu står "Finishing" øverst på siden.
Det er også kun god moral som afholder mig fra, her 5 minutter i lukketid, at oprette et cashmere-o-meter. Gad vide hvor mange procent der er i sådan et Great American Aran Afghan?

søndag, juli 02, 2006

Out of season

På en søndag hvor solen skinner fra en skyfri blå himmel og hylden står i fuld flor har jeg hæftet de sidste ender på mit cashmeretørklæde. Det er blødere end blødt og så varmt og lunt og lækkert at jeg næsten længes efter en vinterkold morgen - men også kun næsten.
Det har været en udsøgt fornøjelse at strikke. Et luksusstrikketøj som jeg har gemt lidt på og hygget mig med om aftenen når der er fred og ro og ingen farer. Men nu er det slut - for denne gang.
Endnu engang har der været gang i min Addi Turbo rundpind 4½ og med 100 g cashmere er det blevet til et tørklæde som måler 25 x 120 cm. Perfekt som erstatning for den syge klud som er flyttet til den anden ende af landet. Forhåbentligt bringer den der lige så meget glæde som jeg er sikker på at jeg vil få af denne "luksus klud".
Den skal bruges i stor stil og det gør ikke noget hvis den bliver slidt op, for jeg gør det gerne igen

lørdag, juli 01, 2006

Hjemme igen

Vi har kun været væk i 2 dage, ungerne og jeg. 2 dage hvor vi har hygget os med mormor og morfar i sommerhus og batterierne er blevet fyldt op. 2 dage hvor posten har haft travlt for postkassen var også fyldt op - med de skønneste ting og sager. Noget af det vidste jeg godt hvad var, for det har jeg selv bestilt - Noget garn fra Rowan og Calmer til mit sommerferiestrik. Men så var der en pakke som jeg ikke "kendte" - Gaven fra min hemmelige nordiske ven.

Jeg lod taskerne fra feriedagene stå og kastede mig over den anden udpakning. Gaven fra Norge var først og hvor blev jeg glad - lækre ting og sager - Tusind tak!!!
Kristian har allerede sat sig på det mørkeblå garn - han ønsker sig en Skaterhue. Og det skal han få, men først skal jeg lige have tømt de forsømte tasker fra igår. Jeg er ikke vildt med den slags udpakning, derfor er jeg blevet god til Travel light, så der er ikke meget mere end 20 stykker tøj. Det går nok - vi er fulde af energi og forude venter stadigvæk 2 dage med solskin og frihed til at gøre lige hvad vi har lyst til. Livet er ikke så ringe endda!

mandag, juni 26, 2006

Mit pusterum

På mit arbejde løber vi rigtigt stærkt for tiden og det bliver ikke bedre i den nærmeste fremtid. Vi kan se frem til et efterår i overhalingsbanen og vi ved det! Ledelsen ved også, så vi bliver kløet lidt på ryggen i denne tid. Vi får flotte sommergaver, gavekort til den blå bil med klokken og en sommerhilsen fra den øverste. Vi opfordres til at nyde sommerferien med familien og én is - og her finde energien til den lange, mørke, stressede vinter der venter forude.
Tanken er sød, idéen ikke ringe og jeg vil da så absolut nyde min familie og én is eller 5. Men ved I hvad? Jeg kan noget som er mindst ligeså godt - noget med 2 pinde og garn. En times tid med mit strikketøj mens ungerne tuller rundt og vi får snakket om dagen der gik - Det er der jeg henter min energi!

Derfor har jeg besluttet at denne sommerferie skal tilbringes sammen med Audrey og resten af familien. Også i år går turen til "farfars sommerhus" på Mols, vi har råderetten i 3 uger og jeg glæder mig som et lille barn. Vi mangler dog lige et par uger endnu før vi helt kan slippe hverdagens stress og jag, men det gør ikke så meget for jeg ved at det bliver godt. Og lige forude venter en forlænget weekend for ungerne og jeg sammen med mormor og morfar i deres sommerhus; Vi har bestilt solskin!

lørdag, juni 24, 2006

Some is hot and some is not

Jeg er f.eks. ikke specielt hot - slet ikke en lørdag formiddag. Derfor har billederne lige fået fjernet morgenhår og andre genstridigheder.
Dertil kommer at jeg hader kameraer - af hele mit hjerte. Måske et levn fra den tidlige hjemmevideo tid hvor min fætter jagtede rundt med sit kamera ved enhver given lejlighed. Han var der bare altid - og jeg slappede kun af når han var i den anden ende af lokalet. Jeg har ikke set ham i rigtigt mange år efterhånden men husker ham stadigvæk tydeligt, omend mindet er fyldt med lunkne følelser.

Men jeg gjorde det - jeg stillede op til fotosession!
Dels fordi en mand, for hvem mine følelser absolut ikke er lunkne, var klar til at trykke på knappen men også fordi jeg syntes at Green Gable fortjener det. Britt skrev om det og jeg er enig - den præsenterer sig absolut bedst med model indeni.

Fotografen er ikke indfødt nordjyde men han falder fint ind i mængden, så da han sagde " Den er faktisk rigtig flot" vidste jeg at min jublende glæde for den er gengældt.

Alle ujævnheder fra strikningen er forsvundet i vasken, aldrig har jeg ejet en håndstrikket bomuldtrøje der er så jævn men det kan jeg vist ikke helt tage æren for selvom jeg gerne ville. Garnet er meget meget taknemmeligt og heldigvis var hylderne med Muskat fyldte sidst jeg besøgte den lokale.
Et par ændringer på Green Gable har jeg indført; Ribkanterne er strikket på pind 4, kroppen på 4½ og så har jeg strikket den lidt længere i kroppen - ca. 5 cm - end opskriften lyder. Jeg kan bedst li´ at bluse og bukser mødes på midten.

Okay det var så den hotte - videre til den "notte" - Boleroen!

Her er der virkelig tale om et projekt hvor forventningens glæde var den største. Modellen skal jeg lige vænne mig til og det havde jeg også gerne gjort hvis det ikke lige var for garnet. Den er strikket i Svale fra Dale (du har ret Vivian - og Garnstudio skal ikke skældes ud for noget de ikke har gjort. My mistake...) og det er simpelthen så skuffende at jeg ikke gider den mere. Efter én enkelt skånevask er det falmet helt vildt, det er fnuldret og boleroen ser slidt og trist ud. Måske den ryger ind bagerst i skabet, så kan den ligge der et stykke tid indtil jeg beslutter dens videre skæbne? Eller også ryger den bare direkte i fyret...? Lidt varme er der vel i den.

onsdag, juni 21, 2006

I give you the truth

The whole truth and nothing but the truth.



Alle de indledende øvelser med boomerang hæl og tå havde et helt klart formål - Bazaar Socks. Det var kærlighed ved første blik men jeg valgte at gå lidt stille med dørene. Jeg vidste ikke om evnerne rakte - det er jeg sådan set stadigvæk usikker på - men lige om lidt får jeg syn for sagen. Hælen venter lige rundt om det næste hjørne.
Jeg vil skåne jer for alle detaljerne, blot nævne at jeg har strikket de første mønsterrapporter rigtigt mange gange før jeg langt om længe nåede frem til det her. Inde i mit hovede vidste jeg helt præcist hvilket "udtryk" jeg gerne ville have, det var bare ikke så nemt at få realiseret. Men nu er jeg tilfreds - resultatet er tæt nok på tankespindet.
Derudover nænner jeg ikke endnu engang at fortælle Kristian at de bløde strømper, som han glæder sig meget til, er blevet trævlet op i nattens løb og ikke er klar til en tur i børnehaven. Han elsker de hjemmestrikkede og måske netop derfor elsker jeg at strikke dem til ham. Selvom jeg ved at det kommer til at tage meget længere tid end et par selvstribende, gør jeg det med glæde og de masker her er fyldt med kærlighed til en rigtig dejlig dreng. Søster er blevet tilbudt et par lignende men sagde på sin egen finurlige måde nej tak - svaret lød: "Kan du ikke strikke andet end strømper mor?"

Det kan jeg godt! Beviset herpå snurrer lystigt i vaskemaskinen - Greene Gable har fået hæftet ender og får lige nu en hurtig skyller sammen med boleroen.

onsdag, juni 14, 2006

Osss mig ....

Den popper op her, der og allevegne - den skønne Green Gable; Og nu vil jeg også være med.

Mettes lækre chokoladebrune model har længe ligget på lur i mit baghoved og pludselig en dag var der ingen vej udenom. Jeg måtte bare igang! Heldigvis er Green Gable et af de projekter hvor der ikke nødvendigvis er langt fra tanke til handling - buy-pay-download og så var den opskrift i hus. Garnet havde jeg på lageret og så var det bare igang med pindene.
Opfyldt af skabertrang og glæde fløj jeg let og elegant hen over passagen med strikkeprøver og målebånd, og endte med at strikke det øverste stykke af toppen 3 gange inden jeg ramte den rette kombination af størrelse og pind.
Note to self: Str. medium på Addi Turbo 4½.

Garnet er Muskat fra Garnstudio, egyptisk merciseret bomuld, blankt og blødt. Farven er dyb dyb rød - rødvinsrød og så er det bare så nemt at strikke jævnt. Jeg ved godt at der er delte meninger, Marie-Louise er ikke begejstret - men jeg er absolut forelsket!
Det er første men absolut ikke sidste gang jeg nyder kombinationen af Addi Turbo og Muskat.
Eneste lille klagepunkt er at garnet bliver "oversnoet" hvis det tages fra midten af garnnøglet, til gengæld er der ingen problemer hvis det angribes fra ydersiden.

Opskriften er let tilgængelig, et fikst lille hulmønster, små korte raglanærmer og derefter glatstrik på rundpind i laaaaang tid. Ægte idiotstrik, ægte kedsommeligt idiotstrik som har fungeret glimrende sammen med 1 fodboldkamp eller 3 fra Tyskland. Men jeg keder mig! Der mangler ikke ret meget, nærmest næsten ingenting - 5 runder mere så er det slut, men i aften gider jeg simpelthen ikke.
Jeg har en anden idé som jeg brænder for at afprøve og så må Green Gable altså vente lidt endnu.

søndag, juni 11, 2006

Nu kører det ...

Bolden er i spil i Tyskland, Blogger er tilsyneladende kommet sig ovenpå sit ildebefindende, solen har frit spil fra en skyfri himmel og jeg har fået strikket et par sokker ....
Netop som sommeren gjorde sit indtog blev jeg færdig med et par sokker til mine egne fødder, perfect timing:o) Denne gang også med boomerang tå.
Opildnet af successen med hælen tænkte jeg at det måske alligevel ikke var så svært med en tilsvarende tå. I opskrifterne stod der "strik en hæl" og jeg tænkte sådan noget vrøvl, jeg skal jo lave en tå - men den er god nok. Hvis hælen foldes på den forkerte led er det tydeligt, selv for mig.


I opskrifterne stod der også at tåen skulle syes sammen med maskesting men der slap min tålmodighed altså op. Den blev strikket sammen og så vil jeg overveje maskestingene næste gang. For der bliver helt sikker en næste gang. Jeg skal nemlig også have afprøvet en teori som opstod via en mail fra Karen. Hun strikker på pind 2,25 og måske er det derfor hendes hæl er mere lukket end min? Eller også er det bare et spørgsmål om noget helt andet og så må jeg jo bare øve mig noget mere.

Garnet er en gave fra én i min fødselsdagsgruppe, jeg er mægtig glad for det og har gemt det til den helt rigtige lejlighed - det var så nu! Endnu engang må jeg med skam melde at jeg har glemt hvem det var - men tusind tak:o) Sokkerne er perfekte til en kølig sommeraften i sofaen med VM og strik, så de bliver brugt rigtigt meget i disse dage.

mandag, juni 05, 2006

Lidt men godt

Så synger pinsen på allersidste vers og det er tid til at gøre status over produktionen: Ét par ragsokker str. 13. Huhej hvor har jeg været effektiv:o) Men tilgengæld er de så helt færdige og begge sokker har fået boomerang hæl. Enderne er hæftede og jeg har ingen anelse om hvad jeg skal bruge dem til. Den lille størrelse valgte jeg egentlig mest fordi jeg hurtigt kunne komme frem til hælen.
Derfor er de nu lagt ind i skabet med små gaver og der kan de så bo indtil jeg får brug for en lille barselsting.

Boleroen har også fået hæftet de sidste ender, foto følger senere, så lidt er det trods alt blevet til. Nu vil jeg sætte mig i sofaen og nyde de sidste timer af fridagene i selskab med mit luksus kashmir. Det er fantastisk! Jeg drømmer allerede om mere, men ved godt at det ikke bliver lige nu, så jeg forsøger at gemme dette strikketøj til de helt stille hyggestunder.

søndag, juni 04, 2006

Boomerang hæl

Jeg er egentlig ikke den store sokkestrikker. Jeg mestrer kun én slags hæl, den gode gamle med kile som min mormor har lært mig for mange år siden. Jeg har forsøgt mig med timeglashælen utallige gange, men ender altid med en uskøn række huller og lidt trævlen op. Det irriterede mig, for jeg vil så gerne lære det.
Egentlig havde jeg for en kort bemærkning fortrængt mine manglende evner, men Mette mindede mig om det:o) Og med udsigten til en halvlang køretur ned til min mormor og tilbage igen tænkte jeg, at det måske var nu jeg skulle prøve at knække koden.
Svaret er ikke i bogen, det viste jeg for jeg har læst DaVinci mysteriet, derimod skulle det findes syd for grænsen. I Tyskland fandt jeg den fantastiske "Bumerang-Ferse" - samme model som den Karen har strikket; Den hæl der startede hele balladen:o)

Her er der ingen "viklede" og "dobbeltviklede" masker, tilgengæld en masse dobbeltmasker og en forklaring på tysk som jeg ikke fattede ret meget af. Måske fordi jeg ikke har brugt det sprog siden jeg forlod gymnasiet i 1989.
Således udstyret med en stak udskrifter fra diverse tyske sider, Gyldendals den røde, 5 pinde og et nøgle garn satte jeg mig i bilen og vi drog afsted. Bjørn har ganske givet ment jeg var dræbende kedsommeligt selskab, ungerne faldt i søvn på bagsædet og han skruede op for radioen. Fuldt forståeligt for jeg var ikke specielt konverserende, ikke får vi nåede Bjerringbro og jeg med stolthed i stemmen udbrød "Yes nu er den der!".

Der er plads til forbedring, min hæl er ikke halvt så køn som Karens, men der er trods alt ingen huller og det er da en start.

Jeg plabrede løs om short row hælen uden huller, jeg var jublende men begejstringen var ikke helt gensidig. Når sandheden skal frem var han nærmeste fløjtende ligeglad, forstod ikke helt hvorfor jeg ikke bare strikkede den hæl jeg kunne i forvejen. Og jeg formåede ikke at forklare det, manden har trods alt et helt neutralt forhold til garn. Måske der kommer en forbi her som er mere interesseret?

Jeg har forsøgt mig med en trin for trin vejledning suppleret med lidt fotos.

Jeg har denne gang brugt "Twisted German Cast On". Det giver en lidt bredere og pænere opslagskant end den traditionelle syntes jeg. Det er ikke svært - der findes en rigtig god vejledning her.

Og nu til hælen...
Der er strikket i glatstrik og da jeg strikker ragsokker har jeg strikket et par runder med rib på 2. og 3. pind, glat på 1. og 4. pind. Et eller andet sted har jeg læst at det anbefalede antal runder er 1/10 af det totale antal masker. Altså 6 runder hvis man strikker med 60 masker.

Hælen strikkes over halvdelen af maskerne. De fordeles på 3 pinde, med 1/3 på hver pind. Jeg har 20 masker fordelt med 7-6-7.


Strik alle masker ret på 1. pind og vend.

Første dobbeltmaske strikkes i første vrangmaske. Garnet som du har omkring fingeren føres til vrangsiden, altså den side der vender mod dig. Her føres den parallelt med masken som sidder på pinden bagud. Træk i garnet så de to tråde fra sidste række kommer frem. Sæt de to tråde på pinden og stram garnet. Strik alle andre masker på pindene vrang og vend.

Dobbeltmasken på retsiden startes som hvis du skulle strikke en vrangmaske. Stram garnet og de to tråde fra sidste pind kommer til syne. Sæt dem på pinden og strik ret på alle pindene indtil du kommer til dobbeltmasken fra sidste pind. Vend og lav en ny dobbeltmaske, så der nu er 2 dobbeltmasker på pinden.

Fortsæt sådan indtil alle masker på de 2 yderste pinde er dobbeltmasker. Maskerne på den midterste pind udgør det midterste af hælen og skal hele tiden strikkes ret.
Herefter strikkes 2 runder over alle masker, også dem "ovenpå foden". Dobbeltmaskerne strikkes som én maske, antallet af masker på hælpindene er nu igen 7-6-7.

Strik de 6 midterste masker ret, strik 1 maske på venstre pind og vend.

Lav en dobbeltmaske og strik de 6 midterste masker vrang. Strik 1 maske mere og vend.

Lav en dobbeltmaske og strik ret til du kommer til dobbeltmasken fra sidste gang. Den strikkes som én maske, strik 1 maske mere og vend.

Lav en dobbeltmaske og strik vrang til du kommer til dobbeltmasken og .... Sådan fortsætter du med at strikke én maske med på hver pind indtil de alle er strikket med.

Herefter fordeles alle maskerne igen på 4 pinde og du fortsætter med foden.

Puha det er godtnok svært at forklare, håber billederne hjælper. Ellers er der en tysk forklaring her. Hælen findes på side 4.

tirsdag, maj 30, 2006

Kys det nu det satans liv ....

I ugen der gik blev jeg pludseligt mindet om hvor skrøbeligt livet er. En kær veninde mistede hendes mor. og selvom hun havde været syg i længere tid, var det en overraskelse, at det var nu at det var slut.
Jeg har tænkt mange tanker de sidste par dage, blandt andet om hvad jeg gerne vil nå i den tid jeg er blevet tildelt. Der er store ting på listen som kræver dybere overvejelser og planlægning, og så er der små ting som blot kræver lidt action. Én af disse er kashmir - jeg har længe drømt om at strikke et totalt luksuriøst halstørklæde til mig selv i 100% kashmir. Og nu vil jeg ikke drømme om det længere! Jeg har købt 110 gram 4 ply kasmir her og glæder mig som et lille barn til at gå igang. Britt beskrev hendes kashmir som strikkenirvana jeg er sikker på, at hun har ret.
Nu vil jeg hæfte de sidste ender på boleroen, så jeg med god samvittighed kan slå op til lidt fan and feather, når ungerne ligger trygt i deres senge og aftenfreden sænker sig i det lille hjem. Total strikkelykke!
Den lille syge klud bliver sendt ud på en "helbredende rejse" en af de nærmeste dage. Endestationen er hos en af mine kære som skal vide, at hun er en højtelsket del af mit liv.

onsdag, maj 24, 2006

Confessions

Nu gik det lige så godt med mit indkøbsstop. Jeg har set på rigtig mange gode tilbud i de sidste par måneder uden så meget som at ryste på Dankortet, men ..... En dag kom jeg fordi denne eventyrlige butik og 1 2 3 så havde jeg bestilt og betalt for garn og opskrift til denne bolero. Der er altså noget med chokoladebrun bomuld.
Garnet er Svale fra Dale, viklet af 2 matte og 2 blanke tråde, brunt som en mørk chokoladebar, billedet snyder. Rigtig skønt at strikket af men det er lidt løst og de "halve masker" truer. Mønstret er simpelt, glimrende til tv-strik men helst programmer som ikke kræver den fulde opmærksomhed pga maskerne.

Sommertoppen fra Idena vokser men med bitte bitte små babyskridt. Den kræver absolut ro og dyb koncentration hvilket er en mangelvare her blandt børn og dyr. Men i morgen tager Kristian og Maria på miniferie hos farmor så måske ....

søndag, maj 21, 2006

Den lille syge klud


I mit barndomshjem findes et halstørklæde. Et rigtig blødt et, lavet af noget flonelshalløj. Det bor i et skab langt det meste af tiden, men kom altid frem når min søster og jeg havde det skidt. Det er så blødt, blidt og lunende at selv ikke det mest feberprikkende hud følte ubehag.
Sådan ét har været en mangelvare i mit "nye" hjem - indtil nu. Jeg har virkelig savnet det i den forgange vinter, ja sådan set også i de måneder det skulle have været forår i. Men nu er jeg klar! Nu kan de bare komme an med kriller, hosten og halsbetændelse.

Jeg er bare så glad for det tørklæde. Der er strikket positive tanker ind i hver eneste maske, det har virkelig været et luksusprojekt med fantastisk garn og geniale pinde. Og i en uge hvor programmet har været tæt pakket, har en times tid i sofaen med tørklædet inden sengetid været en sand fornøjelse. Måske jeg skulle lave et til min søster også ?
Bare sådan fordi .... ja fordi jeg er vild med det garn. Og fordi hun også har et tydeligt minde om mors tørklæde, som for øvrigt er grimt som arvesynden. Måske mor også kunne bruge et nyt ??

søndag, maj 14, 2006

Nye forsyninger

Tusind tak for alle de pæne ord om mit sjal. Det er blevet flittigt brugt og jeg er rigtig glad for det. Men da det forlod "strikkekurven" efterlod det et tomrum.
Der var ikke lige noget som kunne fungere som sommerstrikketøj, hængepartierne består pt. af GAAA og Echo. I posen fra mit udsalgsraid i Designværkstedet er der stadigvæk godter men det er alpaca til en trøje og ... Ja der var ikke lige noget som jeg havde lyst til at tage med på terrassen.
Men så er det jo godt at jeg kender en smutvej ud af mit indkøbsstop. "Regler kan bøjes", det sagde min gamle chef altid - ærgerligt for ham at han bukkede dem så meget at ansættelsen gik helt over.
Så alvorligt gik jeg ikke til sagen, jeg syede bare en kjole som var for lille og arrangerede en handlen med fru Bendix. Nu er jeg den lykkeligt ejer af St. Magnus Mohair og Addi Turbo pinde. Det er ren luksus, en udsøgt fornøjelse at strikke med og af - aldrig har jeg haft så blødt et garn i mine hænder.

Det mørke koksfarvede Brilla byttede jeg mig til hos den lokale for resterne fra sjalet. Jeg køber altid rigeligt men denne gang havde vi nok lige overvurderet garnforbruget, der var 4 nøgler retur.
Jeg er blevet så glad for at hækle at jeg har kastet mig over en sommertop fra Idena. (jeg har søgt men ikke fundet et sted jeg kan linke til) Her har jeg altså fået kam til mit hår, det er en brat opvågning ovenpå den gennemarbejdede opskrift på sjalet fra HP Gruppen. Jeg er rigtig glad for at der følger et stort foto med opskriften, så jeg kan se om det jeg tror de skriver, også er det de har gjort. Det er det så ikke altid!
Garnet er tilgengæld super dejligt og blødt - Og det bliver blødere og blødere for hver gang jeg trævler op og hækler en række igen.

onsdag, maj 10, 2006

Romantik tak....

Solen skinner og alle vores frugttræer står i fuldt flor. Der drysser små hvide blade ned på terrassen når de små vindpust kommer forbi.

Det er varmt udenfor, alt for varmt til uld og store strikketøj. Heldigvis havde jeg et halvfærdigt hækleprojekt i kurven som viste sig perfekt til årstiden. Bomuldsgarn og hæklenål fungerer udemærket selvom fingrene er lidt varme og "klistrede"; Og jeg er nu den lykkelige ejer af et skønt romantisk sjal, som luner mine skuldre i de kølige morgen- og aftentimer.

Sjalet er opbygget af firkanter og trekanter som hækles sammen efterhånden. Ganske simpelt - den eneste lille hage er at de mange forskellige garner giver rigtigt mange løse ender. Jeg hæftede en del undervejs, men endte alligevel med fire timers montage til slut. Frynserne var dog overraskende hurtige at lave.
Jeg var usikker på om de måske ville være for meget, men er nu blevet ret glad for dem. De er ligesom prikken over i´et.

Opskriften er fra HP Gruppen - endnu engang en opskrift fra deres hånd hvor man bare skal gøre som der står - også selvom det lyder en smule underligt. Ligesom når Rowan og Kim Hargreaves har været igang. Det er så dejligt befriende, jeg slapper fuldstændigt af og nyder at arbejde efter de opskrifter hvor jeg ikke samtidig skal lege detektiv.

lørdag, maj 06, 2006

Nu smiler hun igen!

Viola! En ny og blomstrende kjole.

Jeg lovede hende en ny men gad helt ærligt ikke lave nøjagtigt den samme model igen - det var trods alt ikke engang 24 timer siden knappenålene blev taget ud af den første udgave. Jeg faldt over denne kjole i et Ingelise/Alt om håndarbejde af ældre dato og det er ikke sidste gang jeg benytter denne model. Den passer perfekt og er super duper simpel at sy. Ikke mindst fordi jeg slap for lynlåsen; Det var lidt noget nullerværk at få stoffet til at passe ved den første kjole. Denne model har trendse og knap i nakken.

Mønstret til 1. æbleblomstkjole er Burda 9740.
Mønstret til 2. udgaven findes i Ingelise, september 2004, mønsternr. 33.
Jeg har tilsat sløjfen og udeladt flæserne.

fredag, maj 05, 2006

Æbleblomstkjole

For nogle dage siden præsenterede Mette det smukkeste sjal. Det er noget af det skønneste jeg længe har set og det gjorde stort indtryk på mig. Hvor stort indtrykket rent faktisk har været gik for alvor op for mig i aftes da jeg lagde sidste hånd på en sommerkjole til Maria. Der er noget bekendt over farveskalaen her ....

Kjolen blev færdig; Jeg var godt tilfreds, Maria var godt tilfreds, der var smil over hele linien - lige indtil hun skulle have den på.
Det skulle have været en kjole som hun kunne have en t-shirt indenunder, men det er der ikke plads til - faktisk er der knapt nok plads til Maria indeni den!
Rigtig ærgerligt - resultatet af et nyt mønster og hendes mors manglende anvendelse af målebånd. Prinsessen havde tårer i øjene, men heldigvis er det her en krise som kan løses. En ny kjole nummeret større er i støbeskeen og denne er hermed sat til salg.

1 stk. æbleblomstkjole str. ca 110 -
200 kr. incl. porto

Kjolen er solgt!

tirsdag, maj 02, 2006

Snowdrop - Daughter

Her er den så - Snowdrop Daughter toppen med ballerina indeni!
Maria er for alvor igang med den lyserøde periode og alt hvad dertil hører, så farven er perfekt. Størrelsen er tilgengæld lidt til den gode side, men jeg håber på at den passer når vi når til efteråret og vinteren. Jeg havde ellers for første gang i mange mange år lavet strikkeprøve, men måske lige glemt hvor meget "elastik" der er i tynd mohair strikket på pind 4. Jeg har slået for mange masker op efter ærmegabet men regner med at det kan reguleres ved at lave en sidesøm og så klippe det overskydende af. Men nu venter jeg lige til vi kommer på den anden side af sommeren med at klippe alt for meget i den. De vokser jo hele tiden, de små, som meget snart er blevet store.

Når alt dette så er sagt, så er jeg faktisk ret godt tilfreds med resultatet! Og prinsessen er glad!

Garnet; Mazurka var en gave fra én i min fødselsdagsgruppe, jeg kan desværre ikke huske hvem, men du skal vide at det har bragt lykke - endnu engang tusind tak!

Jeg vil forsøge at gengive de tilpasninger jeg har lavet - fuld forståelse kræver nok at du har en opskrift på Snowdrop ved din side:o)
Jeg kan ikke skrive det hele uden at komme galt afsted, opskriften kan købes her.

Tallene i parentes er det jeg vil gøre næste gang.

Hele toppen er strikket på pind 4.
Udfra strikkeprøve og et cirka mål på Maria fra skulder til skulder startede jeg med 112 (98) masker. Herved passer hulmønstret på bærestykket, så de 4 mønsterpinde i opskriften kan følges. Jeg strikkede 8 cm bærestykke med 3 udtagninger jævnt fordelt undervejs.
Lukkede af til ærmer som opskriften skriver, men slog så 20 (10)masker op. Jeg var bange for at den ville blive meget smal fordi jeg ikke skiftede til pind 6. Men dét blev den ikke!
Herefter er det jo bare ligeud, jeg strikkede 22 cm glat og 8 cm rib og fik en top som passer til str. 5-6 år.

Et hyggeligt lille projekt, som kan strikkes af to nøgler garn.

onsdag, april 26, 2006

Tomgang .....

Marias Snowdrop er blevet færdig, og jeg tror, at den er god. Foto og endelig "bevis" for pasform følger en af dagene eller realistisk set, når vi kommer til weekenden.
Ungerne har nemlig nogle rigtigt lange dage i børnehaven og lysten til at agere fotomodel er forståeligt nok minimal, når vi endelig kommer hjem. De lange dage skyldes den bro, som lige nu fylder op på motorvejen nord for Limfjordstunnellen. Jeg skal gennem Aalborg midtby hver morgen og eftermiddag og det er en tålmodighedstest i disse dage.
Jeg ved godt, at vi skal være taknemmelige for, at det ikke gik værre end det gjorde, selvom det selvfølgelig er slemt nok. Og tro mig jeg er taknemmelig, mennesker som mig meget kære, var tæt på. Men det var altså en lang tur hjem fra arbejde i går, hvor den nærmeste omvej fra Aalborg til Aabybro gik via Aggersund. De næste dage satser jeg på Limfjordsbroen - det tager lang tid, men nu ved jeg det og bilen er pakket til lejligheden med frugt, vand, chokolade og et lækkert strikketøj. Så kan de bare komme an de køer!
Jeg har taget hul på Bliss fra det nye Rowan Magazine, en sommertop som oprindeligt er strikket i Calmer. Det garn jeg ikke på lager, men der var noget Zeta fra LøveGarn som næsten passer. Og så skal det nok gå altsammen.

lørdag, april 22, 2006

Min lille prinsesse

I dag har været en skøn dag med solskin, fjanten i haven og en tur i svømmehallen, men sønnike har haft det lidt halvskidt. Hvor sløj han egentlig var gik først rigtigt op for os, da han lige efter aftensmaden bad om at komme i seng. Det sker ellers aldrig her hos os!
Håber at han har det bedre i morgen og får en ligeså god dag, som søsters aften har været. Hun har NYDT det! Det at være eneste barn og jeg må også indrømme at følelsen har været gensidig. Det er skønt at have tvillinger og jeg tror også, at Kristian og Maria langt det meste af tiden elsker hinanden højt, men .... Som tvilling skal der hele tiden deles. Vi forsøger at gøre det nogenlunde retfærdigt, men det lykkes ikke altid, det kan godt være hårdt.
I aften skulle der kun tages hensyn til én og hun var i topform. Vi har spillet Memo, lagt puslespil og læst Barbieblade; Lige en aften efter hendes hoved.
Nu ligger hun trygt under dynen og jeg vil krybe ind i sofaen; På programmet står endnu en Snowdrop, denne gang i en daughter version. Jeg håber, at hun kan li´ den, den er i hvert tilfælde lyserød.

fredag, april 21, 2006

Clapotis

Min nye taktik med at angribe UFO´erne én efter én holder stadigvæk. Og den virker! Senest er Clapotis blevet færdig. At det så sker lige dagen før de annoncerer forårets komme ja det er en mindre detalje. Det bliver vel vinter igen engang.

Tørklædet er et rigtig vikle tørklæde, temmelig stort egentlig. Sådan et som man kan gemme sig i i en snestorm. Og nu hvor jeg lige tænker lidt over det, så tror jeg faktisk også at det vil fungere glimrende som sjal/stola på en kølig sommeraften. Det skal i hvert tilfælde prøves af.

Garnet er købt her, der er brugt lige knapt 3 bundter og opskriften er her. Garnet har indbyggede "dutter" som virker rigtig godt i det neutrale mønster og jeg er glad!! Glad fordi det er blevet det dejligt tørklæde, glad fordi det er blevet færdigt og glad fordi jeg nu kan kaste mig over næste projekt i strikkekurven. Her venter nemlig endnu en klassiker, eller skulle jeg sige en "nyklassiker" i mindre målestok. Var der nogen som sagde Amimono ??

onsdag, april 19, 2006

En lille flok sokker

Og nu gider jeg så ikke lige strikke mere rib i denne her uge!
Gi´ mig noget ret, noget glat eller noget helt vildt avanceret hulmønster .....jeg er ligeglad, bare ikke mere rib lige nu.

Det store par er til Maria, håber at lidt glimmer får dem til at glide lidt lettere på fødderne. Men jeg er ikke naiv og min datter er stædig, så de er strikket så tilpas store at de vil passe hende til efteråret. Med andre ord så er de alt for store til hende nu, men det opdager hun aldrig, for hun tager dem med garanti ikke på. Jeg ved det, men siger det ikke til hende. Nu ligger de i børnehavetasken og så kører vi lidt frem og tilbage med dem indtil det bliver lidt varmere. Så ryger de ind på hylden sammen med huer og vanter og når vinteren sætter ind næste gang vil de på magisk vis passe perfekt.

De 3 små par er til Vivians tørresnor. Stakken indeholder 8 par og nu kommer der ikke flere, så en af de nærmeste dage ryger de i postkassen.

tirsdag, april 18, 2006

Pisa

Så er Pisa blevet tør og klar til brug. Og den vil blive brugt, meget endda det kan jeg mærke allerede nu.

Strikket i to tråde af Isagers Højlanduld på pind 3½ er det lykkedes at få en Design.Club opskrift ned i en størrelse 34-36. Jeg trak 5 cm fra på ærmerne og kunne godt have taget 1 mere af, men når nu den bliver brugt og bliver lidt "bulet" så tror jeg det kommer til at passe meget godt.
Jeg kan se rundt omkring at andre bøvler med Isagers Højlandsuld, dertil vil jeg bare sige at "Jeg har ingen klager". Jeg vælger det gerne igen, specielt til en model i rib, her er det absolut "faconstabilt"!
Men smag og behag er jo forskellig.

torsdag, april 13, 2006

I den gode sags tjeneste

Vi har hjemmedag - ingen besøg - ingen gæster - bare tulle rundt .... Ungerne leder efter Holger og jeg hæfter ender i mere end én forstand. I jagten på et glimrende garn til Marias sokker mødte jeg den lille stak af bitte små sokker jeg har strikket til tørresnoren. De har nu fået enderne hæftet og er helt klar til afgang.

De første par sokker blev strikket efter Tutto´s opskrift som sikkert er ganske glimrende. Jeg har bare noget med ragsokker i den lille bitte model - de er simpelthen for søde. Så jeg er for gud ved hvilken gang vendt tilbage til de der 2 ret 2 vrang. Her to par i forårsfriske farver!





Jeg har strikket 5 par sokker men lavede 8 kort, måske jeg når at strikke de sidste inden deadline?
Sikkert for det er egentlig super hyggeligt med de der små hurtige projekter. Det passer lige med en halvlang tv-aften og så kan jeg også få testet udseendet på noget af det multifarvede strømpegarn der ligger i kurven.

Det var første par


Kristians ragsokker er nu blevet færdige og taget i brug. I modsætning til søster er han meget glad for de hjemmestrikkede og har allerede udvalgt sig garn til næste par. Men først er det Marias der står for tur.

Disse er strikket i Regia Color nr. 1936, med 48 masker på pind 2½.

Note to self: Næste par skal være 52 masker!


onsdag, april 12, 2006

Næste levende billede

Pisa er færdig! Monteret, vasket og klar til brug - når den altså lige bliver tør.
Den er blevet rigtig god og vil blive brugt flittigt. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om!

Som tidligere skrevet blev jeg rigtig glad for et strikke rib undervejs med Pisa. Så hvad er mere naturligt end at fortsætte med de 2 ret 2 vrang.
I min strikkekurv ligger et vaskeægte hængeparti - ragsokker til ungerne. De mangler dem meget! Maria er måske ikke helt enig, hun er ikke så vild med de tykke sokker, men moren har bestemt, at de hører sammen med gummistøvlerne indtil det bliver varmere.
Vinterstøvlerne er blevet for små, det vidste jeg godt. Hvorfor det så kom som en kæmpe overraskelse for mig at sokkerne der blev strikket til dem i efteråret også er for små? Ja det ved jeg helt ærligt ikke.

Tilbage står at jeg "skylder" mine poder 4 nye sokker inden påskeferien er slut. Egentlig passer det meget godt, for programmet byder de næste par dage på en del kørsel fra og tilbage til noget påskehalløj, så det skal nok lykkes, måske der endda også kan blive et par til Vivians tørresnor.

mandag, april 10, 2006

Nyt fra Amimono

Så kom den endelig! Den længe ventede forårskollektion fra Helga Isager så dagens lys i dag. Der er flere ting som ved første øjekast ser rigtigt fine ud. Det skal undersøges nærmere, allerhelst ved et besøg på Nørrebro alternativt et smut indenom Designværkstedet i Aalborg. Som vanligt syntes jeg at billederne er lækre og trendy, men ikke særligt anvendelige i forbindelse med en strikkeproces. Dog giver jeg point for at Buttercup fra sidste års efterårs kollektion har fået en chance mere, denne gang med et billede som rent faktisk viser den lækre cardigan. Den er helt klart med på min liste til nærmere undersøgelse, men øverst står der uden diskussion Daffodil.

Påskeglæder

Mandag formiddag, den første rigtige påskeferiedag og solen skinner fra en skyfri himmel. Weekenden har budt på hyggelige besøg fra familie og venner, så huset er rengjort og køleskabet bugner med lækre rester. Vi skal ikke lave andet i dag end hygge!
Ungerne tuller rundt og leger, lidt sammen og lidt hver for sig. De sludrer, diskuterer og synger sange. Det er super hyggeligt som "baggrundsstøj" til Kongemordet, hvor jeg er nået så langt at eksministerfruen endelig har forladt sin dybt voldelige mand. Uha hvor har det også irriteret mig længe, at hun blev hængende på øretævernes holdeplads. Sådan noget forstår jeg bare ikke, men på den anden side er det nok meget nemmere at se udefra. Heldigvis er det her jo kun fiktion, men jeg har desværre set det oftere end jeg kunne ønske mig i den virkelige verden også.

Gaven til Operation Påskeglad er sendt afsted til Nørrebro og Pisa nærmer sig en afslutning med hastige skridt, så det lysner på alle fronter.

onsdag, april 05, 2006

Ny taktik

Nu skinner solen - der er forår i luften og jeg er igang med at rydde op i min strikkekurv. Jeg har gang i alt for mange ting! Jeg brugte meget tid på at hitte rundt i de 4-5 opskrifter jeg jonglerede med på en gang. Så nu har jeg lagt en ny taktik - Jeg angriber dem én af gangen! Koncentrerer mig om en opgave og håber på at det vil vælte frem med færdige trøjer de næste par uger. Man har vel altid lov at håbe :o)

Første skud er rettet mod Pisa; Den trives i rollen som den udvalgte. Ryg og forstykker er færdige, ligeså det første ærme. Men jeg har en skummel mistanke om at det er for langt, selvom jeg strikkede næsten 5 cm mindre end opskriften foreskrev. Så jeg laver lige en hurtig montering og udmåling inden jeg når at strikke for langt på ærme 2 også.
Til min store overraskelse har jeg opdaget at jeg elsker at strikke rib. De der 2 ret, 2 vrang nærmest suser henover pindene og Isagers Højlandsuld fungerer upåklageligt. Jeg ville nok ikke vælge det til en trøje som skal tæt på kroppen, men til en cardigan som Pisa er det godt. Det er lidt groft, men giver en god stabil rib.