søndag, oktober 26, 2008

Short of a ...kort

I dag er dagen hvor lille Anna skal døbes. En hyggelig dag i selskab med en del af familien, som vi ser alt for lidt, venter forude og vi er klar.
Det blev godt nok sådan lidt panik før lukketid, da jeg sidst på eftermiddagen i går kom i tanke om at gaven nok burde ledsages af et kort. Og lageret på den front var gabende tomt.

Det endte med en brik fra et af ungernes gamle puslespil; En smule bladguld og klar lak på toppen, akvarelpapir og lidt skriblerier på bagsiden. En omgang klar cellofan og en lille lyserød blomst holder sammen på det hele – Og det blev vist egentlig meget godt.

lørdag, oktober 11, 2008

Noro Nydelse

Udsigten til procenter på Luzux-O-Meteret hjælper gevaldigt på min motivivation til at få afsluttet alle de halve projekter fra strikkekurven. Der er hurtig belønning, når det eneste der mangler er lidt montering, men hvis det er det der skal til, så kan jeg kun sige .... Alle kneb gælder.

Tørklædet her er endnu et projekt som har været længe undervejs – meget længe. De første masker blev hæklet allerede engang i foråret, fordi jeg gerne ville være i god tid med en julegave. Det gik hu hej vilde dyr – de små firkanter nærmest fløj omkring ørerne på mig. Men så var der én som blev grim fordi farverne skiftede på højest ucharmerende vis – og så en mere og ja.... På det tidspunkt begyndte jeg også at tvivle på, om jeg overhovedet ville være bekendt, at give det videre til en sagesløs modtager. Der var timer, hvor jeg tænkte, at det blev et totalt tjekket tørklæde. Men der var så sandelig også dage, hvor jeg tænkte, at det blev lidt lovligt ”pædagog-og-lilla-ble-agtigt”.
Jeg var vitterligt i tvivl, men det er jeg ikke mere!

Da jeg i sidste weekend endelig fik fundet energien og lysten til at sy de 46 firkanter sammen og fik hæklet en muslingekant rundt om hele affæren, stod det pludselig helt klart, at det tørklæde absolut ikke skal ind under et eller andet juletræ. Det skal rundt om min hals!!!
Der skal det lune og gøre godt i de kolde måneder som venter lige rundt om hjørnet – og jeg glæder mig.


Faktaboks

Garn: Flower Bed fra Noro frv. 1208

Opskrift: Hæklet tørklæde fra Hendes Verden. Hæklet med pind 3½

Ændringer: Jeg har hæklet en omgang mindre på hver firkant og udeladt de 4 omgange fastmasker rundt om kanten inden muslingerne.

Luxuz-O-Meter: Osse i den grad - på Strikkekurvens såvel som mit indre hverdagsluxuz-O-Meter tæller det her tørklæde med. Det vejer 198 gram og dermed ryger der lige 9,9 % på barometeret.

torsdag, oktober 09, 2008

In Action .....

Hun gad ikke fotoseancen, så jeg kun én chance inden hun godt-vi-snart-har-ferie-træt smed sig sammen med brormand i sofaen, derfor må I leve med modlys og alt det andet

Det er ikke kusinens fødselsdag endnu, men udvalget i kommoden var i morges så begrænset, at der ikke var nogen vej udenom Millekjolen. Jeg var forberedt på det værste, for Maria er en viljestærk pige. Men det gik uden sværslag, bare jeg lovede at der kom gamacher og langærmet t-shirt under, og den kombination er Millekjolen jo nærmest født til.

Hvordan hun helt inderst inde havde det med kjolen, da hun drog afsted til skole ved jeg ikke. Egentlig er det også fløjtende ligegyldigt, for nu er den set og godkendt af veninderne. Og det var en meget stolt pige som betroede mig, at Stine og Anne Sofie også gerne vil have sådan én kjole.
Det får de ikke - i hvert tilfælde ikke hvis det er mig som skal strikke, men hvis Maria ønsker sig én mere, ja se så er det jo en helt anden snak.


søndag, oktober 05, 2008

Baby "Drop"

1 vask, 2 ærmesyninger, 3 knapper og en omgang løse ender - det var alt der manglede på denne trøje. De sidste masker blev strikket for efterhånden længe siden, men så kom den ligesom ikke videre. Ikke fordi den fejler noget – overhovedet ikke – det er en fantastisk dejlig lille opskrift og garnet er absolut vidunderligt.

Jeg nød det meget, da jeg strikkede, men der var ikke noget klart mål med mit strikkeri, udover nydelse – og derfor heller ingen hastværk med den sidste finish.
Trøjen røg over til alt det andet i monteringsstakken og der har den ligget godt, lige indtil den anden dag hvor en invitation landede i postkassen. En invitation til lille Annas barnedåb og så vidste jeg lige pludselig, hvor den trøje skal hen; Størrelse såvel som årstid passer perfekt.

At det så er mere held end forstand, ja det behøver jeg jo ikke fortælle de lykkelige forældre.


Faktaboks

Garn: BabySilk fra Du Store Alpakka. Frv. 301 og 324

Opskrift: DROPS jakke fra Garnstudio. Str. 6-9 mdr, strikket på pind 3

Luxuz-O-Meter: 186 gram forøger Luxuz-O-Meteret med yderligere 9,3 %

Tidligere post om denne trøje findes her

lørdag, oktober 04, 2008

Bling Bling

Jeg har et stort garnlager – ja jeg indrømmer det blankt, også her i det helt offentlige rum. Der er mest af de helt reelle garner, noget af det indkøbt til helt specifikke projekter, men der er også garn med glimmer og flimmer. Af og til har jeg været meget tæt på at skippe alt det kunstige garn afsted til skolens håndarbejdslokale, men tanken har aldrig været sådan helhjertet. Det er trods alt garn og det kunne jo være, at jeg en skønne dag ......

Det var godt jeg beholdt det hele, for i samarbejde med lidt rester fra et af de reelle projekter fik Marias Barbie en ny fin kjole med rigtig høj bling bling værdi. Sådan en sag som ryger direkte ind på hitlisten hos en pige på 7, som ikke er vild med at tage mors hjemmestrik på egen krop.

Og den ”indre dårlige samvittighed” over at beholde alt mit garn selv blev dulmet ved at strikke en mere af samme slags til Barbiedukkerne i pasningen i skolen. Den er nu svøbt i silkepapir og bånd, klar til mandag morgen hvor Maria glæder sig stort til at give videre. Jeg glæder mig med hende, men mest fordi jeg fik gjort kål på lidt af de ”umulige” rester, der er procenter på Luxuz-O-Meteret og endnu et projekt til de 12.


Faktaboks

Garn: Cotton Viscose fra Garnstudio frv. 002 og noget glimmergarn fra gemmerne

Opskrift: Cerise klänning med silverränder fra Sticka til Barbie

Luxuz-O-Meter: Jeps - 66 gram gammelt garn sparker Luxuz-O-Meteret afsted med 3,3 %.

fredag, oktober 03, 2008

Luksus

Cumulus snor sig over pindene – 4 masker foran ... 4 masker bagved ...
Opskriften er velskreven, garnet suverænt lækkert og det er virkelig en fornøjelse. Eneste lille bitte aber dabei er pindenes tykkelse. Jeg er blevet tvunget op på en 8´er, for at få strikkkefastheden til at passe, og det er lige i overkanten for mig. Arme og skuldre kommer på arbejde i ukendte posistioner og jeg kan allerede nu mærke, at jeg bliver nødt til at strikke lidt andet ind imellem.
Det gør ingenting, der er nok at vælge imellem – deriblandt også flere ting som er meget tæt på monteringsfasen. Men inden jeg når dertil, vil jeg lige have startet en ny omgang Luxuz-O-Meter strik. Kald det bare snyd, men alle procenter tæller, for jeg ved allerede nu, hvad jeg vil belønnes med, når jeg runder de 100 % - og det kan kun gå for langsomt. Derfor har jeg også lavet lempelige regler denne gang.

ALT købt inden festivallen tæller med – også de ting som i princippet er færdigstrikket og kun mangler en vask og lidt knapper.

Derudover er reglerne som tidligere at brugt garn tæller i forholdet 1:4 og 100 % på Luxuz-O-Meteret giver ret til indkøb til et lækkert projekt.