fredag, februar 23, 2007

Mere til halsen

Jeg håbede på at jeg ville blive færdig med Charlotte Tønderings tørklæde inden det for alvor blev vinter - og jeg nåede det. Her er det fotograferet lige midt i en snestorm - Noget til halsen!

Sammen med mine Anemoi Mittens skal det udgøre et smukt makkerpar i min vintergarderobe, når det altså engang bliver helt almindelig vinter igen.
Det er blødt og fint, strikket i den skønneste Alpaca fra Isager. Endestykkerne er strikket af rester fra lageret; Noget islandsk uld som stikker noget så forfærdeligt men giver en god tyngde, lidt sort Kidopale og så et strejf af noget sølvgarn som blev tilovers engang jeg strikkede denne her.
Jeg er super glad for det og glæder mig til at slynge det rundt om halsen. Men det er altså ikke varmt nok til livet på landet i disse dage, så det må vente lidt endnu.
Vi iklæder os de varmeste gevanter når vi tumler i sneen og priser os lykkelige for at der ikke er nogen som kan se os. I må tro mig når jeg siger at det ikke er noget kønt syn, for her følger ingen fotodokumentation.

Vi er helt og aldeles afskåret fra omverdenen men vi hygger os - det er ikke så ringe at holde vinterferie i Winter Wonder Land.
Faktaboks

Garn: Tvinni Alpaca fra Isager frv. 23, Einband fra Istex frv. 0059, Kidopale frv. 289 og en rest af noget sølv

Opskrift: Noget til halsen af Charlotte Tøndering/Isager

Ændringer: Ingen

Cashmere-O-Meter: Tjaa... Egentlig er der jo brugt lidt lagergarn men det er vist så lidt at jeg springer det over i denne omgang.

tirsdag, februar 20, 2007

Blogger for pokker!

For et par uger siden skiftede jeg til den nye blogger. Mere af nød end af lyst - pludselig kunne jeg bare ikke logge ind på den gamle version mere. Konverteringen gik let og smertefrit så jeg tænkte faktisk ikke videre over det. Ikke før jeg begyndte at få meldinger om at Strikkekurven ikke længere gik i Bloglines filtrene rundt omkring.

Jeg ved ikke om det bare er en højst uheldig bivirkning ved skiftet og gider ikke gå dybere ind i en undersøgelse. Men jeg bliver nok nødt til at bede dig om at "fodre" Bloglines endnu engang hvis du altså ønsker at have Strikkekurven på din liste.

mandag, februar 19, 2007

Et ekko fra fortiden

For snart et år siden købte jeg garn til Echo. Jeg strikkede som en gal i 3 dage sådan cirka og siden da skete der ikke en fløjtende fis.

Forklaringen er enkel - den skal findes i garnet. Trøjen er for en stor del strikket i Yorkshire Tweed DK fra Rowan. En 100% uldgarn som ikke stikker og egentlig burde være skøn nok men .... jeg syntes simpelthen at det er forfærdeligt at strikke med!

Trøjen er til gengæld lækker og jeg vil gerne have den i min garderobe, så jeg prøver lige en gang til. Ifølge opskriften strikkes der frem og tilbage i glatstrik men det gider jeg ikke - det er slemt nok med retmasker i det her garn. Derfor lagde jeg ryg og forstykke sammen, kastede det hele op på en rundpind og så gik det ellers bare derudaf.
Ærmegabene har jeg udeladt i første omgang, planen er at jeg kan klippe mig til dem senere. Nu håber jeg bare at teorien holder men på den anden side så var alternativet at jeg aldrig nogensinde ville blive færdig med Echo. Her er alt at vinde - intet at tabe.

Ærmerne får også en tur på en rundpind med magic loop. Det havde været dejligt med en rundpind lidt længere end 60 cm til denne teknik men det går. Mest fordi det første lange stykke af ærmerne er strikket i Kid Classic. Det er under alle omstændigheder et lækker garn men i denne direkte sammenligning med Tweed´en er det helt og aldeles himmelsk. Og de få runder der kommer af og til med Kid Classic i striberne gør det hele meget nemmere af overskue. Under alle omstændigheder venter der en solid gevinst på Cashmere-O-Meteret nårjeg engang bliver færdig.

torsdag, februar 15, 2007

Okker Gokker - Så er der sokker

Vinterferien går sin sejrsgang over det ganske danske land men det er vi ligeglade med i nordjylland. Vi knokler ufortrødent videre, alt imens vi lader som om, vi ikke ved at I andre holder fri. Vi er ikke hverken sure eller bitre for på mandag når væggeuret ringer tidligt hos jer så hiver vi ledningen ud af væggen og nyder vores uge i friheden.
Kristian og Maria tager forskud på deres ferie. Farmor er blandt de udvalgte denne uge, så idag har hun hentet ungerne tidligt i børnehaven og har taget dem med sig hjem. Hun har glædet sig. De har glædet sig. Og det har jeg faktisk også - jeg elsker mine børn men sådan et par dage med ubegrænset tid til mig - det er guld værd!!
Der er et par ting jeg helst skal nå, noget med nogle vinduer som trænger til en vask og så en enkelt dag på jobbet i morgen. Men lige nu vil jeg tage mig en tur rundt om bloggen og så glæde mig til en tidlig aften i sofaen med et "nyt" strikketøj.
I de sidste par dage har Blog Tjek 07 bredt sig som en steppebrand. Jeg har endnu ikke udfyldt ét eneste spørgeskema men jeg gør det lige om lidt - det lover jeg. Og så håber jeg at du også har lyst til at bruge et par minutter på mit. Det ville gøre mig så glad!
Nå ja sokkerne - dem var jeg lige ved at glemme. Der er jo egentlig heller ikke så meget at fortælle: Det er et par strømper, de er bløde, de er varme og i morgen bliver de sendt afsted til København. Min søsters veninde bor i en ældre lejlighed hvor radiatorerne er gået i stykker, hun fryser og jeg har fundet endnu en uskyldig aftager til nogle af de mange par sokker jeg strikker - men ikke bruger ret meget.
Hun blev glad for soul udgivelsen - håber også at disse vil varme, om ikke andet så hendes fødder.
Faktaboks

Garn: Hjerte SOCK 4 fra Hjertegarn frv. 2499

Opskrift: Strikket efter sokkekompasset i Das Geniale Sockenbuch. Str. 36 strikket på pind 2

Ændringer: Strikket med kilehæl og smal båndtå.

Cashmere-O-Meter: Jep! 48 g fra lageret giver 2,4% på Cashmere-O-Meteret som nu er nået op på 37,8%.

fredag, februar 09, 2007

Noget til halsen


Jeg strikker på noget til halsen - et tørklæde af Charlotte Tøndering. Jeg strikker og strikker men syntes ikke at jeg kommer nogen vegne, sådan er det når der er Isagers Alpaca på en pind 3. Det bliver smukt og fint og dejligt blødt - en perfekt makker til mine Anemoi Mittens når det altså engang bliver færdigt.

Jeg troede at jeg kunne nå det inden det blev vinter sådan for alvor - men nu siger de at sneen snart kommer til nordjylland. Det kunne da være lidt hyggeligt for vi har ikke set ret mange hvide fnug i år men .... pludselig indså jeg at det bliver hamrende koldt hvis jeg ikke har noget til halsen, når ungerne og jeg atter vover os ud i samfundet mandag morgen.

Men så var det jeg kom i tanke om Julies tørklæde. Rester har jeg nok af på lageret, striberne klarede Generatoren og 1 2 3 vupti - Et styk halsklud klar til afgang!

Idéen er genial - og med dobbelttråd på pind 5 er der virkelig tale om en lynhurtig lagernedbringelse. Der er flere slatter i posen som nemt kunne gå samme vej.

Faktaboks

Garn: Primært Babyuld fra Dale, men der er også lidt Sisu fra Sandnes og en smule forskelligt strømpegarn imellem

Opskrift: Ca. 200 masker strikket på pind 5. Garnenderne bliver hængende og fungerer som frynser.

"Ændringer": Efter Julies anvisninger er der slået op og lukket af med firedobbelt garn.

Cashmere-O-Meter: Det her er et ægte lagerprojekt - 130 g af slagsen; 6,5 % direkte ind på Cashmere-O-Meteret




torsdag, februar 08, 2007

Refined Raglan

En klog kollega sagde engang til mig, at det er når man er helt oppe eller hele nede, at man virkelig føler at man lever. Lige nu lever jeg i allerhøjeste grad - og det er et liv helt oppe i skyerne.

Bjørn er blevet færdig med min computer og selvom tidspunktet måske ikke passede helt ind i min kalender, så kan jeg ikke klage over resultatet. Han er dygtig og jeg var aldrig i tvivl om at det nok skulle blive godt, men at jeg skulle ende med en så velsmurt computer er jeg alligevel lidt imponeret over. Jeg lover aldrig at brokke mig meget - i hvert tilfælde ikke før næste gang!

Mens Bjørn installerede og genetablerede fik jeg lagt sidste hånd på Refined Raglan. Og ....
Er I klar til en sensation? Det her er ikke noget som sker hver dag - men jeg har rent faktisk strikket en trøje til mig selv som passer perfekt!!!

Den er strikket helt efter opskriften, ingen tilpasninger overhovedet og alligevel stopper ærmerne lige præcis hvor de skal.
Den er tilpas hverdagsagtig - og dog med et lille twist. Det lille hulmønster løfter den lige en smule over nivauet kedelig.
Trøjen er blødt og varm. Perfekt til len lun forårsdag i haven, men også velfungerende indendøre her i vintermånederne. Den bliver slidt op den her trøje - det er jeg ikke et sekund i tvivl om!

Garnet er Lucca og det fortjener lige et par ord med på vejen. Det er skønt og blødt og dejligt at strikke i. Og så løber det vanvittigt langt på kiloet!
Opskriften skrev 500 g garn, jeg købte et ekstra nøgle bare for at være på den sikre side og nu sidder jeg så her med næsten 300 g overskydende garn. Det er helt vildt ....dejligt.

Faktaboks

Garn: Lucca fra BC frv. ub09

Opskrift: Refined Raglan fra Interweave Knits winter 2006, strikket på pind 4½ og 5

Ændringer: Ingen - absolut ingen.

Cashmere-O-Meter: Ikke denne gang, men det overskydende garn ryger ind på lageret.

Tidligere posts om denne trøje er her og her

onsdag, februar 07, 2007

Så har vi balladen

Ungerne har det stadigvæk sådan lidt småskidt - de kæmper med feber og en sejlivet snue. I en tid hvor min kalender har været proppet med arbejde har de tilbragt mange dage hjemme fra børnehaven sammen med deres far; De siger at de har kedet sig, men kameraet viser et helt andet billede af virkeligheden. Det kan da ikke have været helt kedeligt den dag de tog de her billeder.

Bjørn har også hygget sig, det fik jeg endeligt bevis for i går da jeg kom hjem. Maria mødte mig i døren med besked om at posten har været her og at min computer nu var helt kaput. Da jeg kom ind i stuen var jeg ikke et sekund i tvivl om at hun havde ret. Der var dimser overalt og midt i det hele sad Bjørn og hev sig i håret.
Min kære mand har noget med computerdimser - lidt ligesom jeg har det med garn. Han elsker at eksperimentere med motherboards, ram blokke og andet som for mig er totalt sort snak. Han er god til det og jeg blander mig ikke i det - Normalt er det hans egen computer som står for skud men sådan skulle det ikke være denne gang.

Egentlig tror jeg nok at han engang i løbet af sidste uge spurgte om jeg ikke syntes at min computer var lidt langsom. Jeg har sandsynligvis sagt: " jo!", for min computer er da lidt langsom sammenlignet med hans. Vi har også snakket om at det skulle der gøres noget ved, men jeg vidste ikke at det skulle være lige nu.

Det skulle bare have været en simpel udskiftning af et bundkort men noget gik galt og på et tidspunkt følte han at det var bedst at starte helt forfra. Der var lavet backup så helt galt kunne det da ikke gå - ja det troede han faktisk - men han blev klogere!
For hvor er dit og hvor er dat? Hvor er nu mine gamle mails? Og hvor er installationsCDén til Photoshop?
Han har pisket rundt for at gøre det hele godt igen men nu er han altså taget på arbejde og jeg har overtaget de syge børn og en halvsløj computer.

mandag, februar 05, 2007

Dyrebørn

I sidste uge indløb en bestilling fra Staden på to par babysokker. Min søster og jeg bruger dem begge som barselsgaver til de lidt fjernere bekendskaber - en lille anvendelig hilsen som ikke sætter modtageren i forlegenhed.
Det er ikke så lang tid siden jeg fyldte op på hylden med barselsgaver men vi er havnet midt i et mindre boom og der var kun et par anvendelige zebrasokker tilbage. Glimmergarn og lyserød Opal er ikke så godt når det nu er to små drenge som er blevet født. Heldigvis er lageret stort og projektet overskueligt - inden længe var også et par slørugler parat.
De to par sokker var faktisk på vej til postkassen men så var det jeg så .... en rigtig skøn djævlehue hos Fru Schwartz. Den måtte jeg også lige prøve.
Originalopskriften er strikket frem og tilbage - og så syet sammen i nakken tilsidst. Den sammensyning syntes jeg ikke umiddelbart lød så rar, når nu huerne er til de helt små børn som tilbringer meget tid på langs. Derfor er mine huer strikket rundt på strømpepinde og retrillerne i kanten lavet med 1 pind ret og 1 pind vrang.
Størstedelen af huen er trods alt i glatstrik så alt i alt undgik jeg de fleste vrangpinde. Jeg har en ting med vrangmasker for tiden - måske et levn fra de meget meget lange pinde da jeg strikkede Swirl?
Derudover har jeg fulgt opskriften slavisk - den er skøn og kan kun anbefales!
Huerne ryger med til København som en lille ekstra ting, for her i min egen ende af landet fødes der pigebørn. De sidste to jeg ventede på, et hold tvillingepiger så dagens lys i weekenden; De lyserøde sokker og dem med glimmer bliver afleveret i morgen og så er der atter fuldstændig tomt på hylden.
Faktaboksen for de små ragsokker springer jeg over i denne omgang. De er en tro kopi af dem her.
Faktaboks

Garn: Zebra og Slørugle fra Opal - 4-trådet
Ændringer: Strikket rundt på strømpepinde.
Cashmere-O-Meter: Ja da! Sløruglesokkerne og de to små huer giver 60g - alt er gamle lagervarer så Cashmere-O-Meteret forøges med yderligere 3 %.

søndag, februar 04, 2007

Lorna´s Lace

Jeg har skrevet det før - når jeg bliver presset på min fritid går kreativiteten fløjten og jeg strikker sokker, fordi det er ren afslapning og ikke kræver de store hjernevindinger.

Ugen der gik var tæt besat med arbejde - de gode dage nåede jeg lige hjem i tide til at kysse mine børn go´nat. Der har ikke været nogen af de lange eftermiddage hvor vi hygger med et spil og en lille kiks. Der har ikke været nogen af de lange aftener hvor ungerne ligger trygt og godt i deres senge og jeg hygger med garn og pinde.
Der har faktisk ikke rigtigt været andet end arbejde men nu er det heldigvis overstået. I næste uge er kalenderen blank og jeg glæder mig. Sådan her kunne jeg ikke leve!
De få timers fritid jeg har haft i den forgange uge har jeg tilbragt sammen med en flok udvalgte mænd og Lorna. Det har været en fantastisk oplevelse - Forrygende og afsindigt spændende håndboldkampe i selskab med eksklusive Lorna´s Lace. Endnu engang 1000 tak Ulla!
Det garn er så smidigt at det strikker fuldstændigt jævnt næsten helt af sig selv. Det er så blødt at det glider smertefrit over pindene selvom fingrene er klamme og fugtige, fordi nerverne står på højkant. Der er strikket rigtigt mange lækre scoringer og voldsomme taklinger ind i de her sokker - jeg glæder mig til eftermiddagens sidste VM kampe og til næste gang der kommer Lornas Lace på pindene. Der er stadigvæk en slat tilbage - lige nok til et par små sokker.
Faktaboks
Garn: Shepherd Sock fra Lorna´s Lace frv. 48 Purple Iris
Opskrift: Strikket efter sokkekompasset i Das Geniale Sockenbuch. Str. 36 strikket på pind 2
Ændringer: Strikket med kilehæl og smal båndtå.
Cashmere-O-Meter: Jep! 65 g fra lageret giver 3,25% på Cashmere-O-Meteret - og nu er jeg så nået forbi de 25 %. Det går stille og roligt men så absolut den rigtige vej.