lørdag, januar 26, 2008

Nålepuder

Da jeg ryddede op i gemmerne fandt jeg et halvfærdigt broderi inde bagerst på en hylde. Der har det ligget længe, meget længe ..... faktisk var det noget jeg gik i gang med for snart 7 år siden. Dengang gik jeg hjemme i rigtigt mange måneder, fordi en tvillingegraviditet og de mange tunge løft, der følger med arbejdet i et kantinekøkken, er en dårlig cocktail.
Jeg mindes ikke at jeg kedede mig, men det må jeg da vist have gjort, for så vidt jeg husker havde jeg planer om at lave en hel flok puder til et skønt lille pigeværelse. De blev aldrig færdige og nu er løbet ligesom kørt; Jeg har hverken tid eller lyst til det projekt længere.

Posen var faktisk på vej i fyret – men så fik jeg en anden idé.
Et par af de fineste steder blev udvalgt, tomrummet mellem blomsterne udfyldt med små hvide korssting og så blev puden ellers klippet i småstykker. Hør på bagsiden, fyld i maven og så var der pludselig skabt to fine nålepuder.

Jeg har ikke brug for dem begge to, så den ene bliver sendt ud i verden hvor den forhåbentlig kan glæde. Men den anden, den beholder jeg selv – som et lille minde om de måneder, hvor jeg rugede på det kæreste jeg har.

onsdag, januar 23, 2008

Next stop Copenhagen

Og bedst som jeg troede at barselshylden var fyldt op, indløb endnu en bestilling fra Staden. Heldigvis kan jeg til stadighed begejstres over de små ragsokker – de er på vej kære søs!

Og så lover jeg, at næste indlæg bliver sokkefrit ......

Faktaboks

Garn: Regnbue fra Opal

Opskrift: De mindste ragsokker fra Strik & sy til den lille ny, strikket på pind 2½

Ændringer: Strikket med boomeranghæl

Luxuz-O-Meter: Ja da! Lidt har også ret 20 g lagergarn forøger luxuz-O-Meteret med 1 %

mandag, januar 21, 2008

Tøserier

Et lille pigesæt til barselshylden, kreeret af de sidste stumper af Marias garn. Det var et glædeligt gensyn, men samtidigt er jeg også lidt trist over at det nu er slut.
Heldigvis snakker hun stadigvæk om, at det var hyggeligt den dag hvor vi farvede, så mon ikke vi kan gentage successen?? Jeg er i hvert tilfælde klar.
Faktaboks
Opskrift: Djevellue fra Gros lille krok, strikket på pind 2½
Ændringer: Strikket rundt på strømpepinde
Opskrift: De mindste ragsokker fra Strik & sy til den lille ny, strikket på pind 2½
Ændringer: Strikket med boomeranghæl
Luxuz-O-Meter: JA! 40 gram lagergarn giver yderligere 2 %.

fredag, januar 18, 2008

Småting

Så skal jeg ellers lige love for at hverdagens trummerum er kommet igang igen. Der er fuld fart over feltet og ikke mange timer til garn og pinde i det stramme program; Men lidt bliver det da til ...

I første omgang har jeg strikket lidt nyt til barselsgavehylden. Min søster og hende veninde ryddede den totalt i ugerne op til jul, hvor de pludselig kom i tanker om, at veninderne efter 9 måneders graviditet nok snart skulle føde – og så var der brug for lidt gaver. Faktisk så mange gaver at jeg hu hej vilde dyr måtte strikke et par ekstra sokker. Det gik stærkt, så stærkt at jeg aldrig nåede at få kameraet fundet frem, men jeg nævner det alligevel her, fordi det var lagerstrik som tæller på Luxuz-O-Meteret. Og det har stået stille så længe at alt lige nu skal tælles med.

Ellers er der ikke så meget at fortælle – der er ragsokker og en af Gros spidshuer. Et fint lille drengesæt, som ind på hylden - og meget snart får selskab af en feminin variant.
Faktaboks

Garn: Crazy Color frv. 5438 fra Regia - 4-trådet
Opskrift: Djevellue fra Gros lille krok, strikket på pind 2½
Ændringer: Strikket rundt på strømpepinde
Opskrift: De mindste ragsokker fra Strik & sy til den lille ny, strikket på pind 2½
Ændringer: Strikket med boomeranghæl
Luxuz-O-Meter: JA! 40 gram Regia plus 20 gram af noget andet gammelt lagergarn - til ragsokkerne som forlængst er landet hos en lykkelig nybagt mor. Det giver 60 gram og hermed 3 % til Luxuz-O-Meteret

lørdag, januar 12, 2008

Mini

En lille Mini i sprød grøn Arwetta til en forårsbaby. Den er så lille bitte, at jeg et kort øjeblik blev helt bekymret for, om det nu også var for meget af det gode. Men jeg ved jo godt, at det bare er fordi jeg glemmer, hvor små de faktisk er de nyfødte.

Jeg er i god tid med denne trøje men ovenpå den seneste tids større strikkerier, havde jeg brug for lidt instant satisfaction. Sådan noget strikkeri som næsten er færdigt, inden man opdager at man er gået igang - og i den forbindelse er babystrik jo perfekt.
Opskriften lå bare og ventede på at en eller anden i omgangskredsen kunne tage sig sammen. Det holdt hårdt men nu sker der endelig noget, og lur mig om der ikke kommer flere babymodeller på pindene i den nærmeste fremtid. Jeg griber i hvert tilfælde enhver chance for et gensyn med Mini – den er skøn!

Garn og knapper er fra lageret og trøjen bliver mit første bidrag til de 12 projekter 2008.


Faktaboks

Garn: Arwetta ekstra fin merino frv. 3795

Opskrift: Mini fra Design Club. Strikket på pind 3, str. 0-3 mdr.

Luxuz-O-Meter: Nej heller ikke denne gang

søndag, januar 06, 2008

Plissé


Definitivt sidste strikketøj fra 2007 – nok også det mest sejlivede. Men det skyldes ikke andre fejl og mangler end mine egne.
Som tidligere skrevet er det et vidunderligt strikketøj, som egentlig fik en flyvende start. Jeg strikkede som besat, dengang det stadig var sommer. Jeg nød hvert eneste øjeblik men ..... da jeg nåede den nederst kant gik gassen ligesom lidt af ballonen, og den halvfærdige Plissé tilbragte flere måneder i min strikkekurv med løse ender overalt.
En enkelt gang imellem, når min samvittighed blev lidt for sort, strikkede jeg en pind eller to men det blev aldrig til det helt store. Ikke før jeg i november tilbragte en vidunderlig weekend i Næstved sammen med en masse andre garnglade kvinder. Her så jeg et par færdige eksemplarer og vipti vapti vupti så blev Plissé strikket færdig.

Siden da har jeg faktisk brugt den pænt meget, men det der med lige at få taget et billede ... ja det har jeg så også lige brugt et par måneder på.
Men nu skulle det hele være på plads – der er lukket og slukket for 2007 og jeg er klar til at tage hul på de nye strikkerier.
Faktaboks
Garn: 2-trådet Kauni frv. Petrol R4
Opskrift: Plissé fra Hanne Falkenberg. Strikket på pind 3½
Luxuz-O-Meter: Nej. Selvom der er tale om garn fra lager, er det indkøbt efter at jeg startede Luxuz-O-Meteret op.

onsdag, januar 02, 2008

Vikingesokker

Udover mit oprydningsprojekt har fridagene mellem jul og nytår også budt på nogle dejlige timer med garn og pinde. Der ligger et par småting, som jeg glæder mig til at vise frem, men først skal jeg lige have gjort rent bord – der er et par hængepartier fra året der gik, som endnu ikke har været fremme på bloggen.

I første omgang kommer her den absolut sidste af de mange fødselsdagsgaver, jeg skippede afsted i december måned – Vikingesokker til min søster.

Her er virkelig tale om et par fantastiske sokker! Der er tydeligvis tænkt over at skabe fine overgange mellem rib, hæl og selve strømpestykket - og det er lykkedes til fulde. Der er smukke snoninger, totalt gennemførte detaljer og super pasform.
Alt i alt er rigtig dejlig opskrift skabt af den meget talentfulde Karen, som ovenikøbet har lagt den lige her til fri afbenyttelse.

Tusind tak Karen!! Det var en skøn oplevelse at strikke efter din opskrift.

Og jeg gør det snart igen - for jeg skal da osse selv have et par.


Faktaboks

Garn: Arwetta ekstra fin merino frv. 4142

Opskrift: Viking socks fra Lykkefanten. Strikket på pind 2½

Luxuz-O-Meter: Nej heller ikke denne gang

tirsdag, januar 01, 2008

1. januar 2008

Et helt nyt år venter forude. Et år som jeg håber I alle kom godt og trygt igang med. Her sov vi alle fra hele årsskiftehalløjet, men det betød bare at vi vågnede op med klare hoveder og friskt gå på mod - de af os som ikke i løbet af natten var blevet syge ......

Jeg er ikke en af dem som laver nytårsfortsætter og tænker store tanker omkring det nye år, men derfor kan man jo godt tænke små tanker. Det gjorde jeg den dag jeg melde mig under fanerne til Mettes 12 projekter 2008.

Juleferien bød på en grundig og absolut tiltrængt oprydning på mit legeværelse. En oprydning som har udviklet sig til et lidt større projekt, som nu inkluderer hvid maling i store mængder og absurt mange timer med manuelt arbejde. Der er lang vej endnu før det hele er på plads, men garnet og alt det andet legetøj er der kommet styr på.
Der var glædelige gensyn med glemte skatte og håndfaste beviser for, at jeg har langt flere igangværende projekter end jeg huskede.

Hver pose indeholder opskrift og garn til hver sin lækkerbisken - det var 9. Så er der det strikketøj som i dag er flyttet over i strikkekurven og de sidste 2 .... ja dem er jeg sikker på at jeg finder ingredienser til i de andre gemmere.

Næste år kan jeg forhåbentlig vise et billede af en reol uden poser, alternativt en reol med nye poser ..... men ligegyldigt hvad resultatet bliver, er jeg sikker på, at der venter mange dejlige oplevelser derude i det kommende år.