fredag, september 12, 2008

Ih du Mille

Der har unægteligt været meget langt mellem de færdigstrikkede projekter på bloggen de sidste par måneder. Ikke fordi jeg ikke har strikket - for det har jeg, jeg har bare ikke fået hæftet ender, når strikkeriet var slut. Det næsten-færdige-strik har jeg lige så stille lagt tilbage i kurven, hvor det så har ligget og ventet og ventet og ventet ...... Men se nu her – en Millekjole til Maria.

Den har været længe undervejs; Så længe at jeg næsten ikke kan huske hvordan jeg strikkede den, men det var noget med en Mille som blev vendt på hovedet og strikket oppefra og ned. Med udgangspunkt i den oprindelige opskrift, lidt strikkeprøver og et par udregninger fik jeg skabt en start i størrelse 7-8 år og derefter er der strikket sådan lidt på gehør.

Den er blevet fin, den passer perfekt og så er det da bare en lille smule ærgeligt, at det ikke passer Maria at tage den på. Hun siger den kradser og klør, at hun bliver totalt til grin i skolen og .... listen over klagepunkter er lang. Hun har sagt – og det siger hun om alt det tøj hun ikke gider gå med for tiden - at hun nok skal tage den på til Frejas fødselsdag. Det drejer sig efterhånden om en hel del trøjer og bukser, så jeg tror nok, at vi alle må krydse fingre for, at det bliver bidende koldt den dag kusinen fejrer fødselsdag. For ellers så kender jeg en, som kommer til at svede voldsomt.

Måske tager hun den på engang, måske ikke. Jeg har valgt ikke at gøre noget stort nummer ud af det, for man skal vælge sine kampe med omhu og den her er altså ikke vigtig i min verden.
I stedet vælger jeg, at glæde mig over, at et sejlivet strikketøj har forladt min kurv, og så kaster jeg mig over det næste i monteringsbjerget; Endnu en ting til Maria, som hun sikkert heller ikke vil have på.
Faktaboks
Garn: Duo i chokoladebrun - banderolen og dermed også farvekoden er forsvundet
Opskrift: Mille fra Design Club
Ændringer: Jeg har strikket modellen oppefra og ned, omregnet til størrelse 7-8 år og øget længden
Luxuz-O-Meter: Næ nej. Men lige om lidt så .....

6 kommentarer:

grendesign sagde ...

Den er skøn - men ved du hvad? Pak den væk - måske er den top-trendy som tunika om et år eller to og så vil hun pludselig alligevel. Og hun kan garanteret passe den i maaaaange år, den forvandler sig bare gradvist fra kjole til top.
;-) Britt
PS kender godt det med at ungerne ikke kan se kvaliteten i Duo og deslige...

Dea sagde ...

Vi vil se den på! Den ser rigtigt fin ud, men det kunne være fedt at se hvordan den falder, når den er på modellen ;) godt arbejde!
Mvh Dea

Lise (fru Kvist) sagde ...

Smuk kjole! Hvis du finder ud hemmeligheden bag at få sin yndige datter til at gå med mors strik, så vil jeg MEGET gerne høre om det. Enig med Britt, måske kommer hun selv i tanker om at den er trendy engang....

Tine sagde ...

Super fin Mille.

Selvfølgelig er det da ærgeligt at hun ikke vil bruge den her og nu, men det bliver da utrolig sjovt til kusinens fødselsdag :-))

Måske du kender en anden pige i samme størrelse der vil blive glad for den.
Nogen gange er det noget andet, når det ikke er mor der har lavet det !

Ulla sagde ...

Meget flot mille. Må vi ikke se den på tættere hold?

Jeg håber datterbarnet ser det fornuftige og trendy i mors hjemmestrik. Unika er så meget federe end det alle andre går rundt med.

Rosanna sagde ...

Det er en meget meget sød kjole, gid min datter havde den... måske kan du bestikke din datter til at gå med den?