Tusind tak for alle de pæne ord om mit sjal. Det er blevet flittigt brugt og jeg er rigtig glad for det. Men da det forlod "strikkekurven" efterlod det et tomrum.
Der var ikke lige noget som kunne fungere som sommerstrikketøj, hængepartierne består pt. af GAAA og Echo. I posen fra mit udsalgsraid i Designværkstedet er der stadigvæk godter men det er alpaca til en trøje og ... Ja der var ikke lige noget som jeg havde lyst til at tage med på terrassen.
Men så er det jo godt at jeg kender en smutvej ud af mit indkøbsstop. "Regler kan bøjes", det sagde min gamle chef altid - ærgerligt for ham at han bukkede dem så meget at ansættelsen gik helt over.
Så alvorligt gik jeg ikke til sagen, jeg syede bare en kjole som var for lille og arrangerede en handlen med fru Bendix. Nu er jeg den lykkeligt ejer af St. Magnus Mohair og Addi Turbo pinde. Det er ren luksus, en udsøgt fornøjelse at strikke med og af - aldrig har jeg haft så blødt et garn i mine hænder.
Det mørke koksfarvede Brilla byttede jeg mig til hos den lokale for resterne fra sjalet. Jeg køber altid rigeligt men denne gang havde vi nok lige overvurderet garnforbruget, der var 4 nøgler retur.
Jeg er blevet så glad for at hækle at jeg har kastet mig over en sommertop fra Idena. (jeg har søgt men ikke fundet et sted jeg kan linke til) Her har jeg altså fået kam til mit hår, det er en brat opvågning ovenpå den gennemarbejdede opskrift på sjalet fra HP Gruppen. Jeg er rigtig glad for at der følger et stort foto med opskriften, så jeg kan se om det jeg tror de skriver, også er det de har gjort. Det er det så ikke altid!
Garnet er tilgengæld super dejligt og blødt - Og det bliver blødere og blødere for hver gang jeg trævler op og hækler en række igen.
1 kommentar:
Addi Turbo pinde er ganske enkelt geniale!! Jeg har suppleret mit topnøglesæt(ikke repræsenterede pindestr.)med Addi Turbo. De pinde er hver en krone værd. Glæder mig til at se mere. Dit sjal var forrygende, men jeg mangler hækle-selvtillid... k.h. Mette
Send en kommentar