søndag, april 22, 2007

Made by Maria

Mit garnlager rummer adskillige nøgler strømpegarn noget af det er kønnere end andet - men intet slår det her. Jeg er stolt over at have det i min strikkekurv men har egentlig ingen aktie i det overhovedet. Jeg har kun stået på sidelinien, Tina har bidraget med online eksperthjælp men ellers er det helt og aldeles Marias værk - og hun har gjort det godt!

Den sidste uges tid har det ikke været super duper sjovt at være Maria. Hun har følt sig lidt tilovers mens jeg har været syg og "knejterne" har udkæmpet drabelige dyster på computeren.
Derfor har vi brugt lørdagen på mor-datter aktiviteter; En af dem var farve-garn-seancen.

Hun har farvet ét 50 grams nøgle til sig selv og så ét 100 grams nøgle som jeg i et vildfarent øjeblik troede måske kunne blive til mig. Men nej.

"Det skal da være til moster Mette for hun er så rar!"

Ta´ den mor. Måske jeg en anden gang bliver den heldige - indtil da vil jeg så glæde mig over at jeg får lov til at strikke strømperne.

fredag, april 20, 2007

Et regnestykke

I næste uge skal Kristian og Maria i skole et par dage - de skal lige ned og snuse. Hilse på deres klasselærer og de nye kammerater og de glæder sig!

Al tvivl om hvorvidt de nu også var helt klar til skolen er gjort til skamme. Alle mine spekulationer om, hvordan vi skulle forklare hvis den ene var klar før den anden, har vist sig totalt overflødige. De er klar begge to!
Og med hver deres "spidskompetance". Kristian jonglerer med tal mens Maria har kastet sin kærlighed over bogstaverne. I en direkte sammenligning med Kristian syntes hun vist at hendes evner for tal blegner men hun kan faktisk sagtens regne den ud.

Samtale ved udvælgelsen af aftenens fredagsslik:


Maria - 1 2 3 4 5 6. Jeg har 6 stykker mor. Hvor mange flere må jeg få?

Mig - Ja hvor mange må du få, når du har 6 og må få 10?

Maria - Jeg må få fler´!!!


Måske jeg lige skulle bede hende kigge lidt på Sahara - strikketøjet kunne godt trænge til den slags klarsyn. Mit lille erstatningstrick med Cotton Viscose har vist sig lidt mere kringlet end først tænkt. Jeg har strikket lidt frem og næsten ligeså meget tilbage. Jeg har regnet lidt og håber nu på at den er ved at være der, men indtil videre kan jeg ikke gøre så meget andet end at håbe.
Opskriften slår sig ellers flot op på at være strikket oppefra og ned så den kan tilpasses undervejs. Men godaw do hele molevitten bliver jo først samlet ved taljen og til den tid er der jo ikke så meget strikketøj tilbage. Dertil kommer at halskanten i denne model er ret væsentlig for pasformen. I følge opskriften skal den strikkes til sidst men det kan jeg ikke vente på. Jeg strikker den nu, for hvis jeg alligevel skal til at trævle op vil jeg helst gøre det inden trøjen er helt færdig.

torsdag, april 19, 2007

Luxuz-O-Meter

Cashmere-O-Meter projektet har været en god oplevelse. Og hvis jeg skal være helt ærlig så var glæden over at have fuldført projektet blandet med en lille smule ærgelse over at det var slut.
Der går sport i at få brugt noget af det garn som ellers bare ligger; Tingene bliver gjort færdige for ellers så tæller de jo ikke med og alt i alt har det bare været rigtig sjovt!!!

Derfor har jeg også besluttet mig for at jeg tager en omgang mere - denne gang under navnet Luxuz-O-Meteret. Konceptet bliver en skøn blanding af de bedste elementer fra Cashmere-O-Meteret og tidligere tiders Afslutningsfest.
Denne gang er det ikke bare nok at få brugt noget af det garn som ligger på lageret, der bliver også en hel del bundne opgaver, for jeg trænger til en grundig oprydning i strikkekurven. Jeg er frygtelig udisciplineret nogen gange, får startet på alt for meget som ikke bliver gjort færdigt fordi .... der lige kommer noget andet og sjovere forbi eller fordi årstiden ikke længere passer eller ...
Lige nu ligger der således mindst 6 strandede projekter. Nogen af dem har endnu ikke været vist frem på bloggen men det kommer de!
Ingen af dem fejler andet end at jeg ikke lige får strikket på dem. Det er dejlige ting som jeg glæder mig til - og de skal altså allesammen gøres færdige inden Luxuz-O-Meteret projektet er fuldført. Hvis jeg når 100% inden da er det bare ærgerligt!

Reglerne er:

* Alt garn som er købt senere end den 15. april 2007 tæller ikke
* Brugt garn omsættes til Luxuz-O-Meteret i forholdet 1:4
* Følgende projekter fra strikkekurven skal indgå:

Bayerische Socks
Miyake
Esme
Blithe
Bonsai Tunic
Floral Embroidered Shawl

* 100% på Luxuz-O-Meteret giver ret til at et styk luksusprojekt - her er frit valg!

Indkøb af nyt garn er tilladt, det skal ikke trækkes fra - men tæller til gengæld heller ikke med på Luxuz-O-Meteret.

onsdag, april 18, 2007

Sahara

Så er beslutningen truffet og lad det være sagt med det samme - Det har ikke været nemt!

De 100% på Cashmere-O-Meteret gav adgang til et styk luksusprojekt og der var mange aspiranter. Jeg har været en tur omkring Kim Hargreaves hvor Petal lokkede voldsomt. Så var der det Geilske Livstykke og Ruths lækre nederdel Hyld og .... ja jeg kunne blive ved.

I sidste ende faldt valget på Sahara fra Stitch Diva - i den kortærmede version. Det er en trøje jeg har haft kig på rigtigt længe og nu skal det altså være.
Originalen er strikket i silkegarn fra Tilli Tomas. Garnet er smukt, pyntet med palietter og perler men .... Prisen er $38 for 100 g garn og det nægter jeg simpelthen at betale - og da slet ikke når jeg tænker på hvor meget jeg normalt hader at strikke i silke. Luksusprojekt eller ej, så har jeg kigget mig omkring efter et erstatningsprodukt og missionen er lykkes - håber jeg.

Jeg forstiller mig at Cotton Viscose fra Drops kan give en tyngde til trøjen som kommer tæt på silken og så har jeg købte et par nøgler Carat fra Marks & Kattens til kanterne - her kommer lidt af luksus´en. Det er et meget smukt garn men måske er det lidt til den gode side i tykkelsen. Jeg håber ikke at det bliver alt for klumpet men hvis det gør - ja så finder jeg nok noget andet som kan bruges.

Knock out

Forkølelsen viste sig ved nærmere eftersyn at være en lungebetændelse som ikke kunne kureres med Kleenex og varm te alene. Der måtte skrappere midler til - lægen ordinerede penicilin og jeg blev sendt til tælling.

Da jeg i weekenden atter vågnede op til dåd, kunne jeg konstatere at ungerne i mellemtiden havde overtaget min computer - godt hjulpet på vej af deres far skulle det vise sig. Jeg overvejede et kort øjeblik om jeg orkede at tage en diskusion om hvor god en idé jeg lige syntes at det var. Men jeg nåede det heldigvis ikke - det havde også været skønne spildte kræfter for jeg var ikke blevet snydt - overhovedet ikke!

Uden i solen ventede nemlig en liggestol og en spritny bærbar computer til mig - og kun mig! Mens jeg sov var der installeret netværk og alt var gjort klar.
Jamen kan man andet end at elske?

Her kunne jeg sidde mens solens stråler varmede min skrantende krop, surfe lidt her og hisset mens jeg lyttede til ungernes glade leg - og det gjorde godt! Jeg er så småt ved at være klar igen. Der er truffet et par beslutninger - præmien for det fuldførte Cashmere-O-Meter er indkøbt og lige om lidt ... er jeg klar med et regelsæt for mit kommende Luxuz-O-Meter projekt.

torsdag, april 12, 2007

Atjuuu!

Forleden dag var der cirkus i byen - vi var der allesammen og havde en rigtig hyggelig aften. Der var hunde og heste, klovne og "prinsesser" og selvom det var småt så var det godt.

Vi fik alle en god oplevelse med hjem plus en lille ekstra gevinst til mig i form af en solid forkølelse. Jeg syntes ellers at vi var dækket ind med vattæpper til numserne, vinterjakker og støvler men det var åbentbart ikke helt nok alligevel.
Nu sidder jeg så her med Kleenex og varm te. Jeg strikker på futsko som skal valkes fordi det er et projekt som ikke kræver strikkeprøver og bestemte fastheder. Det gør ikke noget at jeg strikker grimt og det passer mig rigtig fint lige nu.

Jeg tænker tanker omkring min gevinst for Cashmere-O-Meteret og opstarten af et nyt luxuzO-Meter. Men mit hoved kører ikke på fulde omdrejninger så jeg venter lige lidt med at træffe de endelige beslutninger.

lørdag, april 07, 2007

Efter sol kommer regn

Efter et par successer fra monteringsstakken er det blevet tid til et vaskeægte flop. Echo har faktisk ligger færdigmonteret og med alle enderne hæftet i et par uger. I venteposition til den sidste lille finish i form af noget påsyet blomsterhalløj, men hvis jeg skal være helt ærlig så tror jeg jeg aldrig at det bliver til noget.

Trøjen blev aldrig helt som jeg havde forestillet mig - der er noget med faconen som ikke er helt godt. Noget med halsen som er lidt for høj. Noget med ærmerne som ikke er blevet monteret helt ens hvilket de mange striber tydeligt afslører.
Noget af det kunne jeg godt lave om men jeg gider ikke, for min mavefornemmelse siger at det har alligevel aldrig bliver en trøje jeg vil bære udenfor matriklen - men i haven der bliver den god!

På Cashmere-O-Meteret gør den også godt. Vægten siger 315 gram selv uden det famøse broderi og det er lige præcis nok til at svinge Cashmere-O-Meteret op på 100%. Jubiiii!

fredag, april 06, 2007

De der små sokker

Det var en kærkommen afbrydelse i strikkeriet af de fire store da min mor spurgte om jeg ville strikke nogle af de der små sokker til hende. Ja de er jo ikke til hende selv, men naboens børn har nu nået en alder hvor de selv fået børn og babysokkerne har endnu engang vist deres værd som den perfekt barselsgave til de mere perifere bekendskaber. Der var varslet et pigebarn så jeg kastede mig over resterne i den lyserøde kategori og strikkede disse to par - dels fordi jeg syntes at min mor skulle have lidt at vælge imellem men mest fordi jeg bare elsker at strikke disse små modeller.

Faktaboks

Garn: Regnbue og Party fra Opal

Opskrift: De mindste ragsokker fra Strik & sy til den lille ny, strikket på pind 2½

Ændringer: Strikket med boomeranghæl og -tå

Cashmere-O-Meter: Ja da! 40 g lagergarn forøger cashmere-O-Meteret med 2 %

tirsdag, april 03, 2007

Harmony


Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke er tosse-vild med at gøre rent. Jeg syntes det er skønt når det er gjort og nyder måske nok også dele af processen, men tanken om at nu er det snart tid til Ajax og gulvmoppen igen - den giver mig ikke stor glæde.

Nøjagtigt lige sådan har jeg haft det med Harmony. Jeg har brugt lang tid på at tage mig sammen til at få den strikket færdig. Jeg huskede strikkeriet med Rowan Summer Tweed som ganske hæsligt men da jeg først fik garnet op på mine Addi Turbo´er gik det ganske godt. Faktisk var der tidspunkter hvor jeg bare kunne nyde at følge Kim Hargreaves´ skønne opskrift. Ingen knirkelyde, ingen ømme håndled - kun lige lugten men den håber jeg forsvinder ved en hurtig vask.
Monteringen var hurtigt overstået, sådan er det jo med opskrifter hvor alt er gennemtænkt og de enkelte dele passer perfekt sammen. Der skulle slet ikke fifles eller hives den mindste smule - jeg skulle bare sy.
Trøjen passer perfekt og jeg er meget meget glad for den. Farven bliver nok lidt mere klædelig når der i løbet af de næste par måneder kommer lidt mere kulør på kroppen. Men indtil da vil jeg bare nyde at den er blevet færdig. Og at den er tung!
Sidstnævnte betyder nemlig at den bimler alvorligt på Cashmere-O-Meteret.

Faktaboks

Garn: Summer Tweed fra Rowan frv. 515

Opskrift: Harmony fra Kim Hargreaves str. 34, strikket på pind 4½

Ændringer: Nada - Kim Hargreaves made this one!

Cashmere-O-Meter: Åh ja! 433 gram af noget garn som de sidste par år har levet en kummerlig tilværelse i en plastikpose. Det giver 21,65 % på Cashmere-O-Meteret

Tidligere posts om denne trøje er her og der

søndag, april 01, 2007

Wicked


Der har været stor afstand mellem de færdige projekter fra strikkekurven de sidste par uger. Arbejdsdagene har været lange og hektiske og præget af så uendeligt mange pligtopgaver, at jeg meget bevidst kun har lavet de lige netop de ting jeg havde lyst til i min sparsomme fritid. jeg har strikket! Strikket på livet løs, alt imens stakken af klar-til-montering er blevet større og større.
Det har været dejligt - og ved I hvad det var det faktisk også i går eftermiddags hvor jeg satte mig i et solbeskinnet hjørne med stakken og en nål eller to.

Første projekt var Wicked - trøjen som har voldt mig så mange kvaler udenvejs men nu hvor den er færdig gør mig ganske glad.

Først var det størrelsen der drillede. Jeg havde læst at modellen var lidt stor så jeg snuppede et lille nummer og strikkede løs. Der er steder i opskriften hvor det forslåes at man prøver trøjen på for lige at sikre at størrelsen passer men ... det sprang jeg let og elegant hen over. Nu gik det lige så godt og jeg havde jo læst at modellen var stor! Derfor var det først da jeg skulle checke om mine udtagninger ved taljen passede, at det gik op for mig at jeg var i gang med en meget meget tætsiddende udgave af Wicked. Jeg brugte et par timer på at overbevise mig selv om at der kun var én vej, at det var tilbage og så slog jeg en ny omgang masker op.
Anden gang blev opskriften fulgt slavisk og størrelsen checket hver eneste gang det blev anbefalet - alt tegnede godt.

Originalen er født med en kængurulomme. Den lavede jeg også, jeg monterede den og strikkede det sidste stykke rib. Lommen er sød men ved det sidste størrelsescheck kunne jeg konstatere at den absolut ikke gjorde noget godt for mig. Den virkede lille bitte og fungerede egentlig kun som et ekstra lag lige netop der hvor jeg ikke har brug for noget ekstra - midt på maven!
Lommen var strikket fast ved overgangen til ribben så der var endnu engang kun én vej frem - og den gik tilbage. Da jeg alligevel skulle strikke det nederste stykke igen valgte jeg at skifte den almindelige rib ud med snoningsmønstret fra hals og ærmer. Ikke fordi ribben ikke fungerer mere fordi jeg syntes at snoningerne er pænere.

Ærmerne lykkedes i første hug - jeg strikkede 2 cm glat inden snoningsmønstret men fulgte ellers opskriften. En opskrift som for øvrigt er super god og absolut kan anbefales.

Faktaboks

Garn: Lucca fra BC frv. ub09

Opskrift: Wicked fra Zephyr str. 36-39, strikket på pind 4½

Ændringer: Strikket uden kængurulomme og med snoningskant forneden i stedet for rib

Cashmere-O-Meter: Jeps! 216 gram af det garn der blev tilovers da jeg strikkede Refined Raglan. Det giver 10,8 % som stryger direkte ind på Cashmere-O-Meteret

Tidligere posts om denne trøje er her og her og der

søndag, marts 25, 2007

Duracell

Om lidt går solen ned efter den skønneste weekend jeg har haft længe. Solen har skinnet fra en skyfri himmel. Skinnet på mine kinder mens jeg moslede i haven, skinnet ind af vinduerne som alle har fået en tiltrængt vask, skinnet på ungerne som tumlede i trampolinen og gik på opdagelse i krattet. Batterierne har fået et skud fra boven og vi er alle lidt mere klar til hverdagen når den banker på i morgen. Men inden da venter et par timers hygge i sofaen med en af de fire store og en god nats søvn i nyvasket sengetøj som dufter af forår.

Wiched er lige ved at være færdig - for 3. gang - der har været bøvl med størrelsen og lommen og ribben. Ja der har faktisk været en forfærdelig ballade med den trøje men nu tror jeg på at det er ved at være slut. Skulle den drille lidt mere i aften gør det ikke så meget, for efter sådan en weekend kan jeg sagtens håndtere lidt bøvl.

søndag, marts 18, 2007

Kick-off

En lang uge blev afsluttet med et stort firmaarrangement i fredags - "vores" bidrag til kommunalreformen har været en succes og det skulle fejres. Fra nær og fjern skulle vi alle fragtes til København, de fleste med bus men deltagerne fra Ålborg måtte et smut omkring lufthavnen. De sidste par uger har der været meget snak om væsker, små bøtter og zip lock poser på jobbet. Kollegaer som ikke er så vante med flyrejser og sikkerhed har diskuteret det meget, vi har fået udleveret regler i flere eksemplarer for at ingen skulle være i tvivl - men ingen steder stod der noget som helst om strikkepinde. Jeg forestillede mig det kaos der ville blive med 900 ekstra passagerer i en lille lufthavn og tænkte på hvor pinligt det ville være hvis jeg forsinkede det hele med en ellers lækker Addi Turbo rundpind. Så jeg valgte at drage afsted med en hæklenål i bambus og en kopi af Esme fra det nye Rowan Magasin. Toppen er rigtig lækker og jeg er sikker på at den bliver et hit til sommer - men hæklenålen .... den bliver lagt langt væk og kun fundet frem i yderste nød - måske næste gang jeg skal op i de øvre luftlag.

Jeg havde også forestillet mig det kaos der uvilkårligt vil blive når de selv samme 900 mennesker først på natten skulle fragtes samme vej hjem fra gallamiddag i mere eller mindre overrislet tilstand - og helt ærligt det gad jeg bare ikke!
Derfor blev jeg enormt glad da min søster tilbød en overnatning i hendes lejlighed på Frederiksberg til en nær kollega og jeg. Vi havde snakket frem og tilbage om mulige aktiviteter lørdag; Amimono var på min ønskeseddel - jeg ville gerne have set lidt nærmere på den nye kollektion. Men efter en lang aften som bød på udsøgt mad og underholdning fra Søs Egelind, Jacob Sveistrup, Søs Fenger, Birthe Kjær og TV 2 var vi ærligt talt lidt trætte lørdag formiddag.
Derfor nøjedes vi med en strøgtur og jeg har en rigtig god undskyldning for meget snart at vende tilbage til Staden.

mandag, marts 12, 2007

Hattrick

Britt fik dem alle tre rigtige - Harmony, Bonsai Tunic og Wicked. Der kommer et æg i den allernærmeste fremtid.

Og så var det måske på sin plads med en mere detaljeret gennemgang af de tre.

Harmony er en Kim Hargreaves sag af lidt ældre dato. Den har boet i mit hjem i lang tid men det trækker ud. Cardigan´en er skøn og jeg er sikker på at den bliver dejlig at gå med, men det er ikke nogen udpræget fornøjelse at strikke den - ikke fordi der er fejl og mangler nogen steder, det er trods alt en Kim Hargreaves model. Men den er strikket i Rowan Summer Tweed og jeg får fniller af det garn. Det er lidt ligesom det sidder fast i fingrene men nu skal det altså være - nu vi går lysere tider i møde.

Hovsa! Så skulle jeg lige hente et link hos Kim Hargreaves og nu er der også kommet en sommer kollektion.

Bonsai Tunic er fra det nye Interweave Knits. En model jeg forelskede mig i allerede da jeg første gang så deres preview. I gemmerne lå en portion Zeta silke som jeg sidste sommer troede at jeg skulle strikke Bliss med. Det blev aldrig til noget og det er jeg glad for nu. Her er dog også et projekt hvor garnet "gør knuder". Zeta er hårdt at strikke i og jeg må for tiden, hvor den ekstra arbejdsbyrde også slider på arme og skuldre, nøjes med 10 -15 pinde om dagen.

Når jeg så er færdig med de afmålte pinde så er der til gengæld dømt frit trav med Wicked fra Zephyr. Opskriften har ligget klar et stykke tid og da jeg så fik næsten 300 gram Lucca tilovers fra Refined Raglan så var sagen klar. Ud over stepperne går det - Lucca på en Addi Turbo det er lykken!!

Og så tilbage til sofaen og den endeløse række af hæftninger på Echo.

søndag, marts 11, 2007

Pist væk

Det var så den weekend. Den har været dejlig men jeg har ikke nået bare halvdelen af det jeg havde forstillet mig. Jeg ville så gerne have præsenteret en færdig Echo på bloggen - ikke fordi den er vanvittig lækker mere fordi det ville være skønt at kunne skrive at den langt om længe er blevet færdig. Og så fordi der ligger en ordentlig slat Cashmere-O-Meter procenter gemt i den trøje, men sådan skulle det ikke gå.

I stedet for har jeg tænkt mig at vi skulle tage lidt forskud på påsken. Jeg arbejder for tiden på "De fire store" - de fire store hængepartier i min strikkekurv som alle sammen er lagergods. Jeg har ikke fintalt endnu men jeg er sikker på at jeg kommer meget tæt på de 100 % når de bliver færdige og det glæder jeg mig usigeligt meget til. Der er så mange fine ting i det nyeste fra Rowan at jeg ikke er sikker på at jeg kan klare mig med én Cashmere-O-Meter handel.
Der er langt mellem de helt vilde og outrere kreationer Ulla! Det er uden tvivl det bedste jeg har set siden "de gode gamle dage" og jeg er glad for at netop det magasin landede i min postkasse.

Nå men tilbage til gættelegen - Mit navn det står med prikker pas på de ikke stikker







*******






****** *****












******




Jeg sætter et påskeæg på højkant til den første som rammer plet - Er du med på en lille spøg?

Og imens I så gætter løs vil jeg sætte mig i sofaen og hæfte den lille million løse ender der stadigvæk mangler på Echo.

lørdag, marts 10, 2007

Fisk en hue

Jeg lovede er der ville komme afsluttede projekter på bloggen - her er første skud på stammen. Et lille sæt fra Sødt og blødt bogen som engang i fremtiden kan fungere som barselsgave til en eller anden. Det er ikke strikket til et specielt formål, mere fordi jeg havde lyst - og så var der en rest af noget lyserødt Opal i gemmerne.

Halsfisken kunne jeg godt finde på at strikke igen men huen er jeg mere lunken overfor. Den er sød men der er godt nok meget montage og jeg vil til enhver tid hellere strikke Gros spidshue.

Faktaboks

Garn: 4-trådet Opal UNI frv. 11

Opskrift: Lunt og godt fra Sødt & blødt - strik til små prinser og prinsesser strikket i str. 0-3 mdr.

Ændringer: No

Cashmere-O-Meter: Ja da! Der er brugt 60g lagergarn til det lille sæt så Cashmere-O-Meteret forøges med yderligere 3 %. Og jeg er nu nået halvvejs!!!

fredag, marts 09, 2007

Nu skinner solen

Ugen der gik har budt på mange lange dage på jobbet - dage som i den grad har trukket søm ud. Den virksomhed jeg arbejder for flytter tre afdelinger sammen i nyt byggeri på havnefronten i Aalborg. Mit arbejde er uforandret bortsetfra at det nu er tre gange så meget mad vi langer over disken hver dag. Men der er nye rutiner, nye kollegaer, ja det hele er nyt - Og jeg er træt!
Det nye køkken er super lækkert, de nye kollegaer er super søde og jeg ved at det nok skal blive godt men det ændrer ikke ved det faktum at det har været hårdt.

Nu er der lukket og slukket på de "gamle" afdelinger. Vi har skuret og skubbet i de sene aftentimer og alligevel formået at smile venligt til de 900 mennesker som fredag morgen klokken 8 kom til brunch i det nye hus. Vi har bestået prøven og kunne alle med god samvittighed ønske hverandre en rigtig god weekend - det bliver det. Solen skinnede på mig hele vejen hjem, på køkkenbordet lå en lækker pakke fra England og i morgen henter vi endnu en lækker "pakke" med to dejlige unger i Hadsten.

Kristian og Maria havde en vinterferie til gode hos mine forældre som de har indkasseret i denne uge - godt for dem! For jeg har ikke været mange sure sild værd når jeg en sjælden gang imellem har været hjemme. Derfor er der heller ikke blevet strikket mange masker, der er ingen afsluttede projekter i denne omgang - ingen procenter på Cashmere-O-Meteret. Men der ligger et par ting som meget snart sender "målepinden" et godt stykke forbi de 50 %.

Kittet fra Kim Hargreaves er ikke min bonus - det er bare en lille lækker sag som jeg ikke kunne modstå da jeg så hendes nye forårskollektion. Tilgengæld kunne min bonus sagtens gemme sig iblandt det nyeste fra Rowan. Bladet landede i min postkasse i ugen der gik og den smule jeg har set før øjenlågene blev for tunge har efterladt mig med en følelse af begejstring!

fredag, marts 02, 2007

Et lille "vilddyr"

Jeg har strikket en del de sidste par år. Jeg har nydt det meste men intet så meget som dengang jeg havde Kristians Zebra på pindene. Det var en fantastisk oplevelse; Opskrift, garn, resultat alt gik op i en højere enhed.

Derfor sagde jeg også straks "Ja tak!" da min frisør en dag spurgte om jeg måske ville lave en til hendes dreng. Hun spurgte meget forsigtigt og jeg tror egentlig at hun blev noget overrasket over min umiddelbare begejstring, men jeg blev bare så glad!

Jeg er blevet rigtig god til at sige nej, når jeg bliver spurgt om jeg vil strikke noget til nogen, som jeg bare slet ikke har lyst til men det her var jo absolut ikke nogen straf. Tænk at jeg endnu engang skulle have fornøjelsen af Vivian Høxbros fantastiske opskrift.

Jeg elsker detaljerne som der i den grad er kælet for - specielt de små kvaster på skuldrene.

Trøjen var hurtigt strikket - den hyggede jeg mig med i min juleferie hvor vi var disconnected.

Sidst jeg blev klippet medbragte jeg den næsten færdige trøje til godkendelse - hun sagde god for resultatet og jeg lovede at den manglende lynlås nok skulle blive monteret inden næste gang. Og hvad skete der så .....? Ikke en s... Ikke før dagen før dagen hvor jeg sad i køkkenet det meste af aftenen, fordi det er der der er bedst lys, og nørklede med en lynlås som heller ikke denne gang passede i længden. Det var min egen skyld, jeg har haft masser af god tid men det skulle altså gemmes til en uge hvor den gode tid har været en mangelvare.

Men alt endte lykkeligt! Trøjen er afleveret, mit hår er klippet og farvet med en klækkelig rabat og lige om lidt kommer den sidste sidegevinst i form at nogle solide procenter på Cashmere-O-Meteret.

Garnet var alt sammen noget jeg havde på lageret; Der blev nogle store rester af det sorte og hvide Kauni fra Kristians trøje og det andet garn fandt jeg i nogle rester fra Ode til Marimekko og Violet.

Faktaboks

Garn: Kauni (100 g - 350 meter) 90% uld - 10% acryl. Farve råhvid og koksgrå. Plus diverse rester.

Opskrift: Zebra af Vivian Høxbro, oprindeligt solgt som kit.

Ændringer i opskrift: Absolut ingen - den er perfekt!

Cashmere-O-Meter: 196 gram lagergarn giver 9,8%. Jubiiii! Trøjen er vejet inden lynlåsen blev monteret så her er slet ingen snyd.

fredag, februar 23, 2007

Mere til halsen

Jeg håbede på at jeg ville blive færdig med Charlotte Tønderings tørklæde inden det for alvor blev vinter - og jeg nåede det. Her er det fotograferet lige midt i en snestorm - Noget til halsen!

Sammen med mine Anemoi Mittens skal det udgøre et smukt makkerpar i min vintergarderobe, når det altså engang bliver helt almindelig vinter igen.
Det er blødt og fint, strikket i den skønneste Alpaca fra Isager. Endestykkerne er strikket af rester fra lageret; Noget islandsk uld som stikker noget så forfærdeligt men giver en god tyngde, lidt sort Kidopale og så et strejf af noget sølvgarn som blev tilovers engang jeg strikkede denne her.
Jeg er super glad for det og glæder mig til at slynge det rundt om halsen. Men det er altså ikke varmt nok til livet på landet i disse dage, så det må vente lidt endnu.
Vi iklæder os de varmeste gevanter når vi tumler i sneen og priser os lykkelige for at der ikke er nogen som kan se os. I må tro mig når jeg siger at det ikke er noget kønt syn, for her følger ingen fotodokumentation.

Vi er helt og aldeles afskåret fra omverdenen men vi hygger os - det er ikke så ringe at holde vinterferie i Winter Wonder Land.
Faktaboks

Garn: Tvinni Alpaca fra Isager frv. 23, Einband fra Istex frv. 0059, Kidopale frv. 289 og en rest af noget sølv

Opskrift: Noget til halsen af Charlotte Tøndering/Isager

Ændringer: Ingen

Cashmere-O-Meter: Tjaa... Egentlig er der jo brugt lidt lagergarn men det er vist så lidt at jeg springer det over i denne omgang.

tirsdag, februar 20, 2007

Blogger for pokker!

For et par uger siden skiftede jeg til den nye blogger. Mere af nød end af lyst - pludselig kunne jeg bare ikke logge ind på den gamle version mere. Konverteringen gik let og smertefrit så jeg tænkte faktisk ikke videre over det. Ikke før jeg begyndte at få meldinger om at Strikkekurven ikke længere gik i Bloglines filtrene rundt omkring.

Jeg ved ikke om det bare er en højst uheldig bivirkning ved skiftet og gider ikke gå dybere ind i en undersøgelse. Men jeg bliver nok nødt til at bede dig om at "fodre" Bloglines endnu engang hvis du altså ønsker at have Strikkekurven på din liste.

mandag, februar 19, 2007

Et ekko fra fortiden

For snart et år siden købte jeg garn til Echo. Jeg strikkede som en gal i 3 dage sådan cirka og siden da skete der ikke en fløjtende fis.

Forklaringen er enkel - den skal findes i garnet. Trøjen er for en stor del strikket i Yorkshire Tweed DK fra Rowan. En 100% uldgarn som ikke stikker og egentlig burde være skøn nok men .... jeg syntes simpelthen at det er forfærdeligt at strikke med!

Trøjen er til gengæld lækker og jeg vil gerne have den i min garderobe, så jeg prøver lige en gang til. Ifølge opskriften strikkes der frem og tilbage i glatstrik men det gider jeg ikke - det er slemt nok med retmasker i det her garn. Derfor lagde jeg ryg og forstykke sammen, kastede det hele op på en rundpind og så gik det ellers bare derudaf.
Ærmegabene har jeg udeladt i første omgang, planen er at jeg kan klippe mig til dem senere. Nu håber jeg bare at teorien holder men på den anden side så var alternativet at jeg aldrig nogensinde ville blive færdig med Echo. Her er alt at vinde - intet at tabe.

Ærmerne får også en tur på en rundpind med magic loop. Det havde været dejligt med en rundpind lidt længere end 60 cm til denne teknik men det går. Mest fordi det første lange stykke af ærmerne er strikket i Kid Classic. Det er under alle omstændigheder et lækker garn men i denne direkte sammenligning med Tweed´en er det helt og aldeles himmelsk. Og de få runder der kommer af og til med Kid Classic i striberne gør det hele meget nemmere af overskue. Under alle omstændigheder venter der en solid gevinst på Cashmere-O-Meteret nårjeg engang bliver færdig.