torsdag, marts 09, 2006

Pisa

Der var basis for et nyt strikketøj !! Ikke fordi jeg har en tom strikkekurv, slet ikke men jeg trængte. Jeg havde brug for et rimeligt idiotsikkert strikketøj og i den kategori findes Pisa - troede jeg. Konceptet 2 ret, 2 vrang virker enkelt nok, men opskriften arbejder med en kantmaske som i den grad har drillet mig. Jeg syntes ikke at det bliver pænt - kanten bliver ujævn, hullet og meget lidt køn. Jeg har efter anvisninger fra min mors gamle strikkebog forsøgt mig med 4 forskellige kanter, men er nu endt med at strikke den ekstra maske i glat. Så langt den smukkeste løsning i mine hænder. Det har krævet lidt strikkeri frem og tilbage at nå hertil men nu burde det bare gå derudaf.
Her har jeg fotograferet starten på det ene forstykke. Ryggen strikker jeg sideløbende - den fungerer glimrende som baggrundsstøj til Witch og Trollz som står på ungernes ønskeliste over eftermiddagsaktiviteter. Og så kan jeg hygge mig med lidt ind- og udtagninger om aftenen.

tirsdag, marts 07, 2006

Det lysner

Seneste melding fra sovegemakkerne lyder "alt vel og alt hvidt". Der er så mange mørke farver i vores hus, så vi har besluttet at alt hvad vi maler i første omgang bare skal være hvidt; Bortsetfra gulv, loft, vinduer og de gamle døre som står i træ. Engang skal der måske lidt kulør på - men indtil videre bringer vi farverne ind i form af puder, billeder og en forårsbuket.
Væggene i soveværelset er færdige, radiatoren er overstået, panelerne grundet og klædeskabet er klar til en forvandling som jeg håber bliver god. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg lige pludselig begynder at tvivle, beslutningen er velovervejet og jeg tøvede ikke et sekund da jeg bestilte, men .... Vi har et gammelt stort og meget rummeligt klædeskab som ikke bare sådan lige bliver fyldt op. Skønt men ikke særlig kønt, så nu har vi afmonteret lågerne og er klar til at sætte skydelåger for i stedet for. Dem har vi bestilt i spejl og det er det min vaklen kommer ind i billedet. Måske det alligevel bliver for meget ? Jeg syntes nogen gange det er en vanskelig balancegang at moderisere et ældre hus; Vi vil ikke bo i et "museum", vi vil have lys og luft og rene linier, men samtidig vil vi også gerne beholde charmen.
Nå .. lågerne kommer på fredag og så må vi se hvor galt det går. Forhåbentligt ikke så galt som det er med strikkeriet lige pt. Der er gået totalt malerhjerne i Echo - jeg ved ikke lige hvorfor den driller, men driller det gør den, så jeg leder efter et fuldstændig idiotsikkert projekt. Måske der er noget i posen fra Designværkstedet som kan bruges?

mandag, marts 06, 2006

En UFO er sendt afsted


Søndag aften - en fantastisk weekend er snart overstået, men der mangler stadigvæk et par timer i sofaen med pinde og garn. Det har der ikke været så meget tid til de sidste par dage så jeg vil nyde det.
Mine forældre har været på "weekendophold" - nogen ville måske kalde det "arbejdslejr" for vi har ikke ligget på den lade side. Min far har hjulpet os med at fælde nogle pænt store træer som sidste sommer tog alt vores eftermiddags- og aftensol. Nu er træerne væk - så mangler vi bare sommeren :o) Det var rigtig rart at få det overstået og jeg er rigtig glad for at min far han gad. Men jeg er mindst lige så glad for at min mor gad befrie mig for den Mermaid som i snart et år har ligget og ventet på montage. Jeg syntes at den var super dejlig at strikke men jeg er nået til erkendelsen af at jeg aldrig kommer til at gå med den.
Min mor var heller ikke sikker i første omgang, men så tog vi ærmerne væk og så var den solgt. En Mermaid-vest !! Aftalen er at hun selv skal hæfte ender og forsøge med nogle kanter ved ærmerne - så i min verden er der én UFO mindre.
Ærmerne kan blive til en lille trøje til barselsgavehylden, som er gabende tom.

fredag, marts 03, 2006

Snowdrop

Mens fnuggene dalede ned udenfor mine stuevinduer og Peter Asschenfeldt førte sig frem med alle hans mange millioner på min fjernsynsskærm, blev jeg færdig med min discount-Netto-Snowdrop.
Strikket i to tråde mohair efter Amimono opskriften men med 5 cm ekstra rib. Jeg syntes at min lilla top er lige i det korteste og så var jeg meget begejstret for det lange ribstykke på Violet. Derfor er der nu 15 cm rib på denne Snowdrop og det fungerer rigtig godt.
Monteringen var hurtigt overstået med to ender som skulle hæftes og så sad toppen ellers på mig resten af aftenen. Her til morgen kom den på igen og den har lunet mig igennem en lang dag hos tandlæge og frisør. Jeg kan kun give den mine varmeste anbefalinger med og så glæde mig over at jeg stadigvæk har 2 nøgler sort mohair i min gule pose. En dag når jeg lige finder lysten vil jeg lave en mere til en kær veninde - hun vil elske den - men den her beholder jeg selv!!

torsdag, marts 02, 2006

Echo

Strikkekrisen kradser rundt omkring i det danske land - det gjorde den også her i går aftes. Intentionen var at jeg ville strikke Snowdrop færdig men ..... det er besværligt at strikke to tråde sort mohair uden dagslys og .... så stod der en kæmpe pose med nyindkøbte garner lige ved siden af sofaen. Jeg var simpelthen nødt til at kigge lidt og inden jeg fik set mig om var jeg godt igang med Echo. Jeg vendte kun ryggen til et ganske kort øjeblik :o)
Trøjen er fra Rowans efterårskatalog og jeg har kigget på den længe, det eneste som har holdt mig tilbage var prisen. Derfor stod den øverst på den ønskeseddel jeg havde med til udsalgsfesten i Ålborg og hvor er jeg bare glad for det.
Garnet er Yorkshire Tweed DK og Kid Classic; Den første kender jeg fra et Kim Hargreaves strikkeri men det er min debut med Kid Classic og lad det være sagt - Det kommer jeg til at købe mere af - meget mere. WAUUW hvor er det lækkert !!
Jeg havde store forventninger til denne trøje og indtil videre er de indfriet til fulde. Striberne giver konstant afveksling og det går bare derudaf med sådan et helt nyt strikketøj. Jeg må tilbage til pindene :o)

onsdag, marts 01, 2006

Himmel og helvede

I dag stod der "besøge den nye tandlæge" på mit program, egentlig helt okay for jeg har aldrig været ked af at få min tænder studeret. Måske fordi der aldrig rigtigt har været noget. Jeg har i hele mit liv kun fået lavet to fyldninger - den ene af dem skulle skiftes i dag - det og så en tandrens var hvad jeg havde "bestilt". Derfor blev jeg dybt chokeret da der pludselig kom ord som paradentose og tandkødslommer ud af tandlægedamens mund. Jeg mistede fuldstændig jordforbindelsen i en times tid eller to. Jeg tænkte at nu rasler alle mine tænder sgu ud, jeg forestillede mig et liv som tandløs mama og fældede en tåre eller to. Jeg er nu faldet lidt mere til ro og ved godt at det ikke er verdens ende at der står "ekstra grundig tandrens" på programmet fredag. Men jeg blev helt ærligt fanget på det helt forkerte ben.
Senere på dagen da jeg havde fundet balancen igen drog jeg afsted til Ålborg. Det årlige udsalg i Designværkstedet løber af staben i disse dage og jeg var forberedt. Jeg havde skrevet "ønskeseddel" med 1.-2. og sågar 3. prioriteter - jeg vidste lige præcis hvad jeg gik efter og det var fedt :o) Desværre havde de ingen Clover (Need I say - from Amimono) men der kom meget andet lækkert i posen. Og det vil I komme til at se meget mere til senere, men lige nu vil jeg kravle ind i sofaen og slå et par omgange på Snowdrop. Dagens følelsesmæssige rutsjetur har drænet mig for energi - jeg er flad og helt vildt glad for at jeg også har ferie i morgen.

mandag, februar 27, 2006

Roomservice ?

Hvis du kom og spurgte ville jeg sige pænt nej tak, dels fordi John Zoffmann er lidt for farverig til min smag men mest fordi jeg gerne vil selv. Jeg elsker at spartle vægge, male paneler og slå søm i. Og jeg syntes faktisk at jeg er ret god til det. Det jeg ikke er så god til er som regel at blive færdig, I ved sådan helt færdig. Sådan at der ikke lige mangler 2. gangs maling af 1 dørkarm og 3 lister. Det skal der laves om på !!

Da vi købte vores hus sidste år købte vi muligheder. Vi faldt for den skønne natur, frugthaven, "birkealléen" og de mange kvadratmeter bolig, og lukkede så øjnene for de indre rædsler. Vi taler brunt og gult badeværelse, mørkegrønne paneler og ældre meget mørkt egetræskøkken - et hus som bærer tydelige træk fra en renovering i slut 60´erne.
Vi besluttede at vi så vidt muligt ville undgå de store udgifter til renovering det første års tid - teorien var at det er lettere at se hvilke ændringer vi reelt har brug for når først vi har boet lidt i det. Det har været en god idé men nu må det være nok !
Jeg er simpelthen nødt til at gøre noget nu - ville rigtig gerne kaste mig over køkken eller bad, men det er vist lige stort nok som vinterferie-projekt, så jeg har udset mig soveværelset. En rum hvor vi absolut ikke har lavet noget som helst. Jeg forstår ikke helt hvorfor, men sådan er det altså. Jeg vil skåne jer for alle detaljer; Lad fantasien råde evt. med udgangspunkt i fotografiet; Natlampen som tidligere ejer ikke skulle bruge mere og derfor lod hænge. Det gjorde vi så også lige til i dag, nu ligger den i traileren sammen med det marmorerede tapet. Next stop lossepladsen.
Det har været en lang dag men nu er jeg endelig nået ind til de rå mure og i morgen går turen til Råd og Dåd. Jeg har en helt klar idé om hvad der skal ske og det bliver godt. Med det udgangspunkt jeg har haft kan det ikke blive andet.

søndag, februar 26, 2006

Finito

Så blev hun færdig - mit olympiske projekt - den kære Violet.
At blusen er strikket under Torinos vinterlege burde være tydeligt for enhver; lidt sommerkulør på armene vil pynte gevaldigt :o)
Efter midtvejskrisen hvor der blev strikket først den ene vej og så den anden vej, er selve montagen gået helt og aldeles smertefrit. Hvis bare ærmegabene strikkes 12 cm så passer de perfekt til ærmerne. Jeg har hæklet trøjen sammen og det er blevet rigtig fint. Kanterne er blevet smukke og det lange ribstykke i striber er skønt. Ja faktisk er jeg svært tilfreds med denne bluse og er lige nu en lille smule bitter over at den skal i postkassen. Måske jeg skulle lave en mere til mig selv - og så måske skifte navn på min weblog til "Amimonos uofficielle fansite". Lige om lidt kommer der nemlig en Snowdrop.

fredag, februar 24, 2006

Tadaah !!

En "klassiker" fra Amimono som dukker op her, der og allevegne. Jeg er simpelthen så glad for min første model; Men den er lilla og går ikke så godt sammen med de t- shirts jeg har i petroleum og lime. Faktisk syntes jeg også at den har det lidt svært med brun.
Snowdrop er en top jeg har lyst til at eje i mange farver, men sandsynligheden for at jeg får lavet dem er lille, så jeg har valgt en farve som er gangbar til alt. Den evigt klassiske sort.
Sidst gang strikkede jeg i superlækker Alpaca og bomuld fra Isager, denne gang fylder jeg pindene med mohair fra Netto. Nydelsen er en anden men det er prisen også :o) Og min mavefornemmelse er god - jeg ved at den her bliver et hit.

Nu skal jeg så bare lige have strikket resten af hulmønstret inden solen går ned - sort garn, sorte pinde og sort himmel er ikke en god kombination. Men på den anden side så kan jeg jo bare strikke det i morgen eller søndag eller mandag eller ..... Jeg har nemlig lige taget hul på 14 dages vinterferie. Og den skal nydes!!

torsdag, februar 23, 2006

Back to basics

I dag har jeg været på tøse-shoppe-tur med en kær kollega efter arbejde. Fædrene var sat på hente børn tjansen - og vi skulle i princippet bare helst være hjemme til aftensmad. En luksusdag for to småbørnsmødre som blev nydt i fulde drag. Egentlig var jeg bare med som hende der vender tommeltotten op eller ned, men ... Der var billige langærmede t-shirts. I ved den der slags som man må have én af i hver farve. Jeg stoppede efter 4 - viste jeg ville blive glad for dem og det er jeg også, men der mangler ligesom et eller andet.
Pludselig - lige midt i opvasken - stod det lysende klart. Jeg ved det, ved hvad det er der lige mangler og jeg kan selv lave det. Opskriften er i reolen og jeg tror bestemt at jeg har noget garn i en gul pose som kan bruges.

onsdag, februar 22, 2006

Temari

Mit vokabularium er blevet udvidet med endnu et japansk ord - temari.
Jeg kender ikke den direkte oversættelse af ordet men ved at de er afsindigt smukke. Princippet er så vidt jeg kan se flamingokugler hvorom der er viklet og viklet og viklet og viklet og viklet. Først med garn, derefter tynd tråd og til slut er der syet mønstre på med farvestrålende tråde i sindrige systemer. Disse tråde stammede oprindeligt fra gamle kimonoer - og den dag i dag anvender man stadigvæk "genbrugstråde". Boldene gives som gaver ved specielle lejligheder og repræsenterer et ønske om held og lykke; En smuk tanke.

Jeg er vildt imponeret over at nogen kan kreere noget så smukt. Og det har været rigtigt svært at vælge temari´er til mit indlæg for se lige dem her og dem her og dem her.
Engang når der kommer 30 timer i døgnet vil jeg også vikle og vikle og vikle .....

tirsdag, februar 21, 2006

I did it - I did it - I did it

Jeg har lavet mit livs første amigurumi ! Og ja jeg ved godt at den stakkels kanin ikke har hverken arme eller ben. Den kommer til at leve sit liv som rangle, med bjælde i hovedet og som sådan fungerer den fint.

Faktisk er det Mettes skyld :o) Hun sendte et spørgsmål ud i Webstrik-gruppen som fik mig til at rode i nogle gamle links - og så var det at jeg kom i tanke om en idé jeg engang havde haft. Nok ikke verdens bedste når nu jeg sådan kunne glemme alt om den i flere måneder, men med Violets drillerier som undskyldning kastede jeg mig over bomuldsgarnet.

Jeg har læst et sted eller også har jeg hørt det eller ... i hvert tilfælde var der engang én som lavede en amigurumi på 1 time. Det var ikke mig !!!
Jeg brugte sådan cirka 10 gange så lang tid på min.

Maria har nu lånt den med ind på værelset; Hun leger Lilo og Stitch og kaninen har fået rollen som eksperiment. Hun har så evigt ret - det er et eksperiment og jeg kan godt se, at det er en 1. udgave. Der er noget med fyldningen som ikke er helt jævn, noget med ørerne, noget med broderierne og lidt andre finjusteringer jeg skal have kigget på til næste gang.
Kaninus her får nu plads på hylden med barselsgaver og så vil tiden vise hvor han flytter hen.

mandag, februar 20, 2006

Det er en ommer!

Så blev det første ærme færdigt og forsøgsmæssigt monteret med kant. Opskriften skriver "en række fastmasker rundt i kanten" - jeg gav den lige en omgang mere med krebsemasker; Det syntes jeg er pænere. Kanten flandrer en smule men ligger sig pænt efter en tur med strygejernet.
Alt gik fint, ugens trængsler var næsten glemt lige indtil ærmet skulle monteres på selve trøjen. For ja ... det ærmegab skal altså være 12 cm - de 11 cm er en fejl.
Så nu skal der pilles op, strikkes frem og tilbage, tilbage og frem og jeg gider ikke. Godt jeg først har deadline på 7 dage, måske jeg lige skulle kigge lidt på noget andet garn.... Det kan jeg vist godt nå.

lørdag, februar 18, 2006

I sandhedens tjeneste

På min arbejdsplads har vi efter lang tids sladder, fnidder og fnadder indført en regel. En regel som i sin enkelthed lyder: "Hvis du har noget at kritisere, så sig det direkte eller hold din mund!"

En god regel som burde gælde i alle livets forhold. Derfor satte jeg mig torsdag aften ned med min Violet opskrift, mine personlige notater og skrev en mail til Helga Isager.
Jeg fortalte hende om min begejstring for hendes designs, men også om mine "klagepunkter" i forhold til Violet. Jeg fortalte om de steder hvor jeg syntes at opskriften er rodet, de målangivelser jeg var usikker på og sendte hende mine forslag til rettelser.

Det var lidt for nemt bare at lukke mine frustrationer ud i bloggen uden at give hende en chance for at "give svar på tiltale". Svaret kom hurtigt - et rigtig fint svar hvor hun blandt andet skriver:

"Det sker jo somme tider, at der er fejl jeg ikke selv har fået øje på, og det er jeg altid glad for at blive gjort opmærksom på."

Jeg er også glad nu; Jeg ved hvor jeg skal måle fra og til, hvor langt ærmegabet skal være og jeg kan nu godt se udregningen med de famøse 56 masker. Der var jeg lige hurtig nok på aftrækkeren. Det beklager jeg meget.

Eneste lille øv er at jeg har strikket ærmegab efter det centimetermål jeg nu ved er en fejl, mon ikke ærmet passer alligevel.

torsdag, februar 16, 2006

Violet status

Her ses den spæde start på det første ærme til Violet. Forstykke og ryg er strikket og samlet på skuldrene, bare lige for at se om det ser fornuftigt ud. Det gør det - Heldigvis:o) Jeg var godt nok lidt usikker på om det hele passede sammen, for opskriften er noget kringlet. Og sine steder smaskfyldt med fejl - derfor er opskriften også fotograferet i lukket tilstand. Der er efterhånden mange små rettelser og private notater.
Der er udførlige anvisninger til mønsterrapporten, men hvis de følges bliver hulmønstret ikke fordelt jævnt over forstykket. Og når der så skal laves halsudskæring ses det meget tydeligt. Det opdagede jeg heldigvis efter 5 cm.

Starten på ærmerne lyder: "Slå 56 m op og strik mønster: 6 r - *slå om p - 2 m sm - 20 r *. Gentag fra * til * og slut med 6 r. Jeg er ganske vist sproglig student men det regnestykke kunne jeg altså ikke få til at gå op. Jeg fik startet på ærmet 3 gange inden det gik op for mig hvor fejlen var.

Okay det er mindre fejl som jeg selv kan rette til, men det er irriterende og lidt skuffende efter Snowdrop, som var meget let tilgængelig.
Jeg er glad for, at min søster ikke tog det for gode varer, da jeg sagde, at hun som meget ny strikker sagtens selv kunne lave den trøje. Hun ville have krøllet det hele sammen og smidt det over i et hjørne. Og så ville hun have overbevist sig selv om, at hun ikke kan strikke - hvilket hun faktisk sagtens kan:o)
Også ærgerligt fordi modellen er super sød, garnet vild luksus og det her virkelig kunne være et "dream project". Men nu beder jeg til at de værste trængsler er overstået.

onsdag, februar 15, 2006

Den store tapetbog

Skadeslisten er stadigvæk lang her hos os og at dømme efter de feberblanke øjne kommer vi meget tæt på weekenden før der atter er afgang mod virkeligheden. Vi har spillet fisk, leget med dukkehuset, dystet med Pokemon-kort, bygget med Lego og lagt puslespil i vildskab; Det store med Anders And og Mickey har vi været igennem rigtigt mange gange efterhånden. Jeg kan godt mærke at min lunte bliver kortere, ungerne ved lige præcist hvilke knapper der skal trykkes på; På det punkt er de absolut fuldt udviklede. Og farmand for lov til at trække fuldt læs fra det øjeblik han viser sig i døren. Men der er stadigvæk en lang lang formiddag som også helst skulle være lidt hyggelig.


I dag blev den reddet af Barbie og Pegasus på TV 1000 og så den store dejlige vidunderlige tapetbog som jeg har tigget mig til i et nærliggende byggemarked. Der er basis for rigtig mange timers klippe-klistre leg i sådan en bog.


I dag har vi lavet bogmærker med glimmer, guld og sølv. Perledåsen - én af dem - kom også frem og så var der ellers indført kreativt kaos i køkkenet resten af eftermiddagen. Jeg må indrømme at jeg godtnok lige skulle skydes lidt igang, jeg følte mig ikke specielt sprudlende kreativ men resultatet er jeg ganske godt tilfreds med. Tapeterne er jo taknemmelige, eksklusive og geniale til fx. bogmærker men jeg kan ikke forestille mig et hjem hvor de rent faktisk hænger på væggene.

tirsdag, februar 14, 2006

Vores nye nabo

Vores nye nabo er en driftig ung mand. Han har købt et ældre hus rundt om hjørnet og fik i den forbindelse også et lille stykke jord som deler skel med vores grund. Nu er vi selv tilflyttere og syntes i princippet at man skal tage godt imod de ”nye”. Jeg ville også gerne have givet denne fyr en pose boller og en rododendron til hans have hvis det ikke lige var fordi ….

Han har en f…… stor motorsav, en kammerat med en lige så stor model og i dag har fældet 110 meter læbælte lige foran vores stuevinduer. De har fældet alt, simpelthen alt. Store smukke træer som har stået her i 40-50 år og vi kan ikke gøre andet end at sidde her og se på det ene træ efter det andet vælter.

Vi har talt med tekniske forvaltning og landinspektøren og de mener …”at det er uheldigt”. Jeg er helt enig men ingen ved helt præcist hvor skel går, så vi kan ikke true ham med bål og brand. Det er meget muligt at det er hans træ og at han er i sin gode ret til at lave en god forretning. Når grunden er ryddet vil han bruge den til oplagring af brænde til videresalg – okay det er bedre end skrotbiler. Men det var ikke den udsigt vi købte for knap 1 år siden. Det gør ondt helt ned i min mave; Jeg elskede at se på de træer, nød når svalerne landede i trækronerne ….

Om en uges tid bliver det skel målt ud og sat af; Og så planter vi en ny række træer hvor vi er sikre på at de bliver stående.

mandag, februar 13, 2006

Skadeslisten

Michelle Kwan trak sig søndag morgen ud af de olympiske lege; Hun var ikke i stand til at gennemføre sine triplespring. Her er det ikke blevet til mange hulmønster rækker i dag, men jeg trækker mig ikke. Der er kommet to mere på skadeslisten i løbet af dagen, så i morgen er der ingen som skal i børnehave. Der skal hygges i sofaen med Disney Cannel og varm te; Og lur mig om der ikke vil ske fremskridt på Violets rygstykke.

Doping ???

1 pust indeholder ca. 140 mikrogram xylometazolinhydrochlorid.
Indeholder også polyoxyleret hydrogeneret ricinusolie, eukalyptol, levomenthol, sorbitol.

Jeg har studeret alt det med småt - her fra Zymelin. Jeg har ikke den fjerneste anelse om hvorvidt disse stoffer står på listen over forbudte stoffer; jeg har problemer nok bare med udtalen.
Men jeg tager chancen og håber at jeg ikke at bliver trukket ud til kontrol.

søndag, februar 12, 2006

Tvinni Tussah


"What a privilege, what a thrill, what an extraordinary feeling of happiness you have created in me."
Citat HKH Kronprinsen.

Kronprinsen var forelsket og det er jeg også....
Tvinni Tussah er navnet på min udkårne - 35% Tussah silke og 65% Merino Uld. Det strikker næsten sig selv og Violet er kommet flyvende fra start. Status søndag eftermiddag : Forstykket er strikket - tidsplanen holder.

lørdag, februar 11, 2006

A dream came true

En rigtig dejlig trøje - absolut alt for varm til indendørsbrug men et hit på legepladsen om et par måneder!!

Strikket efter denne opskrift, men som altid når vi taler Drops, med et par modifikationer.
Ribben er strikket på pind 7, trøjen på én pind 7 og én pind 8 og så har jeg strikket efter str. 6 år. Maria er godt nok kun 4 men jeg syntes ikke at trøjen må være mindre.

Og så kunne jeg jo begynde at drømme om bedre billeder, men når modellen er 4 og fotografen amatør så bliver det altså ikke bedre:o)

fredag, februar 10, 2006

Tillad mig at præsentere


Sisse Fisker og Frederik Lauesen. De er studieværter på TV2 dækning af vinter OL og dem kommer jeg til at se en del til i de næste par uger. Forhåbentlig bliver det en periode med succes og store resultater - selvom jeg lige her før flammen bliver tændt er ved at få kolde tæer. Måske jeg alligevel har strammet buen en tand for meget?
Sendeplanen ligger her - desværre kan jeg kun se "sne-delen" som sendes på moderkanalen. Zulu, som sender alt hvad der foregår på is, er en hemmelig kanal her hvor jeg bor, så der bliver ikke noget isdans til mig i år - ej heller curling. Øv for nu var jeg lige ved at have fanget reglerne.
Men på den anden side så får jeg måske heller ikke så meget tid til at følge de fejende bevægelser. Jeg har lavet et lille hurtigt regnestykke; Violet består af 4 dele - for, bag, 2 ærmer og montage. OL varer 2 uger. Resultat: Jeg får travlt:o) Næste søndag aften skal jeg helst være færdig med for- og bagstykke. Så håber jeg på at opskriften ikke driller for meget; Det er nemlig specielt omkring ærmerne at jeg er usikker. Og ved I hvad så bliver det garanteret rigtig skægt - jeg glæder mig i hvert fald til åbningsceremonien.

Inka trøjen er blevet færdig, men Maria er fredagstræt, ser Disney Sjov og har bedt om at vi venter med fotografering til i morgen. Jeg har sagt at det er helt okay.

En stemme fra fortiden


Kan I huske Jon? "Drengen" som vandt Popstars 2002; Legede på skyerne, snublede og styrtede ned. Ham mødte jeg i morges da jeg ragede rundt under sædet i bilen i et desperat forsøg på at nå min læbepromade. Den gamle CD har ligget der rigtigt længe, jeg har egentlig ikke savnet den - men satte den alligevel på da ungerne var afleveret i børnehaven. Fuld knald på anlægget og så ellers afsted mod Aalborg. Teksterne kom hurtigt tilbage, jeg skrålede med af hjertets lyst; Væk var trætheden efter en lang nat med to forkølede unger, smilet kom frem og jeg kunne blinke til en morgensur cyklist. This side Up går nok ikke over i historien som en af de store udgivelser men den reddede min fredag morgen. Tak !!

torsdag, februar 09, 2006

I sne og slud skal posten ud

Vores bud er meget stabilt - hun bringer os rudekuverter, ugeaviser, reklamer, breve og postkort fra familie og venner. Hun er meget vellidt, specielt de dage hvor hun efterlader en lille godbid til mig. I dag lå der et spritnyt Rowan Magasin - og jeg havde helt glemt at det var nu. Jeg havde også næsten glemt de meget mystiske ting fra sidste magasin - dem kom jeg så i tanke om igen. Se lige her og her og her. Dem kommer jeg ikke til at strikke, men der er et par smukke ting i Kidsilk Haze som jeg godt kunne finde på at lave - måske strikket i den noget billigere søster Kidopale. Men disse smukke ting er ikke lagt frem på Rowans site så jeg har forsøgt mig med et fotografering af fotografiet.


Det her sjal er jeg vild med men det må vente for lige nu har jeg gang i en hel masse og lige om lidt er der OL. Måske jeg lige skulle sætte det sidste ærme fast på Inka trøjen.

onsdag, februar 08, 2006

Og jeg mener hvad jeg siger

I en tid hvor verden går amok og brænder mit flag af, nyder jeg den ro og tryghed jeg finder med garn imellem hænderne. Jeg elsker fornemmelsen af den tynde tynde kidopale, den glitrende guldtråd og ved allerede nu at det her sjal bliver jeg rigtig rigtig glad for. Når det engang bliver færdigt, for jeg er ikke verdens 7. vidunder med en hæklenål det indrømmer jeg blankt.
Men jeg er glad for processen - og noget andet, som jeg også er glad for er, at mine børn har en alder hvor det vigtigste spørgsmål i løbet af en eftermiddag er "Hvad kommer der i børnetimen mor ?" De spiller fisk, bygger lego og er lykkeligt uvidende om alverdens ulykker.
Vi forsøger at undgå nyhederne i for store mængder imens de er vågne og minimerer diskussionerne ved middagsbordet.
I det hele taget forsøger jeg at minimere min deltagelse i de utallige diskussioner på jobbet, i butikkerne og .....
Ikke fordi jeg ikke ved hvad jeg skal sige. Jeg har en hel præcis mening om denne sag; Den er hverken sort eller hvid men jeg holder min mund.
Egentlig syntes jeg at det er lidt utroligt at en sag som startede i den hellige ytringsfriheds tjeneste har haft disse konsekvenser. Men jeg er simpelthen blevet bange for at sige to forkerte ord, så jeg holder min mund og føler at nu er det min ytringsfrihed som er begrænset.

søndag, februar 05, 2006

Sidste års sidste julegave

Så blev jeg færdig med julegaverne - bedre sent end aldrig.
Sidste år gav jeg min mor et sjal i fødselsdagsgave, det har hun været mægtig glad for og hun ønskede sig så en matchende hue til jul. Den er mægtig tænkte jeg - annoncerede at det ønske var snuppet fra listen og .... Ja så skete der ikke en hel masse mere.
Under juletræet lå der et fint fint kort hvorpå der stod:

En hue til dit hår du får - når jeg engang det når

Vinteren kom, er nu næsten gået og min mor har stadigvæk ikke fået sin hue. Den dårlige samvittighed har naget mig, men åbentlyst ikke nok.

Garnet gav jo ligesom sig selv - Alpaca fra Garnstudio ligesom sjalet, men opskriften den har jeg kæmpet med. Jeg er ikke god til huer, jeg øver mig men føler mig tit lidt fjollet når håret er

dækket til. Måske er det derfor ??? Eller måske er det bare et forsøg på at finde en dårlig undskyldning for ikke at komme igang - før nu altså.

For her er den - en Maryhue strikket i 2 tråde Alpaca og 1 tråd Kidopale, 80 masker på pind 6 og så har jeg ellers fulgt denne opskrift. Dejlig hue, ægte tv-strik til en håndboldaften og - glædelig jul mor !!

Inka trøjen til Maria går også stødt og roligt fremad - mangler et ærme, halskant og montage. Den bliver vist også færdig inden OL begynder.

torsdag, februar 02, 2006

Inka drømme


Da jeg så denne trøje første gang blev jeg forelsket, sådan helt og aldeles forelsket.
Trøjen er skøn, fantastiske farver, tøset uden at være putte-nuttet og pinde nr. 6 - altså et overskueligt projekt. Jeg vil tro at kalenderen på det tidspunkt skrev august og jeg tænkte at det kunne være en perfekt efterårstrøje til Maria.

Opskriften er gratis og kan hentes her. Pindene havde jeg klar i krukken, jeg var klar til at gå igang, manglede bare lige garnet og se ..... Det har jeg så gjort i mange måneder. Jeg har spurgt her, der og alle vegne men uden resultat, indtil jeg kom i tanke om internettets fortræffeligheder. En rask lille googlesøgning og vupti - så var der 4 nøgler på vej til mig herfra. Nu tror jeg nok at jeg har lært det til næste gang :o)

Og så bliver det da bare en rigtig dejlig forårstrøje i stedet for.

tirsdag, januar 31, 2006

Glimmer og mohair

Så blev cardiganen til søsters veninde færdig. Den er klar til postkassen og med lidt god vilje fra Post Danmark vil den bringe smil frem i en lejlighed på Frederiksberg en af de nærmeste dage. Den er lige i øjet - jeg er ikke et sekund i tvivl.

Opskriften er fra HP Gruppen og den har været en fornøjelse at strikke efter. Ikke en eneste fejl !! Her skal man bare rette ind og gøre som de skriver.
Da jeg søndag aften sad og nørklede med ærmekanterne huskede jeg pludseligt at det rent faktisk er sjovt at hækle. Jeg har bare ikke gjort det så meget, fordi jeg ikke lige er stødt på noget, som jeg bare måtte eje. Men så så jeg dette sjal - og det vil jeg rigtig gerne svøbe om mine skuldre en kølig sommeraften.
Faktisk har jeg allerede bestilt opskrift og garn hos den lokale. Jeg glæder mig til at skulle i gang, men på den anden side er det nok godt nok at hun ikke lige havde opskriften hjemme. Jeg har efterhånden et enkelt eller to eller ... mange hængepartier. Well who´s counting ???

mandag, januar 30, 2006

Anna David effekten


Jeg ved at jeg er arveligt belastet, min mor er dansklærer og jeg ved at den danske sprog er en svær ting. Men jeg får bitte små knopper når der tales om STEEKS og SWEET SHIRTS.
Én HOTDOGS, én DRINKS eller én T-SHIRTS er heller ikke blandt mine favoritter men .... At det her skulle være et FUCKJABRØD, den var ny. Jeg spurgte lige et par gange for det kunne jo være en fejl, men nej den var god nok. Og det blev sagt af en kok i den kantine hvor jeg arbejder :o) Jeg ved godt at han var ude af kokkeskolen før Foccaciabollerne blev "opfundet" men ... Jeg undrer mig stadigvæk over hvor han dog har hørt den udtale ??? For jeg ved at der med garanti ikke er andre i køkkenet der siger fuckjabrød - kunderne ville da dø af grin.
Og helt ærligt så var vi også et par stykker i køkkenet som fik motioneret lattermusklerne.

søndag, januar 29, 2006

Reklamens magt er stor





"Det er sommer, det er sol og det er søndag..... Smile skønt det blir´ dit ansigt jo så kønt af."

Sådan lød det fra stuen i morges da jeg slog øjnene op - ungerne så tegnefilm og reklamer. De skrålede med af hjertets lyst og jeg blev da helt i forårshumør. Jeg ved godt at det er snyd for sneen ligger stadig højt på markerne men himlen er blå og der er kommet prikker på min blog.

Violet klar til start

Ja sådan ser hun ud her 12 dage før starten går. Hun er klar - jeg er klar!! Mangler bare lige at finde pindene frem og så at krydsnøgle det sidste garn. Det er vel kun opvarmning og som sådan ikke snyd eller ...?
Originalen er strikket i Tvinni Alpaca men min søster har købt silke/uld. Og det glæder jeg mig helt vildt til at komme igang med - super super lækkert og blødt. Skønt med lidt luksus specielt når jeg ikke selv skal betale:o)

lørdag, januar 28, 2006

De olympiske lege

Den 10. februar går starten på vinter OL - en glædelig begivenhed her hvor specielt husmoderen nyder en godt sportsligt indslag i TV-programmet. Jeg er ikke selv den store atlet, så har jeg i hvert tilfælde ikke løjet for nogen. Husker stadigvæk dengang jeg pine død ville spille håndbold. Min mor ville ikke bremse mig i mine fysiske udfoldelser så jeg blev meldt ind i den lokale klub, heldigvis sammen med en kære veninde. Vi kom på 2. holdet - der var kun 2 hold - og ingen absolut ingen på holdet hævede sig over niveauet ringe. Vi tabte alt og nederlag med cifrene 2-35 var ikke sjældne. Faktisk var vi kun tæt på et enkelt point engang hvor vi lånte storskytten fra 1. holdet og blev lovet en kæmpe isvaffel hvis vi spillede uafgjort. Pinligt var det - også for vores træner som ikke var den fødte pædagog. Hun indførte et system som betød at vi, hvis vi brændte et skud, skulle ud og sidde på bænken i 5 min. De 5 minutter blev dog hurtigt skåret ned til 3 for ellers var det vanskeligt at stille fuldt hold på banen.
Heldigvis har mine børns far bedre erfaringer fra landets sportsarenaer, så jeg håber at poderne har arvet hans boldøje. I hvert tilfælde var det 2 pavestolte unger som i går vendte hjem fra børnehaven med en medalje, 2 vingummisutter på en karamelsnørre, som bevis på at de har deltaget i børnehavens OL. Jeg vil også være med tænkte jeg og mine bønner blev hørt. På en tur rundt i blogland mødte jeg nemlig The Knitting Olympics - en "sportsgren" hvor jeg kan være med. Reglerne er i grove træk at man strikker et selvvalgt projekt mens det rigtige OL drøner over skærmen. Der må ikke startes før åbningsceremonien og det skal være færdigt inden flammen slukkes. Og derudover skal det være et projekt som er lidt udfordrende. Mere udførlige regler findes her.

Jeg er i træning !!! Og jeg behøver ikke støtte fra Team Danmark - min søster har nemlig givet mig opskrift og garn til Violet fra Amimono i julegave. Dejligt ja men der er en lille hage - blusen er til hende selv. Jo jo hun har humor :O) Udfordringen ligger i opskriften, jeg har læst den igennem 2-3-4-mange gange og håber bare at det giver lidt mere mening når garnet kommer på pindene. Måske har den kære Helga Isager her fået hjælp til korrekturlæsning af hendes mor:o) Jeg gætter bare og det tror jeg at jeg kommer til at gøre flere gange.

torsdag, januar 26, 2006

Søsters veninde

Min søsters veninde er en rigtig dejlig pige - en jyde med bopæl i København - en "storbytøs" med fødderne plantet i den sorte muld. Vi er rygende uenige om indvandrepolitik, fordeling af statens sociale udgifter, dødsstraf og ... ja jeg kunne blive ved. Vi kan diskutere så gardinerne blafrer og ender som regel med at blive enige om at vi er uenige. Til gengæld plejer vi at have fælles fodslaw i forhold til tøj - jeg arver med glæde :o) Hun er med på det hotteste af det hotte og den geografiske afstand gør at det som regel stadigvæk er relativt hipt her hos mig når hun ikke længere gider bruge det. Men denne gang - ja her er vi altså ikke helt på bølgelængde. Det bliver ikke en trøje jeg vil ærgre mig over at sende til hendes adresse - men jeg ved at hun bliver glad. Hun har selv handlet og der er ikke sparet på noget - trøjen er supersjov og den strikker nærmest sig selv. Måske fordi jeg har lagt en ny taktik ?? Jeg strikker og monterer så undervejs - ellers "hang" jeg på en hel masse kanter til sidst. Og belært af en hel masse tælleri med ud- og indtagninger på forstykkerne strikker jeg nu begge ærmer på én gang. Så er jeg sikker på at der bliver taget ud de samme steder og jeg undgår næsten at strikke ærme nummer 2.

fredag, januar 20, 2006

ISSLAAAG

Da jeg voksede op boede jeg ca. 200 meter fra den lokale folkeskole og yderligere 50 meter fra gymnasiet. Det var aldrig så forfærdeligt et vintervejr at jeg med god samvittighed og moders tilladelse kunne blive hjemme. Jeg husker stadigvæk hvor misundelig jeg var når busbørnene fik en fridag fordi de ikke kunne komme frem gennem snedriverne.
Da jeg flyttede hjemmefra, læste på seminariet og senere begyndte at arbejde var det samme scenarie. Jeg har altid været en af de udvalgte det kom frem - lige indtil i dag. En flytning udenfor byskiltet kombineret med 40 cm sne og isslag blev "løsningen". Vi venter tålmodigt på at alle de andre veje bliver ryddet - vores vej er absolut nederst på listen - men det gør ikke noget. Det er smukt - specielt fordi vi ved at vi ikke skal ud i det. Brændekurven er fyldt op og ungerne har sat en film på DVD´en og jeg har givet mig selv lov til at starte på et nyt strikketøj. Jeg er blevet færdig med de 20 felter - mangler nu "kun" at sy sammen og strikke 5½ meter kant. Men jeg trænger altså sådan til at se på noget andet end råhvid uld. Så jeg hygger mig lige lidt med denne her til søsters veninde.

De sidste 4 felter kommer her

Vicki Sever

Barbara Selesnick

Denne gang strikket på pind 5 - resultat et felt som kan blogges til 30 x 30 cm. Det første forsøg på 4½ endte sit liv i flammerne.

Jay Campbell

Dette "legeplads"-felt var super sjovt at strikke. Ikke specielt vanskeligt men meget varieret. Jay Campbells ønske er at man vil nyde at strikke det - og det gjorde jeg !!!

Betty Salpekar

Her er så et felt som jeg måske ikke ligefrem har nydt at strikke. Det har været udfordrende, spændende, lærerigt, p.... irriterende og jeg er enormt glad for at jeg har strikket det, men en nydelse det har det ikke været. Det har været mit weekend-felt - trætte øjne og utidige ungerne kan ikke anbefales. Der kræves koncentration og til tider absolut ro. Men hatten af for Betty - det er et gennemført felt og jeg er glad for resultatet. Selvom mine samlinger ikke er helt usynlige.



lørdag, januar 14, 2006

Ugen der gik med GAAA

Så blev det weekend - min første hele arbejdsuge efter juleferien er overstået. Der er nu noget helt specielt velfortjent over en weekend når man rent faktisk har været i sving i ugens løb. Og her har der i den grad været gang i hjulene :o) Mandag aften sneg jeg mig dog afsted til mit livs første men sandsynligvis ikke sidste strik-in. En lille sluttet kreds af lokale strikkere - og de tog godt imod den nye elev i klassen. Jeg så bøger som .... ja der er et par stykker på vej til min postkasse i skrivende stund. Og jeg fik som tilflytter alle fiffene om hvor der kan købes billigt garn i området. Bjørn mente at det ville være billigere hvis jeg slet ikke vidste hvor man køber garn her i området og det kan han måske nok have ret i.
Det var en rigtig hyggelig aften - tak for det !!

Og så skal vi jo til det - ja vi skal. Her kommer de - ugens GAAA

Ann McCauley
Et felt som jeg havde glædet mig til og nød at strikke - det var afvekslende og resultatet smukt

Ginger Smith
Et felt som er strikket i paneler som så er strikket sammen undervejs. Dejligt med lidt afveksling men en kende besværligt i forhold til resultatet
Carol Adams
Umiddelbart et af de super nemme og måske fordi jeg ikke tog opgave alvorligt nok, så var det et af de felter der drillede massivt. Jeg strikkede frem og tilbage, talte og talte og skrev lapper. Og så blev det færdigt til sidst.

Georgia Vincent
Et af de felter jeg fidlede lidt med - ikke fordi det drillede voldsomt, bare lige lidt :o) Nu havde det måske også hjulpet hvis jeg havde læst begge notes inden jeg gik i gang - men sådan er der jo så meget. Her i huset læser vi også først brugsanvisningerne hvis alt andet svigter :o)