fredag, februar 10, 2006

En stemme fra fortiden


Kan I huske Jon? "Drengen" som vandt Popstars 2002; Legede på skyerne, snublede og styrtede ned. Ham mødte jeg i morges da jeg ragede rundt under sædet i bilen i et desperat forsøg på at nå min læbepromade. Den gamle CD har ligget der rigtigt længe, jeg har egentlig ikke savnet den - men satte den alligevel på da ungerne var afleveret i børnehaven. Fuld knald på anlægget og så ellers afsted mod Aalborg. Teksterne kom hurtigt tilbage, jeg skrålede med af hjertets lyst; Væk var trætheden efter en lang nat med to forkølede unger, smilet kom frem og jeg kunne blinke til en morgensur cyklist. This side Up går nok ikke over i historien som en af de store udgivelser men den reddede min fredag morgen. Tak !!

torsdag, februar 09, 2006

I sne og slud skal posten ud

Vores bud er meget stabilt - hun bringer os rudekuverter, ugeaviser, reklamer, breve og postkort fra familie og venner. Hun er meget vellidt, specielt de dage hvor hun efterlader en lille godbid til mig. I dag lå der et spritnyt Rowan Magasin - og jeg havde helt glemt at det var nu. Jeg havde også næsten glemt de meget mystiske ting fra sidste magasin - dem kom jeg så i tanke om igen. Se lige her og her og her. Dem kommer jeg ikke til at strikke, men der er et par smukke ting i Kidsilk Haze som jeg godt kunne finde på at lave - måske strikket i den noget billigere søster Kidopale. Men disse smukke ting er ikke lagt frem på Rowans site så jeg har forsøgt mig med et fotografering af fotografiet.


Det her sjal er jeg vild med men det må vente for lige nu har jeg gang i en hel masse og lige om lidt er der OL. Måske jeg lige skulle sætte det sidste ærme fast på Inka trøjen.

onsdag, februar 08, 2006

Og jeg mener hvad jeg siger

I en tid hvor verden går amok og brænder mit flag af, nyder jeg den ro og tryghed jeg finder med garn imellem hænderne. Jeg elsker fornemmelsen af den tynde tynde kidopale, den glitrende guldtråd og ved allerede nu at det her sjal bliver jeg rigtig rigtig glad for. Når det engang bliver færdigt, for jeg er ikke verdens 7. vidunder med en hæklenål det indrømmer jeg blankt.
Men jeg er glad for processen - og noget andet, som jeg også er glad for er, at mine børn har en alder hvor det vigtigste spørgsmål i løbet af en eftermiddag er "Hvad kommer der i børnetimen mor ?" De spiller fisk, bygger lego og er lykkeligt uvidende om alverdens ulykker.
Vi forsøger at undgå nyhederne i for store mængder imens de er vågne og minimerer diskussionerne ved middagsbordet.
I det hele taget forsøger jeg at minimere min deltagelse i de utallige diskussioner på jobbet, i butikkerne og .....
Ikke fordi jeg ikke ved hvad jeg skal sige. Jeg har en hel præcis mening om denne sag; Den er hverken sort eller hvid men jeg holder min mund.
Egentlig syntes jeg at det er lidt utroligt at en sag som startede i den hellige ytringsfriheds tjeneste har haft disse konsekvenser. Men jeg er simpelthen blevet bange for at sige to forkerte ord, så jeg holder min mund og føler at nu er det min ytringsfrihed som er begrænset.

søndag, februar 05, 2006

Sidste års sidste julegave

Så blev jeg færdig med julegaverne - bedre sent end aldrig.
Sidste år gav jeg min mor et sjal i fødselsdagsgave, det har hun været mægtig glad for og hun ønskede sig så en matchende hue til jul. Den er mægtig tænkte jeg - annoncerede at det ønske var snuppet fra listen og .... Ja så skete der ikke en hel masse mere.
Under juletræet lå der et fint fint kort hvorpå der stod:

En hue til dit hår du får - når jeg engang det når

Vinteren kom, er nu næsten gået og min mor har stadigvæk ikke fået sin hue. Den dårlige samvittighed har naget mig, men åbentlyst ikke nok.

Garnet gav jo ligesom sig selv - Alpaca fra Garnstudio ligesom sjalet, men opskriften den har jeg kæmpet med. Jeg er ikke god til huer, jeg øver mig men føler mig tit lidt fjollet når håret er

dækket til. Måske er det derfor ??? Eller måske er det bare et forsøg på at finde en dårlig undskyldning for ikke at komme igang - før nu altså.

For her er den - en Maryhue strikket i 2 tråde Alpaca og 1 tråd Kidopale, 80 masker på pind 6 og så har jeg ellers fulgt denne opskrift. Dejlig hue, ægte tv-strik til en håndboldaften og - glædelig jul mor !!

Inka trøjen til Maria går også stødt og roligt fremad - mangler et ærme, halskant og montage. Den bliver vist også færdig inden OL begynder.

torsdag, februar 02, 2006

Inka drømme


Da jeg så denne trøje første gang blev jeg forelsket, sådan helt og aldeles forelsket.
Trøjen er skøn, fantastiske farver, tøset uden at være putte-nuttet og pinde nr. 6 - altså et overskueligt projekt. Jeg vil tro at kalenderen på det tidspunkt skrev august og jeg tænkte at det kunne være en perfekt efterårstrøje til Maria.

Opskriften er gratis og kan hentes her. Pindene havde jeg klar i krukken, jeg var klar til at gå igang, manglede bare lige garnet og se ..... Det har jeg så gjort i mange måneder. Jeg har spurgt her, der og alle vegne men uden resultat, indtil jeg kom i tanke om internettets fortræffeligheder. En rask lille googlesøgning og vupti - så var der 4 nøgler på vej til mig herfra. Nu tror jeg nok at jeg har lært det til næste gang :o)

Og så bliver det da bare en rigtig dejlig forårstrøje i stedet for.

tirsdag, januar 31, 2006

Glimmer og mohair

Så blev cardiganen til søsters veninde færdig. Den er klar til postkassen og med lidt god vilje fra Post Danmark vil den bringe smil frem i en lejlighed på Frederiksberg en af de nærmeste dage. Den er lige i øjet - jeg er ikke et sekund i tvivl.

Opskriften er fra HP Gruppen og den har været en fornøjelse at strikke efter. Ikke en eneste fejl !! Her skal man bare rette ind og gøre som de skriver.
Da jeg søndag aften sad og nørklede med ærmekanterne huskede jeg pludseligt at det rent faktisk er sjovt at hækle. Jeg har bare ikke gjort det så meget, fordi jeg ikke lige er stødt på noget, som jeg bare måtte eje. Men så så jeg dette sjal - og det vil jeg rigtig gerne svøbe om mine skuldre en kølig sommeraften.
Faktisk har jeg allerede bestilt opskrift og garn hos den lokale. Jeg glæder mig til at skulle i gang, men på den anden side er det nok godt nok at hun ikke lige havde opskriften hjemme. Jeg har efterhånden et enkelt eller to eller ... mange hængepartier. Well who´s counting ???

mandag, januar 30, 2006

Anna David effekten


Jeg ved at jeg er arveligt belastet, min mor er dansklærer og jeg ved at den danske sprog er en svær ting. Men jeg får bitte små knopper når der tales om STEEKS og SWEET SHIRTS.
Én HOTDOGS, én DRINKS eller én T-SHIRTS er heller ikke blandt mine favoritter men .... At det her skulle være et FUCKJABRØD, den var ny. Jeg spurgte lige et par gange for det kunne jo være en fejl, men nej den var god nok. Og det blev sagt af en kok i den kantine hvor jeg arbejder :o) Jeg ved godt at han var ude af kokkeskolen før Foccaciabollerne blev "opfundet" men ... Jeg undrer mig stadigvæk over hvor han dog har hørt den udtale ??? For jeg ved at der med garanti ikke er andre i køkkenet der siger fuckjabrød - kunderne ville da dø af grin.
Og helt ærligt så var vi også et par stykker i køkkenet som fik motioneret lattermusklerne.

søndag, januar 29, 2006

Reklamens magt er stor





"Det er sommer, det er sol og det er søndag..... Smile skønt det blir´ dit ansigt jo så kønt af."

Sådan lød det fra stuen i morges da jeg slog øjnene op - ungerne så tegnefilm og reklamer. De skrålede med af hjertets lyst og jeg blev da helt i forårshumør. Jeg ved godt at det er snyd for sneen ligger stadig højt på markerne men himlen er blå og der er kommet prikker på min blog.

Violet klar til start

Ja sådan ser hun ud her 12 dage før starten går. Hun er klar - jeg er klar!! Mangler bare lige at finde pindene frem og så at krydsnøgle det sidste garn. Det er vel kun opvarmning og som sådan ikke snyd eller ...?
Originalen er strikket i Tvinni Alpaca men min søster har købt silke/uld. Og det glæder jeg mig helt vildt til at komme igang med - super super lækkert og blødt. Skønt med lidt luksus specielt når jeg ikke selv skal betale:o)

lørdag, januar 28, 2006

De olympiske lege

Den 10. februar går starten på vinter OL - en glædelig begivenhed her hvor specielt husmoderen nyder en godt sportsligt indslag i TV-programmet. Jeg er ikke selv den store atlet, så har jeg i hvert tilfælde ikke løjet for nogen. Husker stadigvæk dengang jeg pine død ville spille håndbold. Min mor ville ikke bremse mig i mine fysiske udfoldelser så jeg blev meldt ind i den lokale klub, heldigvis sammen med en kære veninde. Vi kom på 2. holdet - der var kun 2 hold - og ingen absolut ingen på holdet hævede sig over niveauet ringe. Vi tabte alt og nederlag med cifrene 2-35 var ikke sjældne. Faktisk var vi kun tæt på et enkelt point engang hvor vi lånte storskytten fra 1. holdet og blev lovet en kæmpe isvaffel hvis vi spillede uafgjort. Pinligt var det - også for vores træner som ikke var den fødte pædagog. Hun indførte et system som betød at vi, hvis vi brændte et skud, skulle ud og sidde på bænken i 5 min. De 5 minutter blev dog hurtigt skåret ned til 3 for ellers var det vanskeligt at stille fuldt hold på banen.
Heldigvis har mine børns far bedre erfaringer fra landets sportsarenaer, så jeg håber at poderne har arvet hans boldøje. I hvert tilfælde var det 2 pavestolte unger som i går vendte hjem fra børnehaven med en medalje, 2 vingummisutter på en karamelsnørre, som bevis på at de har deltaget i børnehavens OL. Jeg vil også være med tænkte jeg og mine bønner blev hørt. På en tur rundt i blogland mødte jeg nemlig The Knitting Olympics - en "sportsgren" hvor jeg kan være med. Reglerne er i grove træk at man strikker et selvvalgt projekt mens det rigtige OL drøner over skærmen. Der må ikke startes før åbningsceremonien og det skal være færdigt inden flammen slukkes. Og derudover skal det være et projekt som er lidt udfordrende. Mere udførlige regler findes her.

Jeg er i træning !!! Og jeg behøver ikke støtte fra Team Danmark - min søster har nemlig givet mig opskrift og garn til Violet fra Amimono i julegave. Dejligt ja men der er en lille hage - blusen er til hende selv. Jo jo hun har humor :O) Udfordringen ligger i opskriften, jeg har læst den igennem 2-3-4-mange gange og håber bare at det giver lidt mere mening når garnet kommer på pindene. Måske har den kære Helga Isager her fået hjælp til korrekturlæsning af hendes mor:o) Jeg gætter bare og det tror jeg at jeg kommer til at gøre flere gange.

torsdag, januar 26, 2006

Søsters veninde

Min søsters veninde er en rigtig dejlig pige - en jyde med bopæl i København - en "storbytøs" med fødderne plantet i den sorte muld. Vi er rygende uenige om indvandrepolitik, fordeling af statens sociale udgifter, dødsstraf og ... ja jeg kunne blive ved. Vi kan diskutere så gardinerne blafrer og ender som regel med at blive enige om at vi er uenige. Til gengæld plejer vi at have fælles fodslaw i forhold til tøj - jeg arver med glæde :o) Hun er med på det hotteste af det hotte og den geografiske afstand gør at det som regel stadigvæk er relativt hipt her hos mig når hun ikke længere gider bruge det. Men denne gang - ja her er vi altså ikke helt på bølgelængde. Det bliver ikke en trøje jeg vil ærgre mig over at sende til hendes adresse - men jeg ved at hun bliver glad. Hun har selv handlet og der er ikke sparet på noget - trøjen er supersjov og den strikker nærmest sig selv. Måske fordi jeg har lagt en ny taktik ?? Jeg strikker og monterer så undervejs - ellers "hang" jeg på en hel masse kanter til sidst. Og belært af en hel masse tælleri med ud- og indtagninger på forstykkerne strikker jeg nu begge ærmer på én gang. Så er jeg sikker på at der bliver taget ud de samme steder og jeg undgår næsten at strikke ærme nummer 2.

fredag, januar 20, 2006

ISSLAAAG

Da jeg voksede op boede jeg ca. 200 meter fra den lokale folkeskole og yderligere 50 meter fra gymnasiet. Det var aldrig så forfærdeligt et vintervejr at jeg med god samvittighed og moders tilladelse kunne blive hjemme. Jeg husker stadigvæk hvor misundelig jeg var når busbørnene fik en fridag fordi de ikke kunne komme frem gennem snedriverne.
Da jeg flyttede hjemmefra, læste på seminariet og senere begyndte at arbejde var det samme scenarie. Jeg har altid været en af de udvalgte det kom frem - lige indtil i dag. En flytning udenfor byskiltet kombineret med 40 cm sne og isslag blev "løsningen". Vi venter tålmodigt på at alle de andre veje bliver ryddet - vores vej er absolut nederst på listen - men det gør ikke noget. Det er smukt - specielt fordi vi ved at vi ikke skal ud i det. Brændekurven er fyldt op og ungerne har sat en film på DVD´en og jeg har givet mig selv lov til at starte på et nyt strikketøj. Jeg er blevet færdig med de 20 felter - mangler nu "kun" at sy sammen og strikke 5½ meter kant. Men jeg trænger altså sådan til at se på noget andet end råhvid uld. Så jeg hygger mig lige lidt med denne her til søsters veninde.

De sidste 4 felter kommer her

Vicki Sever

Barbara Selesnick

Denne gang strikket på pind 5 - resultat et felt som kan blogges til 30 x 30 cm. Det første forsøg på 4½ endte sit liv i flammerne.

Jay Campbell

Dette "legeplads"-felt var super sjovt at strikke. Ikke specielt vanskeligt men meget varieret. Jay Campbells ønske er at man vil nyde at strikke det - og det gjorde jeg !!!

Betty Salpekar

Her er så et felt som jeg måske ikke ligefrem har nydt at strikke. Det har været udfordrende, spændende, lærerigt, p.... irriterende og jeg er enormt glad for at jeg har strikket det, men en nydelse det har det ikke været. Det har været mit weekend-felt - trætte øjne og utidige ungerne kan ikke anbefales. Der kræves koncentration og til tider absolut ro. Men hatten af for Betty - det er et gennemført felt og jeg er glad for resultatet. Selvom mine samlinger ikke er helt usynlige.



lørdag, januar 14, 2006

Ugen der gik med GAAA

Så blev det weekend - min første hele arbejdsuge efter juleferien er overstået. Der er nu noget helt specielt velfortjent over en weekend når man rent faktisk har været i sving i ugens løb. Og her har der i den grad været gang i hjulene :o) Mandag aften sneg jeg mig dog afsted til mit livs første men sandsynligvis ikke sidste strik-in. En lille sluttet kreds af lokale strikkere - og de tog godt imod den nye elev i klassen. Jeg så bøger som .... ja der er et par stykker på vej til min postkasse i skrivende stund. Og jeg fik som tilflytter alle fiffene om hvor der kan købes billigt garn i området. Bjørn mente at det ville være billigere hvis jeg slet ikke vidste hvor man køber garn her i området og det kan han måske nok have ret i.
Det var en rigtig hyggelig aften - tak for det !!

Og så skal vi jo til det - ja vi skal. Her kommer de - ugens GAAA

Ann McCauley
Et felt som jeg havde glædet mig til og nød at strikke - det var afvekslende og resultatet smukt

Ginger Smith
Et felt som er strikket i paneler som så er strikket sammen undervejs. Dejligt med lidt afveksling men en kende besværligt i forhold til resultatet
Carol Adams
Umiddelbart et af de super nemme og måske fordi jeg ikke tog opgave alvorligt nok, så var det et af de felter der drillede massivt. Jeg strikkede frem og tilbage, talte og talte og skrev lapper. Og så blev det færdigt til sidst.

Georgia Vincent
Et af de felter jeg fidlede lidt med - ikke fordi det drillede voldsomt, bare lige lidt :o) Nu havde det måske også hjulpet hvis jeg havde læst begge notes inden jeg gik i gang - men sådan er der jo så meget. Her i huset læser vi også først brugsanvisningerne hvis alt andet svigter :o)

fredag, januar 06, 2006

GAAA B

Jeg har tænkt - grublet - spekuleret så det knager og brager. Virkelig forsøgt at komme på en festlig og farverig måde til præsentationen af GAAA felterne. Men indtil nu har jeg ikke fået selv den mindste lille bitte idé så her er ugens "høst" i den sædvanlige råhvide kulør.

Kathleen T. Carty
Et felt som jeg har "gemt" lidt på fordi jeg umiddelbart syntes at det så voldsomt vanskeligt ud. Men endnu engang må jeg sande at opskrifter skal strikkes - ikke læses. De noget kringlede beskrivelser gav næsten sig selv da maskerne først var på pindene.

Ann Strong
Et felt som står nævnt under de 5 nemmeste. Jeg er ikke helt enig - syntes at der var meget tælleri. For mig var der mere "tv-strik" i de følgende felter.

Dana Hurt
Dagmara Berztiss
Der er røre i GAAA dammen i Webstrik-regi og jeg har på fornemmelsen at der de næste måneder vil poppe mange felter op rundt omkring på bloggene. Glæder mig til at se og der også kommer en "spændende" præsentationsform - for indrømmet min blog er ikke specielt sindsoprivende i disse uger.

torsdag, januar 05, 2006

GAAA Along

GAAA Along - vanskeligt at sige men ikke umuligt. Lidt ligesom mit forsøg på af få tæppet færdigt - vanskeligt men ikke umuligt.
For mig gælder det om at smede mens jernet er varmt og pindene gløder. Men derudover har jeg meldt mig til en Along i Webstrik-regi - så er der måske et par stykker som vil give mig et los når gassen går af ballonen ??
I de sidste par dage har der dog været god gang i pindene - jeg lovede flere felter og her er de

Marian Tabler
Ginette Belanger
Barbara Selesnick´s felt er sådan set også strikket men ..... Jeg overså lige at det ikke skal strikkes på pind 4½. Opskriften skriver pind 5 og det tror jeg på - i hvert tilfælde er mit færdige felt ca. 5 cm mindre på hver led end alle de andre - også efter blogning. Det er en OMMER !! Heldigvis et af de hurtige :o)

Og så skylder jeg svar til Helle. Jeg strikker i Vital fra Hjertegarn. En superwash 100% uld som holder glimrende og ikke koster en herregård.

søndag, januar 01, 2006

Et helt nyt år vender derude

Og jeg kan se det ganske klart. Vi har nemlig fået vasket vinduer i dag - kun med vand for naboens piger havde lagt sæben på :o) Det var hundekoldt og et lidt tidskrævende projekt idet vi har bondegårdsvinduer, men nu hvor det er gjort kan jeg kun sende en tak ned ad vejen. Vores vinduer trængte voldsomt og så syntes jeg egentlig at det er lidt hyggeligt med den slags uskyldige løjer. Helt som i de gode gamle dage hænger der også et juletræ i genboens flagstang.

Nytårsfortsætterne springer jeg over i år - de holder alligevel aldrig - jeg kunne selvfølgelig godt love mig selv at jeg ikke vil starte på et nyt strikketøj før kurven er tom eller at jeg ikke vil købe nyt garn eller .... Men det ville simpelthen være spild af tid :o) I stedet har jeg i dag gjort status over GAAA og her kommer de så de 6 felter som lå nederst i kurven:

Judy Sumner
Julie H. Levy
Hanna Burns
Janet Martin
Barbara McIntire
Ada Fenick
Og der kommer flere det lover jeg mig selv :o)

fredag, december 30, 2005

En smuk vinterdag

Sådan en vinterdag med sne og solskin i store mængder virker som en ren vitaminindsprøjtning. Vi leger at vi er sneet inde, en illusion som kun brydes af det faktum at farmand er kørt på arbejde. Der er smukt herude på landet sådan en dag som i dag - og vi nyder det i fulde drag:o) Efter en rask lille sneboldkamp, med Kasper som ivrig deltager, er der nu dømt hygge med popcorn, tegnefilm og strik.
Juleferien har budt på afslutning af 2 projekter - 2 ting som jeg er mægtig glad for men af hver sin grund. Snowdrop er "hot off the needles" og allerede indviet.

Den er jeg bare generelt super glad for - en smart vinterting over en langærmet og til sommer vil den også fungere fint som top. Den kan jeg godt anbefale :o) Endelig - og ja her er virkelig tale om ENDELIG - er jeg efter 5 års forviklinger og strikkerier blevet færdig med min Ode til Marimekko.

Der var dømt UFO og aldrig har jeg haft garn som var så tæt på at ende på bålet, men ..... nu er den færdig. Egentlig ved jeg ikke helt hvad jeg syntes om den, måske jeg lige syntes at den var lidt smartere for 4 år siden, men nu er den i hvert tilfælde flyttet ud af min strikkekurv og det er jeg GLAD for.
Således ansporet af færdiggørelsens ånd er jeg gået i gang med GAAA igen. Det går fremad og der er felter klar til fotosession en af de nærmeste dage.
Her på falderebet af 2005 vil jeg benyttet denne lejlighed til at ønske alle et RIGTIGT GODT NYTÅR !!!!!

torsdag, december 22, 2005

Nu er jeg klar

I hvert tilfælde så klar som jeg bliver til julen på denne side af højtiden. Den sidste gave er klar - ét tørklæde to go with pulsvarmerne.
I aften når ungerne er puttet og manden sendt på job vil jeg hygge mig med gavepapir og bånd. En stille aktivitet som jeg holder meget af.

Posten har været her med garn fra Kim Hargreaves og sørme om ikke også Charm er blevet færdig i ugens løb.
Den er skøn og jeg kunne godt finde på at lave en mere af slagsen en gang når jeg ikke har noget i strikkekurven :o) Spøg til side - den er et hit !! Og jeg er sikker på at du også vil holde meget af din Marie-Louise.

Ellers så går tiden med Amimono-toppen - inden længe er jeg ved ribben men jeg har indset at den ikke bliver klar til jul, så jeg har shoppet en anden lille ting. Og så vil jeg hygge mig med Snowdrop i resten af ferien. Jeg har haft så god en oplevelse med indkøb af den top at den virkelig fortjener at blive nydt. Det var så hyggeligt den lørdag formiddag i Jærgersborggade hvor vi shoppede, sludrede og kom langt omkring. Hvis du nogensinde kommer i nærheden så und dig selv en stor oplevelse - hatten af for Helga Isager. Og se du bare at komme afsted Vivian :o) Jeg glæder mig allerede til at se nyt fra hendes hånd.

mandag, december 19, 2005

Mit københavnske eventyr

Ting tager tid - og fredag tog alting uendelig lang tid !! En engels tålmodighed og det ekstra garnnøgle var nødvendigt, men alle forsøgte at få det bedste ud af en træls situation.
DSB lavede Kinder-tricket - hele 3 tog i ét !!! Passagerer fra 3 hele togsæt skulle proppes ind i 2 vogne - der var brug for Rexona - men intet er så skidt at det ikke er godt for noget. I forvirringen blev jeg placeret på 1. klasse og der blev jeg siddende indtil vi lige knap 9 timer senere ramte København. Kaffen var dejlig varm og gratis :o) Og så fik jeg strikket 1 meter og 20 på et halstørklæde som var i stor fare for ikke at nå træet.

Lørdag formiddag var der så dømt shopping. Søster, søsters veninde og jeg startede ud hos Amimono i Jægersborggade - tak for tippet Marie-Louise. Det var stort - ja rammerne er jo beskedne - men alt indeni var stort !! Design, betjening, service ..... Vi blev vist alle 3 ramt for der blev købt ind :o) Jeg købte garn til Snowdrop og strikker som besat for at få den færdig .... inden jul.
Næste stop var Sommerfuglen - min mor har engang været der og har talt om det i så rosende toner at jeg næsten troede det var som at komme i himlen. Måske var min forventninger rigeligt høje eller også var der noget andet som svigtede, for sjældent har jeg været så skuffet :o( Jeg følte mig som Julia Roberts i Pretty Woman - uden sammenligning iøvrigt. Jeg var virkelig klart til at bruge en anseelig sum af mine julegavepenge men der var bare ingen betjening. Da vi endelig fik etableret kontakt var det næsten ligegyldigt for hun viste ikke ret meget. På 5 helt konkrete spørgsmål blev det til 1 "det tror jeg" og 4 "det ved jeg ikke". Og det var altså ikke vanskelige spørgsmål - jeg mener hvis hun som arbejder i butikken ikke ved om de har Inka garn fra Drops på hylderne - hvem skulle så vide det ???? Nå men jeg købte en rundpind så jeg kunne komme igang med Snowdrop:o) Og så gik vi ellers igen.
Søster og søsters veninde spurgte venligt om vi skulle lede efter en anden garnforhandler, men ellers tak .... jeg gemmer mine penge til Designværkstedet i Aalborg der vil de nemlig gerne handle med mig :o)

Efter en weekend som også bød på Illum, Magasin, sushi, Tivoli og ikke mindst en totalt problemfri togtur hjem kan jeg sige - Det var fedt at mærke pulsen og det har virkelig været hyggeligt, men jeg kan altså bedre få luft herude hvor der er marker mellem husene. Det er sundt nok engang imellem at komme lidt væk hjemmefra og jeg har nydt det. Men hold da op hvor jeg også glædede mig til at komme hjem og give børnene og manden et kæmpe kram. Og nu er jeg i den grad klar til at fejre jul i familiens skød :o)

fredag, december 16, 2005

Ud og se med DSB

Om 2 timer har jeg reserveret en plads i toget mod København så jeg håber at der kommer gang i skinnerne inden længe. Hvert andet år tager jeg en forlænget weekend hos min søster - en rigtig solo egoist miniferie uden mand og børn. Der er dømt hygge, shopping og Tivoli - vi har Helga Isager og Sommerfuglen på programmet. Og jeg har glædet mig i mange uger, så jeg bliver rigtig rigtig bitter hvis jeg nu slet ikke kommer ud og se med DSB idag.

Jeg håber på det bedste og pakker lige et ekstra nøgle garn - i fald der bliver ventetid :o) Nu har det jo også sneet lidt og den slags ting kommer jo også tit som en stor overraskelse.
Måske turen kommer til at tage så lang tid at jeg rent faktisk bliver færdig med de to julegaver in progress jeg har pakket. Det bliver ikke rigtigt til noget herhjemme, men den eneste konkurrent på rejsen bliver Michael Laudrups tænder. Måske jeg kommer hjem til en næsten tom strikkekurv ?? I hvert tilfælde er kartoffelsokkerne blevet færdige - de er dejligt varme trods hulmønstret og pasformen er glimrende, så dem kan jeg godt anbefale.

søndag, december 11, 2005

Surprise !!!!

Tænk engang at et dukkebarn kan se så overrasket ud - bare fordi hun fik blitzen smasket lige i hovedet. Nå men her er i hvert tilfælde den famøse peruhue, færdigmonteret ja sågar vasket og i den grad klar til aflevering. Jeg gør det aldrig mere :o)
Lige til næste gang - ja jeg ved det jo godt for hvordan var det nu lige det var med den skønne Kim Hargreaves. Der manglede garn i kittet i Temptation og ja ...surprise gæt engang hvem jeg har sendt mail til idag. Charm er nået hertil
Men der er håb forude - et garnnøgle ryger over dammen i morgen. De svarer hurtigt på deres mail selvom det er weekend, men jeg er faktisk ved at være en anelse anstrengt - specielt fordi jeg denne gang havde bestilt kittet i medium selvom jeg strikker cardiganen i small. Er det bare mig eller .... Jeg forstår det simpelthen ikke - jeg havde endda lavet næsten en hel strikkeprøve denne gang. Det gider jeg så ikke en anden gang !!

Nå men i mellemtiden strikker jeg så lidt på et par sokker. Inde i mit hoved hedder de kartoffelsokkerne men det rette titel er vist Pomatomus - og de er faktisk lidt skægge ....

lørdag, december 10, 2005

Når bolden ruller over skærmen

Jeg holder meget af decemberhyggen og nyder at se Bamses julerejse sammen med ungerne - ikke fordi jeg syntes at julekalenderen er specielt fantastisk - men fordi der bare er smadder hyggeligt at sidde i sofaen og være sammen efter en lang dag med job og børnehave.
Lidt senere på aftenen når den største så putter de mindste er der atter dømt hygge - så bliver strikketøjet fundet frem, futterne op på bordet og så ser mor altså håndbold. Jeg elsker det - og ser alt :o) Derfor er der også blevet produceret "en smule" i den forgange uge. Godt nok, for jeg var lige ved at være ligeså langt bagud med julegaverne som vi er med kalenderlyset. Det har brændt nonstop hele dagen i en håb om at vi inden udgangen af weekenden når til 11 tallet. I år er det nemlig meget vigtigt for ungerne at vi holder styr på tallene. Sidste år var vi kun to i huset som kendte forskellen på 1 og 7, men den går ikke længere :o) Nå men jeg er blevet færdig med et par ens selvstribende sokker til Kristian
Et par sokker i det røde stribede fra fru Bendix - skønt garn :o) Godt jeg har mere af det i kurven.
Et par pulsvarmere til juletræet. Strikket efter Birthe P´s opskrift og det bliver heller ikke de sidste - Fantastisk opskrift !!! Simpelt koncept med en fantastisk pasform. Tak for den :o) Garnet er indkøbt på en lokal mohairfarm som vi besøgte i sommerferien. OG ja rigtig gættet - der må jeg forbi en anden gang.

Nu nørkler jeg så videre med et matchende tørklæde - ægte tv strik - og så har jeg et hængeparti med den her
Jeg syntes ellers at jeg er blevet rigtig god til at sige "Nej tak jeg har ikke tid til at strikke xxx for dig" - men jeg blev fanget midt i en julefrokost
og nu hænger jeg på den. Fremover ved jeg at jeg skal tage mig i agt for kollegaer som har fået børnebørn i det forgange år og som ikke drikker andet end vand til maden.Jeg skulle måske have drukket lidt mere vand ??? Well no regrets det var en fantastisk fest. Og nu vil jeg få den peruhue ud af min verden - str. ½ år - hvor lang tid kan det lige ta´ ??

tirsdag, december 06, 2005

Julefreden har endelig sænket sig

Efter en hektisk start på december måned med tre julearrangementer - heraf afvikling af en julefrokost for 265 "kollegaer", kan jeg endelig puste ud. NU er det blevet tid til kalenderlys og julekort og så må jeg hellere se at få strikket lidt på de julegaver som snart skal være færdige. Den sidste uge har jeg ikke nået alverden, men Marias flamingoer er da blevet færdige.
De har været med i børnehavetasken, men de hitter altså ikke eller også har det bare ikke været koldt nok. Næste gang må jeg nok hellere prøve med noget glimmergarn. Men først er der lige et par hemmelige projekter :o)