lørdag, januar 26, 2008

Nålepuder

Da jeg ryddede op i gemmerne fandt jeg et halvfærdigt broderi inde bagerst på en hylde. Der har det ligget længe, meget længe ..... faktisk var det noget jeg gik i gang med for snart 7 år siden. Dengang gik jeg hjemme i rigtigt mange måneder, fordi en tvillingegraviditet og de mange tunge løft, der følger med arbejdet i et kantinekøkken, er en dårlig cocktail.
Jeg mindes ikke at jeg kedede mig, men det må jeg da vist have gjort, for så vidt jeg husker havde jeg planer om at lave en hel flok puder til et skønt lille pigeværelse. De blev aldrig færdige og nu er løbet ligesom kørt; Jeg har hverken tid eller lyst til det projekt længere.

Posen var faktisk på vej i fyret – men så fik jeg en anden idé.
Et par af de fineste steder blev udvalgt, tomrummet mellem blomsterne udfyldt med små hvide korssting og så blev puden ellers klippet i småstykker. Hør på bagsiden, fyld i maven og så var der pludselig skabt to fine nålepuder.

Jeg har ikke brug for dem begge to, så den ene bliver sendt ud i verden hvor den forhåbentlig kan glæde. Men den anden, den beholder jeg selv – som et lille minde om de måneder, hvor jeg rugede på det kæreste jeg har.

onsdag, januar 23, 2008

Next stop Copenhagen

Og bedst som jeg troede at barselshylden var fyldt op, indløb endnu en bestilling fra Staden. Heldigvis kan jeg til stadighed begejstres over de små ragsokker – de er på vej kære søs!

Og så lover jeg, at næste indlæg bliver sokkefrit ......

Faktaboks

Garn: Regnbue fra Opal

Opskrift: De mindste ragsokker fra Strik & sy til den lille ny, strikket på pind 2½

Ændringer: Strikket med boomeranghæl

Luxuz-O-Meter: Ja da! Lidt har også ret 20 g lagergarn forøger luxuz-O-Meteret med 1 %

mandag, januar 21, 2008

Tøserier

Et lille pigesæt til barselshylden, kreeret af de sidste stumper af Marias garn. Det var et glædeligt gensyn, men samtidigt er jeg også lidt trist over at det nu er slut.
Heldigvis snakker hun stadigvæk om, at det var hyggeligt den dag hvor vi farvede, så mon ikke vi kan gentage successen?? Jeg er i hvert tilfælde klar.
Faktaboks
Opskrift: Djevellue fra Gros lille krok, strikket på pind 2½
Ændringer: Strikket rundt på strømpepinde
Opskrift: De mindste ragsokker fra Strik & sy til den lille ny, strikket på pind 2½
Ændringer: Strikket med boomeranghæl
Luxuz-O-Meter: JA! 40 gram lagergarn giver yderligere 2 %.

fredag, januar 18, 2008

Småting

Så skal jeg ellers lige love for at hverdagens trummerum er kommet igang igen. Der er fuld fart over feltet og ikke mange timer til garn og pinde i det stramme program; Men lidt bliver det da til ...

I første omgang har jeg strikket lidt nyt til barselsgavehylden. Min søster og hende veninde ryddede den totalt i ugerne op til jul, hvor de pludselig kom i tanker om, at veninderne efter 9 måneders graviditet nok snart skulle føde – og så var der brug for lidt gaver. Faktisk så mange gaver at jeg hu hej vilde dyr måtte strikke et par ekstra sokker. Det gik stærkt, så stærkt at jeg aldrig nåede at få kameraet fundet frem, men jeg nævner det alligevel her, fordi det var lagerstrik som tæller på Luxuz-O-Meteret. Og det har stået stille så længe at alt lige nu skal tælles med.

Ellers er der ikke så meget at fortælle – der er ragsokker og en af Gros spidshuer. Et fint lille drengesæt, som ind på hylden - og meget snart får selskab af en feminin variant.
Faktaboks

Garn: Crazy Color frv. 5438 fra Regia - 4-trådet
Opskrift: Djevellue fra Gros lille krok, strikket på pind 2½
Ændringer: Strikket rundt på strømpepinde
Opskrift: De mindste ragsokker fra Strik & sy til den lille ny, strikket på pind 2½
Ændringer: Strikket med boomeranghæl
Luxuz-O-Meter: JA! 40 gram Regia plus 20 gram af noget andet gammelt lagergarn - til ragsokkerne som forlængst er landet hos en lykkelig nybagt mor. Det giver 60 gram og hermed 3 % til Luxuz-O-Meteret

lørdag, januar 12, 2008

Mini

En lille Mini i sprød grøn Arwetta til en forårsbaby. Den er så lille bitte, at jeg et kort øjeblik blev helt bekymret for, om det nu også var for meget af det gode. Men jeg ved jo godt, at det bare er fordi jeg glemmer, hvor små de faktisk er de nyfødte.

Jeg er i god tid med denne trøje men ovenpå den seneste tids større strikkerier, havde jeg brug for lidt instant satisfaction. Sådan noget strikkeri som næsten er færdigt, inden man opdager at man er gået igang - og i den forbindelse er babystrik jo perfekt.
Opskriften lå bare og ventede på at en eller anden i omgangskredsen kunne tage sig sammen. Det holdt hårdt men nu sker der endelig noget, og lur mig om der ikke kommer flere babymodeller på pindene i den nærmeste fremtid. Jeg griber i hvert tilfælde enhver chance for et gensyn med Mini – den er skøn!

Garn og knapper er fra lageret og trøjen bliver mit første bidrag til de 12 projekter 2008.


Faktaboks

Garn: Arwetta ekstra fin merino frv. 3795

Opskrift: Mini fra Design Club. Strikket på pind 3, str. 0-3 mdr.

Luxuz-O-Meter: Nej heller ikke denne gang

søndag, januar 06, 2008

Plissé


Definitivt sidste strikketøj fra 2007 – nok også det mest sejlivede. Men det skyldes ikke andre fejl og mangler end mine egne.
Som tidligere skrevet er det et vidunderligt strikketøj, som egentlig fik en flyvende start. Jeg strikkede som besat, dengang det stadig var sommer. Jeg nød hvert eneste øjeblik men ..... da jeg nåede den nederst kant gik gassen ligesom lidt af ballonen, og den halvfærdige Plissé tilbragte flere måneder i min strikkekurv med løse ender overalt.
En enkelt gang imellem, når min samvittighed blev lidt for sort, strikkede jeg en pind eller to men det blev aldrig til det helt store. Ikke før jeg i november tilbragte en vidunderlig weekend i Næstved sammen med en masse andre garnglade kvinder. Her så jeg et par færdige eksemplarer og vipti vapti vupti så blev Plissé strikket færdig.

Siden da har jeg faktisk brugt den pænt meget, men det der med lige at få taget et billede ... ja det har jeg så også lige brugt et par måneder på.
Men nu skulle det hele være på plads – der er lukket og slukket for 2007 og jeg er klar til at tage hul på de nye strikkerier.
Faktaboks
Garn: 2-trådet Kauni frv. Petrol R4
Opskrift: Plissé fra Hanne Falkenberg. Strikket på pind 3½
Luxuz-O-Meter: Nej. Selvom der er tale om garn fra lager, er det indkøbt efter at jeg startede Luxuz-O-Meteret op.

onsdag, januar 02, 2008

Vikingesokker

Udover mit oprydningsprojekt har fridagene mellem jul og nytår også budt på nogle dejlige timer med garn og pinde. Der ligger et par småting, som jeg glæder mig til at vise frem, men først skal jeg lige have gjort rent bord – der er et par hængepartier fra året der gik, som endnu ikke har været fremme på bloggen.

I første omgang kommer her den absolut sidste af de mange fødselsdagsgaver, jeg skippede afsted i december måned – Vikingesokker til min søster.

Her er virkelig tale om et par fantastiske sokker! Der er tydeligvis tænkt over at skabe fine overgange mellem rib, hæl og selve strømpestykket - og det er lykkedes til fulde. Der er smukke snoninger, totalt gennemførte detaljer og super pasform.
Alt i alt er rigtig dejlig opskrift skabt af den meget talentfulde Karen, som ovenikøbet har lagt den lige her til fri afbenyttelse.

Tusind tak Karen!! Det var en skøn oplevelse at strikke efter din opskrift.

Og jeg gør det snart igen - for jeg skal da osse selv have et par.


Faktaboks

Garn: Arwetta ekstra fin merino frv. 4142

Opskrift: Viking socks fra Lykkefanten. Strikket på pind 2½

Luxuz-O-Meter: Nej heller ikke denne gang

tirsdag, januar 01, 2008

1. januar 2008

Et helt nyt år venter forude. Et år som jeg håber I alle kom godt og trygt igang med. Her sov vi alle fra hele årsskiftehalløjet, men det betød bare at vi vågnede op med klare hoveder og friskt gå på mod - de af os som ikke i løbet af natten var blevet syge ......

Jeg er ikke en af dem som laver nytårsfortsætter og tænker store tanker omkring det nye år, men derfor kan man jo godt tænke små tanker. Det gjorde jeg den dag jeg melde mig under fanerne til Mettes 12 projekter 2008.

Juleferien bød på en grundig og absolut tiltrængt oprydning på mit legeværelse. En oprydning som har udviklet sig til et lidt større projekt, som nu inkluderer hvid maling i store mængder og absurt mange timer med manuelt arbejde. Der er lang vej endnu før det hele er på plads, men garnet og alt det andet legetøj er der kommet styr på.
Der var glædelige gensyn med glemte skatte og håndfaste beviser for, at jeg har langt flere igangværende projekter end jeg huskede.

Hver pose indeholder opskrift og garn til hver sin lækkerbisken - det var 9. Så er der det strikketøj som i dag er flyttet over i strikkekurven og de sidste 2 .... ja dem er jeg sikker på at jeg finder ingredienser til i de andre gemmere.

Næste år kan jeg forhåbentlig vise et billede af en reol uden poser, alternativt en reol med nye poser ..... men ligegyldigt hvad resultatet bliver, er jeg sikker på, at der venter mange dejlige oplevelser derude i det kommende år.

mandag, december 31, 2007

Maple

Tusind tak for de mange søde kommentarer omkring mine julegaver.

Der er lige én mere og den får I nu, her på årets sidste dag, hvor en virus har sat en effektiv stopper for mine festlige udfoldelser. Heldigvis er resten af familien fint i stand til at sætte gang i en nytårsfest på egen hånd – så det går nok altsammen.

Julegaven var en Maple til min mor. Og lad mig starte med at sige, at billedet slet slet ikke yder dette skønne strikketøj retfærdighed!
Det er grumset og usselt, men sådan går det, når man bliver færdig i sidste øjeblik og ikke har tid til at vente på et øjebliks solskin i en mørk december måned.
Jeg kom alt for sent igang med dette julestrikkeri og hele processen var præget af følelsen af, at jeg var bagud. Dette til trods var det et rigtig dejligt strikketøj!! Jeg gør det gerne igen, men næste gang bliver det uden tidspresset.

Helga Isager er kvinden bag designet, og hun har før lagt ryg til en ordentlig omgang ris her på bloggen. Jeg har haft hende mistænkt for at være genetisk disponeret for at skrive fejlagtige opskrifter men ..... hun kan godt. Altså skrive en fejlfri opskrift – ja faktisk har der ikke været noget at komme efter de sidste to gange, for Cherry var også uden svipsere.
Måske hun har lært et korrektur-trick som hun kan dele med hendes mor?

Jeg kunne skrive meget mere om Maple, men Britt har allerede på fineste vis sat ord på oplevelsen så ... jeg springer over, hvor gærdet er absolut lavest og peger den vej.

Faktaboks

Garn: Isager Alpaca Wool frv. 016 og Isager Spinni frv. 40

Opskrift: Maple fra Amimono, strikket på pind 4 og 4½

Luxuz-O-Meter: Nej. Garnet er ganske vist tyvstjålet fra det sidste Parasol kit, men det er stadigvæk et forholdsvis nyt indkøb.

torsdag, december 27, 2007

Sømandssweater

Endnu en juleferiedag venter forude - en skøn lang dag, indtil videre helt uden planer.
Drengene snakker lidt om et boksestævne i den lokale hal senere på dagen, en ægte testosteron udflugt. Maria er også inviteret med men ... svedige mænd og blodige næser er vist ikke lige på hendes ønskeseddel for i dag. Hun ønsker sig bare tid til at lege – og den slags har vi heldigvis masser af de i disse dage.

Der er også tid til, at jeg kan vise den næste julegave frem fra de hemmelige arkiver; En lille sømandssweater til fætter Nicolai.

Det var mit første forsøg med en opskrift fra Ingelise – og det var absolut en positiv oplevelse. Hvis alle deres opskrifter er lige så gennemførte kunne jeg hurtigt blive en stor fan.

Der er tænkt på så mange små lækre detaljer; De der ting som giver et lille ekstra touch og gør det nemt at lave en smuk montering. Der er drejede retmasker i ribben som afsluttes med små rullekanter. Der er en fin skulderlukning og en absolut gennemført monteringsvejledning. Og ja jeg kunne blive ved ... alt i alt en rigtig skøn opskrift som jeg kun på det varmeste kan anbefale. Jeg glæder mig allerede, til jeg næste gang får chancen for at strikke sådan en lille sømandssweater.

Faktaboks

Garn: Arwetta ekstra fin merino frv. 1061 fra Filcolana

Opskrift: Den klassiske sømandssweater Ingelise - Alt om Håndarbejde nr. 4 2007.
Str. 1 år, strikket på pind 2, 2½, 3 og 4 - ja den er god nok, der er mange pinde på spil her.

Luxuz-O-Meter: Nej heller ikke denne gang.

onsdag, december 26, 2007

Anemoi Mittens

Efter et par dage med familien i Århus og omegn er vi hjemme igen. Det har været dage med dejligt selskab og hyggestunder, men det er nu også skønt at være under hjemlige himmelstrøg. Lige nu nyder vi bare at være os.

Ungerne leger i stuen og julegaverne bliver én efter én fundet frem fra de poser, hvor de har ligget imens vi var på tourne. Der er gensynglæde og mange gode lege.
Weekendtasken står stadig urørt i gangen – og der får den lov til at stå lidt endnu. Der er ingen hastværk – vi har juleferie og jeg gider ikke sortere sure sokker og undertøj i dag!

Jeg vil meget hellere fortælle lige om de strikkerier, som indtil mandag aften var omgivet af så meget hemmelighedskræmmeri.
Jeg tager dem lige én af gangen og starter med dem her – et par Anemoi Mittens til min søster.

Jeg har strikket dem før men det gjorde absolut ikke fornøjelsen mindre denne gang; Der er tale om en vidunderlig opskrift med massevis af små skønne detaljer.
Mine egne vanter er strikket i noget tilfældigt strømpegarn fra Netto, fordi det lige var det jeg havde i huset, da lysten sidst kom over mig. Denne gang var der mere planlægning bag, så jeg brugte lidt tid på at finde noget garn, som er bedre egnet. Jeg var langt omkring men endte til slut med AlpacaSilk fra Hjertegarn og det fungerer perfekt. Blødt og fyldigt – uden at det bliver alt for voldsomt; Et garn jeg meget gerne strikker med igen.
Min søster valgte farver uden at hun havde yderligere kendskab til design og det her blev resultatet. Nu håber jeg bare at hun bliver ligeså glad for sine som jeg er for mine.

Faktaboks

Garn: Alpaca Silk frv. 409 og 6024 fra Hjertegarn

Opskrift: Anemoi Mittens, strikket på pind 2½

Luxuz-O-Meter: Nope. Der er strikket med garn indkøbt specielt til disse vanter

lørdag, december 22, 2007

Glædelig jul

Lykken er udsigten til næsten to ugers frihed fra hverdagens trivialiteter – og en stor stak indpakkede gaver. Jeg nåede det hele, både de købte og de hjemmelavede.
Den sidste uges tid har budt på en solid slutspurt og en ordentlig omgang monteringsarbejde. Det er ikke et hit hos sådan en som mig, for jeg holder allermest af at strikke men .... på den anden side så er det en vigtig proces, som ikke bare skal sjaskes igennem. En pæn montage sætter altid lige prikken over i´et.

Nu er den sidste ende hæftet – og jeg glæder mig til at putte pakkerne ind under træerne rundt omkring i det danske land. I løbet af ferien vil jeg løfte sløret for hvad der gemmer sig bag papir og bånd, men det må vente lidt endnu. Der et par modtagere som af og til kigger forbi og de skal ikke snydes for forventningens glæde.
Jeg lover, at der atter kommer liv på bloggen ovenpå december måneds dødvande, men lige nu er der ikke meget nyt at berette.

Det er tid til at sænke skuldrene, synke sammen i sofaen med familien og mærke hvordan julefreden lige så stille sænker sig over os. Rigtig glædelig jul derude .......

tirsdag, december 18, 2007

December terapi

Den larmende tavshed på bloggen er blot udtryk for, at jeg fiser og farer rundt ude i det virkelige liv, i en desperat kamp for at blive klar til at nyde en skøn juleferie, når vi rammer fredagen.

Der er masser af garn på pindene – noget af det er såmen også kommet af dem igen, men jeg mangler stadigvæk en lille smule. Det gjorde min søster også; En lille ting til en venindes søn og det blev så et par sokker.
Et lille hurtigt terapeutisk projekt som jeg i den grad har nydt at strikke. Et lækkert lille lager-strikkeprojekt, som nærmest var færdigt inden jeg for alvor var kommet igang. Og lidt procenter på Luxuz-O-Meteret, som ellers har ligget stille i alt for lang tid. Så bliver det ikke ret meget bedre.

Faktaboks

Garn: Crazy Color frv. 5438 fra Regia

Opskrift: Strikket efter sokkekompasset i Das Geniale Sockenbuch. Str. 22, strikket på pind 2½

Luxuz-O-Meter: Jeps!! 24 gram lagergarn giver 1,2% - lidt har også ret.

tirsdag, december 04, 2007

Stempelkvisten

Endnu et indlæg fra Panduro kassen, som også bød på skumstempler og stoffarver.
Et lille hurtigt projekt som forhåbentligt kan hjælpe mine børn lidt i deres dagligdag.

Kristian og Maria går på en skole hvor musik og sang har en høj prioritet. De synger morgensang hver dag, de fleste synger i kor og DGI´s hvide sangbog ligger i alles skoletasker. Selvom det er en lille skole er der alligevel mange hvide sangbøger i omløb, og når man kun er 6 år kan det godt være svært at huske, hvilken bog der nu er ens egen. Det skulle være nemmere nu hvor bøgerne er blevet udstyret med tydeligt navn.
Dekorationen på Marias bog venter vi stadigvæk lidt på – hun var ikke lige helt sikker på hvad hun ville. Kristian var tilgengæld ikke et sekund i tvivl: ”Dødningehovedet mor!” Og sådan blev det.

Mon ikke Marias bog får et lidt mere feminint udtryk?

søndag, december 02, 2007

Key Strap

I ugen der gik, ankom der nye forsyninger fra Panduro – en skøn kasse med materialer til mange timers underholdning for både store og små. Jeg har kastet mange lange blikke mod den kasse, men der har bare ikke været hverken tid eller lejlighed, ikke før nu.

Der er faktisk ting i kassen som jeg havde mere lyst til at tage hul på, men jeg har brug for en lille ting til et pakkespil på fredag – og det blev så denne key strap.

Lidt bånd, en karabinhage og en håndfuld perler – det er ikke den store kunst. Men i en tid hvor der er lidt langt mellem skriblerierne på bloggen, fordi det meste af det jeg laver er hemmeligt – ja så må I altså tage til takke med dette minimalistiske projekt. Til gengæld kan jeg love, at det ikke bliver sidste gang I hører om Panduro-kassen.

søndag, november 25, 2007

Tissueholdere

Der er ikke noget her I ikke har set før. Idéen er tyvstjålet fra Mette, men det gør dem jo ikke mindre skønne.
Inde under hørstof og perler gemmer de på et smukt indre af guld og silke, så man ikke føler sig helt snydt, når den sidste serviet er brugt.

En nydelig stak tissueholdere ligger klar til mandag morgen men skolen får nu ikke dem allesammen. Jeg nupper lige nogen stykker selv. En til en kær kollega som har fødselsdag i dag. En til oldemor som har fødselsdag i december men aldrig ønsker sig noget. Jeg plejer at sende hende en smuk buket, det får hun også i år, tissueholderen bliver en ekstra lille overraskelse i postkassen. En bliver pakket sammen med nogle lidt kedelige lys, jeg har købt til en lille decemberleg, vi har på jobbet. Og så gemmer jeg lige én mere. Hvis nu der kommer endnu en forglemmelse, når vi for alvor går i gang med julemåneden.

Hastværk er lastværk

I min iver efter at komme i gang ved symaskinen i går, glemte jeg alt om faktaboks og links til Anika. Det er gjort nu – her søndag hvor tempoet er sat gevaldigt ned ovenpå gårsdagens udskejelser. Det er tid til stille sysler og måske en lille middagslur.

lørdag, november 24, 2007

Anika

Den første af de planlagte gaver er netop nu på vej til lagkagefest i Århus. Kusine Freja har fødselsdag, én af den slags hvor der stadigvæk er lyserøde gaver på ønskelisten. Ungerne har købt hver en lille ting og Bjørn har så fået det ærefulde hverv at overrække mit bidrag til festen. Jeg bliver herhjemme, for i aften har jeg en aftale med en flok kollegaer i Aalborg Kongres og Kulturcenter. Det er længe siden jeg sagde ja tak, da cheferne inviterede til middag og vinterrevy, så sådan må det være.

Jeg har strikket en Anika til kusinen og ville ønske, at jeg nu kunne skrive et sprudlende boblende indlæg. Jeg havde glædet mig stort til at få den model på pindene – alt talte for at det skulle blive en vidunderlig oplevelse. Jeg mener DesignClub og rib strik – i modsætning til andre er jeg en fan. Jeg tænkte at intet kunne gå galt men ..... også i mine øjne er modellen fejldimensioneret, jeg har afkortet ærmerne og forlænget kroppen men er ikke sikker på, at det er helt nok.
Garnet er Arwetta ekstra fin merino og det var skønt at strikke med, faktisk var det en ganske vidunderlig oplevelse. Det er så blødt så blødt men .... efter selv en ganske forsigtig vask blev det noget slaskværk. Jeg er glad for at det er ribstrik, for så er der da håb om, at trøjen trods alt holder faconen lidt.
Alt i alt kan jeg kun håbe på at trøjen bliver et større hit hos Freja end den er hos mig – i det mindste er jeg sikker på at farven er lige i øjet.

Og med det håb vil jeg kaste mig over gaverne til julebazaren – der er lige et par timer inden jeg skal afsted og det er alt for længe siden jeg sidst har siddet ved symaskinen. Jeg glæder mig!
Faktaboks
Opskrift: Anika fra DesignClub. Strikket på pind 3
Ændringer i opskrift: Jeg har kortet 3 cm af ærmerne og lagt tilsvarende til kroppen
Luxuz-O-Meter: Nej heller ikke denne gang

fredag, november 23, 2007

Panik

Der er gaver på pindene i disse dage. Nogen lander under et træ et sted i Danmark om en måneds tid, men inden vi når dertil har vi i familien 1 2 3 .... mange fødselsdage og ingen skal snydes.

De mange gaver kræver lidt planlægning men det gør ikke noget for jeg er god til den slags; Der er lavet lister. Lister over store gaver og små gaver, gaver til festerne og dem til alt det andet julefestivitas. Der er truffet beslutninger om hvilke gaver vi køber os til og hvilke vi laver selv. Alt var under kontrol, lige indtil ungerne kom hjem fra skole idag.

Jeg vidste godt, at der er julebazar på skolen i næste weekend. Hvad jeg ikke vidste er, at familierne plejer at donere en gave eller to til noget amerikansk lotteri halløj.
Der var lige et øjeblik hvor jeg kunne mærke panikken; Weekenden har et forholdsvist stramt program, hverdagen er i forvejen tæt besat og nu troede jeg jo lige, at vi havde styr på det hele.

I sådan en situation er det godt med et lille – øøøøh – pænt stort velassorteret lager. Der er gravet stoffer frem fra gemmerne, symaskinen er gjort klar til start og med lidt held ligger der et par gaver i ungernes skoletasker mandag morgen.
Roen er genetableret og vi er klar til at nyde weekenden.

søndag, november 18, 2007

Parasol

Jeg har tidligere fortalt om den fantastiske weekend jeg tilbragte i Næstved, om det lækre garn og alle fremtidsdrømmene jeg tog med mig hjem. Men jeg har endnu ikke fortalt om min store opdagelse – og her taler vi virkeligt skelsættende begivenhed. Jeg så nemlig med mine egne øjne, at der rent faktisk findes strikkere, som bliver færdige med selv store projekter, så de også kan anvendes til andet end opfyldning i strikkekurven!!

Jeg så både Plissé og Parasol i aktion den weekend og det var åbentbart lige netop det der skulle til.

Ponchoen er jeg helt vildt glad for og den bliver brugt rigtigt meget. Også mere end jeg umiddelbart troede jeg ville. Alle mine bekymringer, om hvorvidt man kan foretage sig andet end at sidde musestille i en så kropsnær model, er gjort til skamme. Jeg kan nok godt komme i tanke om en situation eller to hvor den ikke vil være så praktisk, men indtil nu har jeg på intet tidspunkt følt mig fanget i min Parasol.

Garnet er underskønt og jeg glæder mig allerede nu til næste gang, for sådan én bliver der afgjort. Kombinationen af Isagers Alpaca Wool og Spinni er genial; Det er blødt men stadig sprødt. De to garner giver tilsammen et skønt tweedet udseende og de ligner det de er – uld når uld er bedst. Resultatet er elastisk men også i den grad formstabilt og jeg er overhovedet ikke bekymret for at ponchoen vil vokse med opgaven, heller ikke selvom der er rigtigt mange retriller.
Retriller som jeg for øvrigt strikkede på rundpind så halvdelen af den er egentlig vrangmasker. I modsætning til Britt holder jeg nemlig rigtig meget af vrang og knapt så meget af sammensyning – men sådan er vi jo så forskellige.


Faktaboks

Garn: Isager Alpaca Wool frv. 019 og Isager Spinni frv. 10S

Opskrift: Parasol af Marianne Isager. Strikket på pind 4

Ændringer i opskrift: Et par stykker. Der er èn maske for meget i opslåningen og så begyndte jeg indtagningerne efter ca. 30 cm

Luxuz-O-Meter: Nej ikke på Strikkekurvens, men på mit hverdags luxuz-O-Meteret ligger den tilgengæld højt

Tidligere posts om denne poncho findes her