Mens jeg venter på at faderen i huset kommer hjem og overtager "lægevagten" for en stund, er starten gået for et par sokker; Et par sokker som allerede nu har en helt speciel plads i mit hjerte.
Garnet var en del af en ganske vidunderlig fødselsdagsgave fra Tina. Hun har selv farvet det, helt specielt til mig. Og jeg er bare så glad!
Farverne er skønne og den måde de snor sig på som spiraler er jeg helt vild med. Endnu engang tusind tak!
Om jeg forstår hvor du får al din energi og overskud fra.
Jeg har glædet mig meget til at få dette garn på pindene, så meget at jeg har overvejet om jeg skulle snyde lidt. Men jeg har tålmodigt ventet og kan nu strikke med god samvittighed - afslutningsfesten er forbi!
Zebraen er strikket færdig, enderne hæftet, der er lavet "duske" - den ligger bare der og venter på en lynlås.
Og det er her faderen kommer ind i billedet. I tirsdags måtte han i al hast forlade sit job lige midt i regnskaberne, for at hente de sygdomssvækkede poder. Siden da har han har haft travlt med at indhente den "tabte" tid, det er sådan det må være og der er ingen sure miner. Men nu må han altså gerne komme hjem - og helst inden butikkerne lukker.
6 kommentarer:
Skønne strømper. Jeg begriber heller ikke, hvor den kvinde henter energien! Bare det var min zebra, min hviler... k.h. Mette
respekt for din disciplin! Tænker på dig hver gang jeg passerer mine næsten færdige værker. Flot zebra!
kh Linda
Forstår godt du er glad for garnet fra Tina - det er smukt! Og Zebra'en er - som altid - et fantastisk skue. Duskene er et must!
KH Britt
Herlige sokker! Dit royale sjal er utrolig smukt - ligner jo en million !! Nu glæder jeg mig til at se hvad der skal på pindenen af nye projekter .... Rigtig god weekend til dig/jer. Kh Susanne i Silkeborg
Hende Tina gemmer vist på en indre strømpegarnsdesigner - det er bare vildt flot med det snoede farveforløb. Forstår godt du er glad og stolt over at have modtaget det !!
kh Dorte
Jeg er så vild med den zebratrøje - hvor finder man opskriften til den model - jeg MÅ prøve den.
Hilsen fra Vestfyen
Send en kommentar