lørdag, august 05, 2006

Audrey

Regnvejrsdagene i den forgange uge gjorde godt i vores hjem. Jeg er i forvejen ikke specielt begejstret for rengøringsaktiviteter og varmen fjernede den sidste lille bitte rest af energi. Men i takt med at temperaturen faldt steg aktivitetsniveauet og jeg fik ryddet op og ryddet ud i stor stil.
Mit klædeskab blev gennemgået hylde for hylde efter devisen - Hvis jeg ikke har brugt det, det sidste års tid kommer jeg nok heller ikke til det i det kommende. Udvalgte ting blev lagt til side på stoflageret - der er basis for en sød ting eller to til Maria - og resten er puttet i en stor sort sæk klar til genbrug. Det er en STOR sort sæk!
Der er masser af plads på hylderne også til hende her.

Men hun skal ikke ligge der så længe, kun lige indtil den "værste" varme har lagt sig, så skal hun bruges og bruges og bruges lige til hun hænger i laser. Og så laver jeg nok en ny!

Som det måske anes er jeg svært godt tilfreds med denne trøje. Det er meget længe siden jeg har strikket noget som i den grad er perfekt.
Det er oplevelser som denne jeg lever højt på! At jeg så måske skal igennem 5-6-7 eller 8 ikke så perfekte projekter før den pludselig er der, det gør ikke så meget. Lige nu er jeg ikke et sekund i tvivl om hvorfor det er jeg strikker - Derfor!! Garn, opskrift, design, pasform ...ja alt er bare perfekt og det har været en udsøgt fornøjelse.

Eneste lille bitte aberdabei skulle da lige være det anslåede garnforbrug i forhold til virkeligheden. Jeg havde 20 cm Calmer tilbage da sidste ende var hæftet og da havde jeg brugt af enderne fra opslagskanterne. Jeg strikkede str. medium, brugte 8 nøgler garn og i følge opskriften kan str. large strikkes af samme mængde. Det kan jeg ikke!

Garn: Calmer (50 g - 160 meter) fra Rowan. 75% bomuld - 25% acryl/microfibre. Farve 481.

Opskrift: Audrey fra Rowan/Kim Hargreaves.

Ændringer i opskrift: Absolut ingen - den er perfekt!

Tidligere posts om denne trøje findes her og her.

11 kommentarer:

Mette sagde ...

Skide flot, Helle! Den klæ'r dig. Hende, Audrey, vil jeg også gerne være veninde med. k.h. Mette

britt sagde ...

Hvor er den bare fantastisk - og sidder virkelig godt på dig. Et HIT!
Audrey er et drømmeprojekt - også for mig.
KH Britt
...der er ikke noget så fedt som at få luft i skabet - mit trænger også til en omgang....

Susanne sagde ...

Du er da inde i en herlig stime af gode oplevelser med strikkepindene :o) Endnu en gang klær du dit nye tøj !! Eller er det omvendt ?? :o) Kh Susanne i Silkeborg

Fru Schwartz sagde ...

Hvor ser i bare bragende godt ud sammen - Audrey er virkelig en smuk moden (eller er det dig!?)..Det er helt vildt, Helle!!

Kh Helle

Fru Schwartz sagde ...

Alså når jeg skriver moden, så mener jeg faktisk model!!!

Stik mig en staveplade...

strikkeforsker sagde ...

Hvor er den flot, Kim Hargreaves kan noget med design. Det lyder som en lidt for nervepirrende oplevelse med garnforbruget.

Linda sagde ...

Det kører da bare for dig! Meget smuk bluse, kanten og farven er suveræne!
kh Linda

Marie-Louise sagde ...

Den er vel nok vellykket Helle. Den sidder jo som var den designet til dig:-)
Kh.
Marie-Louise

Trine Als sagde ...

Hold da op hvor ser den bare lækker ud.
En veninde man kan ønske sig, sammen med tiden til at nyde hende :-D

Tillykke med succesen
Kram

Bettina sagde ...

Wauw, hvor er den smuk "in natura" - at se den på en professionel model har længe givet mig lyst tila t se den, men at se, at den også fungere "i praksis" er skønt! Og endnu en gang kan jeg høre, at Rowan og Kim ikke ufortjent er manges yndlinge. :o)

strikke_jane sagde ...

Virkelig flot model - er helt vild med halsen - gid døgnet havde flere timer og at jeg kunne samle mig om at strikke - det kniber gevaldigt for tiden.......... Ret misundelig på den trøje!