fredag, maj 25, 2007

Moster Mettes strømper

Jeg har skrevet det før - når hverdagen viser tænder søger jeg fred, ro og eftertænksomhed i selskab med mit strikketøj. Nogen gange vælger jeg et vildt indviklet og avanceret mønster fordi jeg har lyst til at "flygte" ind i mit strikketøj. I denne uge havde jeg brug for en mental opladning til gårsdagens store personalemøde og jeg har derfor strikket endnu et par terapeutiske strømper.
Maria stod for garnet og det har hun gjort så godt, at jeg følte mig rigeligt underholdt undervejs, også selvom strømperne er strikket helt i glatstrik.

Jeg har tænkt mange tanker mens maskerne fløj over pindene. Jeg var forberedt og klar til mødet - og jeg vidste at det var nødvendigt for jeg kender mine kollegaer. Der er rigtigt mange pæne piger i flokken, som måske nok brokker sig i krogene og er ligeså utilfreds med tingenes tilstand som jeg. Men når problemerne skal frem i lyset og debatten raser bliver de tavse som graven. Jeg har prøvet det så mange gange før, at det ikke længere overrasker mig, men jeg indrømmer blank at det stadigvæk irriterer mig grænseløst.

Det gik nøjagtigt som ventet - vi var få som trak det store læs i diskusionerne. Der var tidspunkter hvor jeg følte mig uendeligt alene - og jeg var træt helt ind til benet, da jeg kom hjem torsdag aften.
Fredag kom de tavse kollegaer forbi min plads i køkkenet i en lind strøm og sagde, at det var godt, jeg havde sagt det jeg sagde. Tja ... jeg tænkte at det var træls at de ikke havde hjulpet med med at få det sagt, men derudover har de ret.
Det var et godt møde. Og jeg vælger at tro på at det vil hjælpe os i dagligdagen.

Men i første omgang vil jeg nyde en velfortjent miniferie forklædt som pinse. Der ligger 4 helt vidundelige fridage forude og jeg glæder mig. Tiden er inde til lidt mere avanceret strik - måske jeg skulle se lidt nærmere på de Bayerische sokker der ligger i min strikkekurv. Det er vist også tid til at få sat lidt procenter ind på Luxuz-O-Meteret.
Faktaboks
Opskrift: Strikket efter sokkekompasset i Das Geniale Sockenbuch. Str. 37 strikket på pind 2
Luxuz-O-Meter: Nope! Men nu kommer der meget snart noget med procenter på bloggen.

2 kommentarer:

britt sagde ...

Godt gået, Helle!! Både kampen og sokkerne (hun har talent for farvning)!! Nyd ferien og de vildere projekter.
KH Britt

Linda sagde ...

Pyha Helle, en samling konfliktsky mennesker og een person til at tage rollen som brokkehovede, nice. Det er ikke den fedeste situation at stå i, håber det fører til noget. Godt kæmpet! Og så strikker du altså nogle umanerligt pæne sokker.
kh Linda