fredag, september 23, 2005

Flora klar til præsentation

I denne uge har farmand indtaget hjemmet igen. Dejligt naturligvis, men også dybt frustrende at han hver aften er kommet først til computerskærmen. Stor i slaget var han, da han annoncerede, at jeg så til gengæld havde den fulde kontrol over fjernsynsskærmen. Rigtig god fordelelig :o) Nå men intet er så skidt at det ikke er godt for noget - jeg har fået strikket en masse - og nu er det så tid til præsentation.
Surt show at modellen i mellemtiden er faldet i søvn, så Flora du må nok på scenen alene.
Den opmærksomme læser vil notere at der mangler nogle perler fra ingredienslisten. Det er ikke en forglemmelse :o) Den praktiske mor købte garn som kan klare en tur i maskinen - det er testet - og jeg er ikke sikker på at perlerne vil kunne klare en hel vinter uden slitage. Derfor er de udskiftet med en glimmerknap og ejeren er lykkelig. Hun er 4 år og VILD med alt der bare lugter lidt af prinsesse.

Det er skægt med Flora, for første gang jeg så hende, tænkte jeg "sådan en skal jeg absolut IKKE lave". Jeg kunne slet slet ikke se idéen, men ja ...man har jo et standpunkt til man tager et nyt. Og nu har jeg fundet garn frem til ikke bare én men hele to til mig selv. Jeg er forelsket i hendes snoede indre og det simple og dog elegante ydre :o) Derfor måtte jeg i går lige forbi HH Garn for at øge beholdningen af WonderWool. Jeg havde i første omgang kun købt ind til et par vanter, men jeg tror også at det kan bruges til Flora. Derudover var det på tilbud - nærmest så billigt at det i mangel på bedre kan bruges som ....ja isolering. Halvt ude af butikken slog det mig ....tilbud - garn ...NETTO og afsted det gik. Jeg snuppede den sidste sjalsbog og da jeg først havde fået den i kurven gik det som en leg: 4 sort, 4 hvid, 2 petroleumsfarvet mohair og så lige 3 nøgler sort uld og hæklebogen, når jeg nu var igang :o) Det var en lykkelig kvinde som forlod butikken - og til alle jer Webstrikkere der gik forgæves - Jeg var der altså først klokken 15, så det var ikke mig der tømte jeres butik fra morgenstunden :o)

En lille smule af det sorte uld har jeg tiltænkt Flora og måske et par vanter mere, hvis det grønne projekt lykkes. Jeg har forsøgt mig med en opskrift fra Garnstudio - med 1,2,3, mange tilpasninger undervejs. I aftes fik jeg endelig afsluttet den første og Bjørns kommentar var: "Nå er du ved at lave grillhandsker."

Øv !! Men jeg klør på og nu gælder det så om at få lavet nummer to inden jeg har glemt hvad det var jeg lavede om i forhold til opskriften, for jeg fik selvfølgelig ikke skrevet noget ned undervejs.

7 kommentarer:

Lola sagde ...

Fin Flora!

Jeg kan godt nikke genkendende til det med ikke at lave en Flora, sådan har jeg haft det hele tiden.... det vil sige indtil de begyndte at "poppe" op på de forskellige blogs. Hvor er de bare søde og sjove, så mon ikke jeg falder i...

KH Lola

Anonym sagde ...

Sådan havde jeg det også med Flora, men nu er jeg da også nødt til at strikke (mindst) et.

God fornøjelse med grillhandske nr 2 -håber den kommer til at ligne nr 1.

Mange hilsner, Tina R

Anonym sagde ...

Ja, jeg ville heller ikke strikke Flora, men det er lige som om opskriften trækker i mig ;-) Det er jo let og der er nogle stykker der har ønsket halstørklæder, såååå... :-)

Lækker hanske - men linket virker ikke :-(

Knus Britta

Helle Holst sagde ...

Hejsa Britta

Nu har min blog været på værksted - linket skulle virke igen :o)

Kh. Helle

Vivian sagde ...

Super-frisk signal-Flora :-))

Og hvor jeg kender det der med at lave om på noget i en opskrift og så skulle skynde sig med "tvillingen" :-)

KH Viv

Anita Lundkvist sagde ...

Sød Flora. Nu skal jeg snart have anskaffet garn til en, for jeg har ikke lige noget på lager. Min 4-årige skal også eje sådan en :)

Skøn "grillhandske" ;)

KH Anita

Anonym sagde ...

Flora er rigtig sød synes jeg. Både til små og store piger:-)
Jeg må også snart se at få strikket min.
KH.
Marie-Louise