mandag, juli 02, 2007

Miyake

Alt godt kommer til den der kan vente – og som af og til strikker en pind eller to. Det har jeg gjort – strikket og ventet – alt imens jeg har glædet mig til den dag hvor jeg endelig kunne skrive dette indlæg på bloggen og præsentere en færdig Miyake.

Gud jøsses hvor er det et kedeligt strikketøj, men nu hvor det er slut, er det lige før jeg savner det. Miyake har været det strikketøj jeg hev frem fra kurven, når jeg var træt i krop og sjæl. Når jeg havde lyst til at strikke lidt uden at tænke for meget over hvad det var jeg lavede. Mange lange pinde i ret og vrang det har været ren terapi. Der er strikket rigtig mange tanker ind i de her masker og jeg vil glæde mig til at vikle dem om mig.

Egentlig er jeg ikke så meget til tøj der sådan skal draperes om kroppen. Jeg syntes at det hele tiden skal arrangeres, at det glider og falder ned. Under de utallige målinger, for at se om den da ikke snart var stor nok, kunne jeg også mærke at den inderste flap havde tendens til udfald. Jeg vidste at det ville blive en kilde til evig irritation så derfor lavede jeg en trense i det øverste hjørne inden jeg lukkede den sidste maske af og monterede en knap på indersiden. Nu bliver den hvor den skal være og jeg kan gemme mine eder til andre irritationsmomenter.

Garnet er noget uldgarn jeg købte engang hvor BC Garn havde knaldtilbud. Det er dejligt at strikke med og det faktum at der er inkluderet lidt græs og grene betyder ingenting - det har jeg bare pillet ud undervejs. Det er måske lige krads nok til en hel dag uden ærmer under Miyake men én times tid eller to går det an. Og når temperaturen falder er der også plads til et par lange ærmer under.

Garnet kom på en spole med 600 gram garn, en kæmpe model som det til tider har været lidt besværligt at finde plads til i strikkekurven. Men til gengæld betyder den store samlede garnmængde så også at Miyake er strikket af ét garnnøgle og monteringen var hurtigt overstået - hæfte, hæfte og vupti så var det gjort.
Og endnu ét af de 6 tvungne projekter til Luxuz-O-Meteret er afsluttet.

Faktaboks

Garn: HILL SIDE uld købt hos BC Garn

Opskrift: Miyake fra Design Club. Strikket på pind 2½

Ændringer i opskrift: Nope

Luxuz-O-Meter: 210 gram lagergarn forøger Luxuz-O-Meteret med yderligere 10,5 %

Tidligere posts om denne vest findes her og her

10 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hvor er den flot den Miyake, og hvor den dog klæder dig. Dig figur er som skabt for Miyake.

Bedste hilsner
Kate, Kalvehave

Maria sagde ...

Kanon-flot! Den klæ'r dig rigtig godt! Tillykke! (jeg glæder mig til at jeg bliver lige så go til det der strikkeri som du er!)

strikke_jane sagde ...

Smukt par! :-)

strikkeforsker sagde ...

Hvor er den flot og stor respekt for, at du gider ribstrik på p 3 ;-)

britt sagde ...

Tillykke med den!! Miyake er en virkelig dejlig model - jeg bruger min meget. Du har i øvrigt ret mht den inderste flap - den glider ned, hvis ikke den fæstes.
Og ja, den er gaaaaabende kedelig at strikke - men ligepræcis sådan skal terapistrik jo helst være.
KH Britt

Karen S sagde ...

I ser ud til at være gode sammen. Og farven er skøn.
Men jo, det er skønt at blive færdig med sådan en langsommelig evighedsting, som man alligevel glæder sig til.

Kh Karen S

kludemutter sagde ...

Den ser skøn ud, lækker farve.

MONA sagde ...

Hvor er den flot sidder rigtig godt,pragtfuld farve;-)) God ide med at lave en trense:-))

Inges uldprogram sagde ...

Den er SÅ flot. Er selv igang med miyake version 2.0, da min første blev for stor/lang, men din ser helt perfekt ud.

Mette sagde ...

...måske jeg alligevel skulle overveje at strikke den model, selvom jeg er sikker på, at jeg vil ligne en søpølse svøbt i rib! Trods det at jeg kun går i kropsnære modeller.