lørdag, januar 24, 2009

Ordnung muss sein

Mit oprydningsraid griber om sig. Jeg åbner skabe og skuffer, sorterer og arkiverer på rette sted – og det føles godt.
Jeg har været forbi stakkene med de vigtige papirer, det store skab med ungernes kreative sysler og i denne uge var turen så kommet til reolen med alle mine strikkerier. Den har gennem de sidste par måneder fået en lille filial i stuen og det var vist tydeligt for enhver, at jeg havde mistet overblikket. Der var garn og pinde og hæklenåle og strandede og igangværende projekter i en stor pærevælling.

Den første grovsortering åbenbarede et mindre bjerg af projekter. Et bjerg af super lækre ting nuvel, men jeg sad alligevel tilbage med en lille følelse af panik, som ikke hjalp synderligt på min indre ro. Noget måtte der gøres og jeg tænkte, at det måske var nu Ravelry skulle bringes på banen.
I disse dage er der ikke langt fra tanke til handling så ..... Nu er alle mine strikkerier, fra den tid hvor jeg har skrevet faktabokse på bloggen, lagt ind.
Bjerget er gennemgået med hård hånd; Enkelt ting endte i fyret og andet er vendt tilbage til deres oprindelige form som fine garnnøgler. Det sidste – og det var egentligt det meste er lagt ind på Ravelry med procenter og alt det andet. Der mangler stadigvæk lidt billeder men de kommer på efterhånden som jeg angriber dem - med en følelse af ro og overblik.

Første projekt er Topstykket, som mangler så lidt, at det egentlig er helt til grin.

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

SÅDAN, Helle! Det er jo en sand fornøjelse - må ind og kigge og se om de projekter jeg husker er overlevet....hihihihihi...
Knus,
Britt

Anonym sagde ...

Der hærger vist en oprydningsinfluenza. Jeg smutter ind på Ravelry for at kigge

Tina/Chance-strikkeren sagde ...

Sikken flid - kan man ikke låne dig en uges tid til div. oprydning i dagtimerne og strik og snak i aftentimerne?!

KH Tina

Psst....apropos Ravelry: vi køber den altså ikke, den der med du kun har 1 bundt garn på lager ;o))

Anonym sagde ...

Jeg har givet dig en award - se min blog :-)
Knus,
Britt
.....der er dybt imponeret over dit mod: du stasher på Ravelry!!