mandag, oktober 08, 2007

Weekendsysler

I en hverdag med mand og børn og alt det andet er der af og til ting som jeg ikke når at få gjort. I løbet af ugen trækker jeg halen af hængepartier efter mig i håb om at der lige pludselig bliver god tid. Men det sker næsten aldrig og når weekenden kommer står jeg foran valget mellem at tage hul på puklen eller stikke af. I fredags faldt valget på det sidste – jeg lod den dårlige samvittighed blive hjemme og drog afsted til strikkefestival i Næstved.

Det skulle vise sig at være en rigtig god beslutning. Det var min første festival men absolut ikke den sidste - timevis med strik og dejligt selskab - sjældent har jeg hygget mig så meget. Tusind tak for en skøn weekend!

Jeg ville gerne have vist et billede men kameraet kom aldrig op af tasken. Måske det er et udtryk for manglende rutine? Eller også er det bare fordi der var alt muligt andet som tog min opmærksomhed. Der var lækkert garn og inspiration allevegne – og min hoved er fyldt til randen med alt alt for mange nye idéer.

Nu er jeg hjemme igen hos dem jeg elsker allermest – og alle hængepartierne, men jeg er fuld af energi og i den grad klar til at tage livtag med den dårlige samvittighed.
Der er noget med en sidste del af opskriften på søsters tørklæde, noget med en 7´er som jeg ikke har fået svaret på og ..... ja listen er lang. Lige om lidt så går jeg igang, det lover jeg.

2 kommentarer:

Kludemutter sagde ...

Det var hyggeligt at møde dig og se dig og dit tørklædet i levende live. Næste år vil jeg se om det kan blive til en hel weekend,istedet for "kun" lørdag.
Kh Yt.

Vivian sagde ...

Tak for sidst, så hyggeligt at se dig IRL, selvom jeg slet ikke følte det var første gang vi mødtes!
:-)
Mange hilsner
Vivian