torsdag, august 16, 2007

Clue 5 & 6

Så fik jeg strikket de to clues til Mystery Stole som blev frigivet mens vi var på ferie i farfars sommerhus.

I den periode blev det også offentliggjort at temaet i år er Svanesøen. Det havde jeg aldrig gættet! Men nu hvor jeg ved det, kan jeg godt se, at faconen med den spidse start og vingen som afslutning minder om en fugl. Mønstret på vingen som ligner fjer er sådan set også godt tænkt. Når jeg ser på den del af sjalet alene, syntes jeg egentlig også, at det er meget pænt men ...... der er noget med overgangen mellem sjal og vingedelen som ikke huer mit øje. Den er sådan lidt løsagtig.

I sin helhed bryder jeg mig heller ikke specielt godt om faconen. Jeg har haft det liggende et par dage, tænkte at jeg måske bare lige skulle vænne mig til det. Men nej. Jeg syntes ganske enkelt ikke at det er pænt. Jeg mangler harmoni og ved at jeg aldrig nogensinde kommer til at bruge det som det ser ud lige nu.

Derfor priser jeg mig lykkelig for at jeg har fulgt alle anvisninger fra Melanie og tog mig tiden til at sætte en livline ind i clue 4. Det giver mig nemlig mulighed for at trævle vingen op, strikke endnu en omgang af clue 1 til 4 og så samle de to dele på midten - og det vil jeg gøre!

Selvfølgelig er det en lille smule ærgerligt, at jeg har brugt et par timer eller flere på at strikke, montere perler og hvad ved jeg til ingen verden nytte. Men det var jo et sats, da jeg kastede mig ud i mysteriet. Jeg vidste at der var en risiko for, at jeg ikke ville blive ovenud begejstret, så sådan er det.
Kombinationen af silke og Addi Lace er stadigvæk en udsøgt fornøjelse og jeg ved at det her er den rigtige beslutning. Det eneste der ærger mig en lille smule er, at jeg i morgen ikke vil gå rundt og glæde mig til frigivelsen af det allersidste clue.

4 kommentarer:

Jette sagde ...

Hej Helle
Jeg er stort set enig med dig, mht til faconen på sjalet, og overgangen til "vingen" er ikke særlig køn, men jeg må leve med det, da jeg ikke, so du, har sat nogen livline i og endvidere har strikke i mohair, så det kan ikke trævles op. (har også gang i et i uld)
Dit ser da ellers nydeligt ud, pænt og glat.
Mvh Jette

strikkeforsker sagde ...

Hej Helle,
Jeg er ikke kommet igang endnu. Da jeg så billeder af sjalet med vingedelen faldt dommen, der bliver aldrig slået op til MS3. Overgangen til det nye hulmønster og så den bratte afslutning af borten er temlig kikset IMHO.

Ulla

Anonym sagde ...

Helt, helt enig. Jeg bryder mig heller ikke om de 2 dele sammen. Besluttede det samme som Ulla, da jeg så vingen. Din beslutning er helt rigtig - for første halvdel er smuk i dit garn!
:-) Britt

Tina/Chance-strikkeren sagde ...

Øv...ja, det kan selvfølgelig blive lidt for "mystery". Det er vist den helt rigtige løsning at pille op. Det er ærgerligt at pille op, men det er endnu mere ærgerligt at have noget liggende, man alligevel ikke får brugt.

KH Tina