lørdag, oktober 21, 2006

Kamæleoner

Så blev det efterår og ferie for de udvalgte; Hverken manden eller jeg var i blandt dem så vi har nydt en uge hvor der var rigtig god plads på vejene. Specielt turen hjem har været en fornøjelse med smukke efterårsfarver og udsigt til en hyggelig eftermiddag med ungerne. Jeg elsker efteråret og de kølige vinde men den faldende temperatur mindede mig også om et løfte jeg har givet for længe siden. Engang imens det stadigvæk var sommer lovede jeg en kær kollega nogle sokker til hende og hendes søn i bytte for en stor stak jeans til Kristian; Det er vist ved at være på høje tid.

De har haft frit valg i min kurv med strømpegarn og valget faldt på kamæleonen.
Normalt er jeg ligeglad med om mine sokker bliver ens - altså mønstret i selvstribende garn. Men nu hvor det var en "bestilling" gjorde jeg mig lidt ekstra umage og se så hvad der skete .... Garnet skippede lige en farve eller to og jeg må konstatere at også Opal er ligeglad med om sokkerne bliver ens. Eller også så gør de det med vilje, så man skal bruge ekstra meget garn fordi man skal lede efter et sted hvor mønstret passer ???
Den kommende ejer og hans mor er heldigvis også ligeglade bare sokkerne er varme - det er de !! Og kan tåle en tur i vaskemaskine og tørretumbler - det kan de !!

Faktaboks

Garn: 4-trådet Kamæleon fra Opal

Opskrift: Strikket efter sokkekompasset i "Das Geniale Sockenbuch". Str. 38 og 31 på pind 2½

6 kommentarer:

Fríða sagde ...

det med at få sokkerne ens, det forsöger jeg mig ikke ens på! fine sokker, de må blive glade! hvordan går det så med drömmerne?
hilsen fra Island
Frida

Tina sagde ...

Jeg har også haft det meget svært med at lave sokker, der ikke var helt ens. Første gang, jeg kastede mig ud i det, gik det helt "galt", for jeg skiftede nøgle undervejs (havde allerede strikket et par børnesokker af det første nøgle), og så var nøgle nummer 2 vundet op den MODSATTE vej. Jeg opdagede det først, da jeg var færdig.....men hold op, hvor havde jeg svært ved at sætte mig ud over det.
KH Tina

britt sagde ...

Selvstribende garner har deres helt eget liv - når man forsøger at få dem ens bliver de det nogengange ikke og når man overhovedet ikke forsøger bliver det alligevel symmetrisk (min Esther-kjole). Uanset hvad er det jo først og fremmest sjove og ikke stilige strømper i den slags garner - så pyt med det...
KH Britt

strikkeforsker sagde ...

Uuuuuuh jeg har er total symmetrifikseret og prøvet at matche farver. Jeg slår masker op præcis ved overgangen mellem to farver....Meeeen det er der endnu ikke lykkes at strike nogen ens ;-)

anne sagde ...

Skønne farver, dem ville jeg også falde for. Jeg har helt samme oplevelser med Opal garn. Jeg har måtte strikke mange sokker om pga. selvsamme, jeg har det ikke så godt med at de ikke er ens. Faktisk har jeg oplevete op til flere gange, at Opal garn pludselig skifter retning i mønstret, oftest fordi garnet har været brudt og er blevet bundet sammen igen.
Jeg er mere og mere gået over til at strikke ensfarvet og så lave mine egne striber.

LivM sagde ...

Nydelige farger. Selv om jeg egentlig ikke synes det gjør noe at de blir forskjellige, så må jeg innrømme at jeg prøver å starte på samme sted på garnet slik at de blir like. Stort sett lykkes jeg, men ikke alltid!