lørdag, september 16, 2006

Lidt har vel også ret

Jeg ville så gerne lave et indlæg der sprudlede af nye idéer, kreativitet, inspiration og lækre nye garner men .... efter en uge hvor mit arbejdsliv i den grad har ædt af min fritid må jeg konstatere at der ikke er meget nyt at berette fra strikkekurven.

I ugens løb har jeg brugt mange timer sammen med nogle af firmaets klogeste hoveder. Jeg blevet testet på kryds og tværs, min personlighed er blevet kortlagt og det har givet stof til eftertanke.
Jeg må indrømme at jeg blev noget overrasket da de kloge fortalte mig, at jeg ikke er spor kreativ, ej heller den mindste smule nytænkende eller kvalitetsbevidst. Ja faktisk blev jeg lettere irriteret over at jeg skulle bruge så meget af den tid, hvor jeg mener at jeg er kreativ, på at høre på at det er slet ikke det jeg er. Jeg overvejede om jeg måske bare skulle pakke min personlighed sammen og tage hjem til symaskinen, men blev alligevel hængende. Jeg nåede derfor også at høre, at det de har kortlagt er mine præferencer og den profil derfor oftest viser sig når jeg bliver presset.
Her lørdag formiddag må jeg konstatere at de havde ret - de kloge hoveder. De pressede mig på min fritid der svandt ind til næsten ingenting - og jeg har strikket sokker. Et par helt almindelige glatstrikkede sokker uden den mindste form for dikkedarer; Boomeranghæl, boomrangtå og selvstribende garn fordi det ikke kræver nytænkning - det kommer helt af sig selv.

Næste uge vil så vise om jeg trods alt kan mobilicere en smule kreativitet når tiden er der til det. Jeg er nemlig sendt på en uges tvungen afspadsering; Der er mange timer som skal afvikles inden vi når december og jeg klager ikke!

Faktaboks

Garn: Crazy Color fra Regia frv. 5439

Opskrift: Strikket efter sokkekompasset i "Das Geniale Sockenbuch". Str. 30-31 på pind 2½

2 kommentarer:

IF Stjernen sagde ...

Hvis du skulle få lyst til at være kreativ en dag ;-) så kunne jeg virkelig godt bruge sådan en nålebog og evt også en madras. Så jeg holder øje med dig!! Eller nok bare din blog :-)

Knus Britta (der også nyder noget "selvstrikkende" arbejde en gang i mellem - det er så dejligt afslappende)

Anonym sagde ...

Lidt har aldeles rigtigt meget ret. Det er så vidunderligt at der findes så mange slags strikketøj at der stort set er til enhver slags humør - og sådan en omgang sokke-selvstrib er rigtigt dejligt.
KH Britt
....der har et meeeeeget ambivalent forhold til test-folk, der mener at kende sandheden bedre end en selv!! Husk tests ser max 10% af dine egenskaber - selv i den bedste test! En test er altid kun et udgangspunkt for en snak.
Jow - du er skam kreativ - i hvert fald i mine øjne!