søndag, september 03, 2006

Fsssssss.....

Søndag, sådan lige omkring frokosttid gik gassen af ballonen.
Der er møbler på Kristians værelse, den ønskede blå væg er malet og der er hængt et par billeder op men ..... jeg mangler stadigvæk at kreerere et par malerier og en natlampe med seje pokémons. Den slags foregår bare bedst når inspirationen raser og kreativiteten blusser; Det gjorde den ikke her til eftermiddag.
Heldigvis er Kristian et meget tålmodigt barn så der var ingen våde øjne da jeg meddelte at nu orkede jeg altså ikke mere i dag. Han havde faktisk heller ikke rigtigt tid mere for han havde en aftale - en aftale der involverede hans far og en Playstation i stuen.

Det var kun et ganske kort sekund jeg stod stille, nåede lige at overveje hvad jeg nu skulle fornøje mig med, men hun så det - min lille engel.
Og så behøvede jeg ikke at overveje noget mere. Hun mente nemlig at det var på høje tid med det der tøj til hendes Barbie; Det var en gammel aftale og hun havde ret - det var på høje tid.

Opskrifterne var printet herfra og de var lagt i prioriteret rækkefølge - dem der ligger nederst i stakken når jeg nok aldrig frem til for der er mange. Vi greb den øverste, en kasse med garnrester og lod drengene få fred i stuen; Det var tid til en tøsehyggestund i det lyserøde værelse. Vi fik snakket om veninder og kærester, lipgloss og perler alt imens Barbie fik nyt tøj - i guld og lyserød plys:o) Jeg har sunget rigtig meget Anne Gadegaard i dag men det var super hyggeligt, der i skæret fra natlampen.

Tusind tak for de mange søde kommentarer både her og på mail om den glimtrende lampe. Jeg er selv rigtig glad for den - mest fordi Maria er lykkelig.
Og nej Ulla jeg er ikke hverken indretningsarkitekt eller dekoratør; Jeg lever af at lave mad til en flok sultne it-konsulenter. Men jeg er vokset op med en snedker far som skabte de skønneste ting med hans hænder, et par brædder og en kasse søm. Måske lidt at det har smittet af? Det er ikke altid at mit resultat bliver fantastisk smukt, nogengange er det bare fantastiskt men jeg nyder skabelsesprocessen.

Ingen kommentarer: