Finito

Rutchebanen kører stadigvæk derudaf for fulde omdrejninger og jeg har hængt på - én dag ad gangen. Kvalmen har været tiltagende de sidste par dage og jeg har flere gange haft lyst til at råbe: ”Stop jeg vil af!!”
Men weekenden bød på aktiviteter, som jeg at vidste specielt den yngste del af familien ville være rigtigt kede af at gå glip af, så jeg kæmpede mig igennem. Det ville være løgn, hvis jeg sagde at jeg nød det, men i det mindste skulle jeg ikke se på to små skuffede ansigter her til morgen, hvor jeg var tvunget til at overgive mig til min krop ynkelige beskaffenhed.
Næsen løber, hovedet værker, maven bobler, der er baciller på spil i min krop og det er noget værre ynk.

Midt i al klynkeriet kan jeg dog glæde mig over at søsters tørklæde er blevet færdigt.
Det er vasket, tørret, klar til afgang – og det bliver snart. For jeg glæder mig til at høre hvad hun syntes, når hun for første gang får det i hænderne. Jeg ved, at hun er begejstret for det hun har set indtil nu så mon ikke det hele ender lykkeligt.

Jeg har i hvert tilfælde nydt hver eneste øjeblik, hvor jeg har hæklet små dippedutter og forenet dem efter forgodt befindende. Faktisk har jeg nydt det så meget at jeg har gjort garn klar til endnu et tørklæde; Jeg kender én mere som også ønsker sig.

Det har været en fantastisk oplevelse og de mange positive kommentarer jeg har fået med på vejen har fyldt mig med varme og stolthed. Det er jo altid dejlig, når andre syntes om det man laver, men helt ærligt så er det faktisk ikke særlig svært at hækle det her tørklæde.
Derfor tænkte jeg på om det måske kunne have interesse hvis jeg forsøgte mig med lidt opskrift.

Jeg har ikke nogen færdig opskrift liggende, ikke andet end lidt skriblerier og så resten i hovedet ligenu. Jeg ved heller ikke lige helt hvordan det skal gøres men forestiller mig at det bliver sådan lidt hen ad vejen mens jeg laver mit eget – hvis I altså syntes at det kunne være interessant.