
Der har været stor afstand mellem de færdige projekter fra strikkekurven de sidste par uger. Arbejdsdagene har været lange og hektiske og præget af så uendeligt mange pligtopgaver, at jeg meget bevidst kun har lavet de lige netop de ting jeg havde lyst til i min sparsomme fritid. jeg har strikket! Strikket på livet løs, alt imens stakken af klar-til-montering er blevet større og større.
Det har været dejligt - og ved I hvad det var det faktisk også i går eftermiddags hvor jeg satte mig i et solbeskinnet hjørne med stakken og en nål eller to.
Første projekt var Wicked - trøjen som har voldt mig så mange kvaler udenvejs men nu hvor den er færdig gør mig ganske glad.
Først var det størrelsen der drillede. Jeg havde
læst at modellen var lidt stor så jeg snuppede et lille nummer og strikkede løs. Der er steder i opskriften hvor det forslåes at man prøver trøjen på for lige at sikre at størrelsen passer men ... det sprang jeg let og elegant hen over. Nu gik det lige så godt og jeg havde jo læst at modellen var stor! Derfor var det først da jeg skulle checke om mine udtagninger ved taljen passede, at det gik op for mig at jeg var i gang med en meget meget tætsiddende udgave af Wicked. Jeg brugte et par timer på at overbevise mig selv om at der kun var én vej, at det var tilbage og så slog jeg en ny omgang masker op.
Anden gang blev opskriften fulgt slavisk og størrelsen checket hver eneste gang det blev anbefalet - alt tegnede godt.
Originalen er født med en kængurulomme. Den lavede jeg også, jeg monterede den og strikkede det sidste stykke rib. Lommen er sød men ved det sidste størrelsescheck kunne jeg konstatere at den absolut ikke gjorde noget godt for mig. Den virkede lille bitte og fungerede egentlig kun som et ekstra lag lige netop der hvor jeg ikke har brug for noget ekstra - midt på maven!
Lommen var strikket fast ved overgangen til ribben så der var endnu engang kun én vej frem - og den gik tilbage. Da jeg alligevel skulle strikke det nederste stykke igen valgte jeg at skifte den almindelige rib ud med snoningsmønstret fra hals og ærmer. Ikke fordi ribben ikke fungerer mere fordi jeg syntes at snoningerne er pænere.
Ærmerne lykkedes i første hug - jeg strikkede 2 cm glat inden snoningsmønstret men fulgte ellers opskriften. En opskrift som for øvrigt er super god og absolut kan anbefales.
FaktaboksGarn: Lucca fra BC frv. ub09
Opskrift: Wicked fra Zephyr str. 36-39, strikket på pind 4½
Ændringer: Strikket uden kængurulomme og med snoningskant forneden i stedet for rib
Cashmere-O-Meter: Jeps! 216 gram af det garn der blev tilovers da jeg strikkede
Refined Raglan. Det giver 10,8 % som stryger direkte ind på Cashmere-O-Meteret
Tidligere posts om denne trøje er
her og
her og
der