mandag, marts 24, 2008

Tool Book


Om lidt går solen ned som afslutning på en skøn dag og skøn ferie. Jeg har nået en masse de sidste par dage, men der er også ting jeg aldrig fik taget fat på. Det meste af det lever jeg fint med, det betyder bare, at vi må leve med beskidte vinduer et par dage mere men .... der er èn ting, som virkelig giver mig dårlig samvittighed; Den længe lovede how-to-do-a Tool Book.

Jeg har skubbet den foran mig i alt for lang tid og tro mig, det har ikke været af ond vilje. Jeg har troede virkelig på, at jeg meget meget snart ville få lavet min egen Tool Book – og ikke mindst få fotodokumenteret processen.
Jeg synes jo faktisk, at den jeg sendte som PIF gave til Britt var ret lækker. Men mine gode intentioner hjælper ikke meget og Nanna har virkelig ventet alt alt for længe – Undskyld!
Nu har jeg søgt og jeg har fundet en tutorial, som på magisk vis næsten er identisk med det jeg gjorde. Den ligger lige her.

Der er dog et par forskelle, som jeg vil forsøge at skrive mig ”ud af”.
Lukningen på Britts Tool Book er lavet med et langt smalt bånd og en knap. Tanken var at båndet vikles flere gange rundt og snurres rundt om knappen.
Knappen syede jeg fast på ”yderstoffet” inden det blev limet fast og båndet blev limet fast sammen med stoffet indeni.
Indeni bogen har jeg udover elastikken også syet et lille ekstra stykke stof fast – for at der skulle være et sted til en nål eller lign. Stoffet bliver limet fast og der burde i princippet ikke være luft under det.
Det lille stykke stof er forsynet med en lille logo tegning. Den og skriften på forsiden er frihåndstegninger lavet direkte på stoffet med en permanent tusch.

Hvis der er spørgsmål eller andet du tror, jeg kan bidrage med, er du meget velkommen til at sende mig en mail; Jeg hjælper gerne – og jeg skal nok få lavet den der how-to-do .... engang.

Billeder er venligst udlånt af Britt – Tak!

Flere hynder....

Så er den sidste pude syet – mit havesæt i hør er komplet og jeg glæder mig over synet af den store stak. Nu venter vi kun på foråret og udesæsonen.

Påskeferien endte med at få et andet program end først tænkt, det sørgede sneen for. Men bare fordi det er anderledes er det jo ikke nødvendigvis dårligt.
Jeg fik ”gjort kål” på 7 meter hør og jeg har nydt de skønneste timer ved symaskinen. I morgen venter hverdagen og det skal nok også blive fint nok – selvom jeg godt gad, at ferien stadigvæk lå ny og fin og ubrugt foran mig men ......

Jeg har besluttet at mit havehyndearrangement også bliver mit 3. bidrag til de 12.
Jeg ved, vi tager fat på en hverdag i hektisk tempo og sandsynligheden for, at jeg når at afslutte endnu et lagerprojekt, inden marts måned rinder ud er minimal. Og det var trods alt kun 4 lynlåse jeg måtte investere i - resten havde jeg på lager.

lørdag, marts 22, 2008

Super Karla

I onsdags, ved indgangen til den officielle del af påskeferien, gik starten på Webstrikkernes KAL 2008. Jeg havde meldt mig til og var klar; Det her jeg faktisk været i mange måneder, for garn og opskrift kom i hus allerede i oktober umiddelbart efter min weekend i Næstved. Dengang så jeg Janes smukke Super Karla og var ikke et sekund i tvivl om, at den måtte jeg bare strikke engang.

I går aftes tog jeg så fat. I erkendelse af at X-Faktor ikke kan nydes i selskab med en symaskine, måtte de sidste havehynder vente lidt – og det skulle vise sig at være en beslutning med vidtrækkende konsekvenser.... Det blev helt vildt sent inden jeg kom i seng – og det var egentlig mere af nød end af lyst, for jeg var slet ikke træt. Men jeg havde set, hvordan sneen faldt tæt ude i nattens mørke, og jeg vidste, at der ville stå fire små trippende fødder ved min seng tidligt her til morgen.

Nu er sæsonen første sneboldkamp vel overstået og ungernes legekammerater er ankommet. Der er latte i koppen og symaskinen snurrer lystigt. Om lidt er de sidste havehynder færdige og så skal Super Karla ud at flyve igen. Det er ren magi!
Jeg vidste det egentlig godt, for jeg har læst om det både her og der, men det er helt vildt sjovt det her strikketøj.

fredag, marts 21, 2008

Prinsessen på ærten

Stakken af havehynder og puder vokser med lynets hast. Der mangler kun lige 6 små puder til stolene, så har vi et komplet sæt i hør.

Familien har været forbi symaskinen og de har kommenteret. Maria synes det ligner noget fra ”Drømmeværelset”, mens Bjørn var lidt mere bekymret for farven. Han mener vist, at den er lige sart nok til vores familie, og jeg er bange for, at han har ret - men det var hør, jeg ville have!!

Han talte dog ikke for helt døve øre. Jeg gik i tænkeboks og kom frem til en, synes jeg selv, genial løsning på eventuelle fremtidige griserier.
”Indmaden” fra de gamle hynder til liggestolene er blevet delt i to og puttet ind bag hver sin lynlås; Så kan den lynhurtigt pilles ud igen og stoffet klarer fint en tur i vaskemaskinen.
Siden sidst er drivhuset ude i solgården blevet forsynet med det fineste trægulv. Og det skyldes ikke egne evner så - Tusind tak far!!
Det bliver en skøn lille oase. Jeg kan se det for mig - krukker med blomster og små fine jordbærplanter, en liggestol med nye hynder, en latte og et lækkert strikketøj.

Jeg glæder mig stort og kan næsten ikke vente så ..... Kom dog med den snestorm! Lad os få det overstået – for jeg vil gerne snart ha´ forår.

onsdag, marts 19, 2008

Påskesysler

En larmende mangel på kreative indslag har præget min hverdag; Der har intet været at skrive om de sidste par uger, men det skal der laves om på nu.
Påskeferien er skudt igang og der står drivhus øverst på programmet. En tiltrængt renovering som involverer et nyt gulv og en solid rengøring. Havemøblerne er også sat frem, de trænger til den helt store tur, men det må vente til i morgen for ingen af os gider lige nu – og vi har trods alt ferie.

Midt i et spil Ludo med ungerne skete miraklet – jeg blev ramt af den kreative ild, og nu ved jeg lige pludselig hvad eftermiddagen også skal bruges til – Nyt betræk til hynder og puder til havemøblerne!
Det trænger vi til – og der er heldigvis ikke langt fra tanke til handling. Der er stof i skabet og tråd i maskinen – klar, parat, start!!