tirsdag, september 30, 2008

Strik naturligvis

”God fornøjelse” skrev Annette Danielsen i min bog, da hun søndag formiddag afholdt workshop på strikkefestivallen i Silkeborg. Og lad det være sagt med det samme, det er en fornøjelse! - alene at bladre i bogen. Den er fyldt til sidste side med de skønneste strikkerier og jeg har lyst til at strikke dem allesammen fra en ende af, men indtil videre nøjes jeg med de små prøver fra workshopmaterialet.
Der er vendestrik, dobbeltstrik, skyggestrik og lækre snoninger. Der er skønne modeller både til ham og hende. Der er alt hvad mit hjerte begærer og den eneste grund til, at jeg endnu ikke har kastet mig over de rigtige modeller, er en fortvivlende mangel på garn. Men det er der heldigvis råd for, så nu venter jeg bare på at posten finder vej til mit hjem.

I samme øjeblik jeg så Cumulus, vidste jeg, at den skulle være mit Luxuz-O-Meter strikketøj. Jeg var ikke et sekund i tvivl og glemte i samme øjeblik, at jeg egentlig allerede fredag havde købt et Geilsk Topstykke som belønning. Men sådan er det så meget .....

Annette Danielsens besøg på festivallen satte et perfekt punktum for en fantastisk vidunderlig weekend. Fyldt med hygge og dejligt selskab, grin og lækker mad – og Strik naturligvis.
Tusind tak for en skøn oplevelse!

Update. Så har posten været på besøg, ungerne kører med ”krydsnøglen” og har bestilt toasts til aftensmad som betaling. De virker egentlig også lidt trætte, mon ikke de skal tidligt i seng ......

torsdag, september 25, 2008

Pilespids

Så blev der stille på bloggen igen. Hverdagen drønede forbi og jeg løb efter det bedste jeg har lært, alt imens jeg jagtede et roligt øjeblik, hvor Maria og jeg kunne mødes i en lille fotoseance.
Jeg havde nemlig planer om, at I skulle se billeder af Millekjolen in action – og det samme var egentlig også planen med Pilespidsen. Men jeg gir´ op!!

Der er alt for meget knald på hverdagen og jeg glemmer alt om fotoseancer i det stramme program. Som regel kommer jeg først i tanke om det, når Maria forlængst er puttet ned under dynen, alternativt når vi står med det ene ben ude af døren. Og nu gider jeg simpelthen ikke vente længere. Jeg vil videre. Der er nye lækre strikkerier som maser sig på, så de goe billeder må vente til en anden gang. Og mere er der desværre ikke at sige om den sag.

Der er heller ikke meget nyt at sige om Pilespidsen. Modellen har forlængst gået sin sejrsgang igennem blogland og jeg nåede ikke med før nu. Pasformen er tjahh.... Også selvom det hjalp gevaldigt, at jeg snuppede halskanten fra Rosenkjolen med løbegang og hæklet snor. Måske bliver den fin til næste sommer? Måske kommer den aldrig længere end skuffen? Det er faktisk ikke så vigtigt i denne sammenhæng.
Det der virkelig tæller, udover at den har været hyggelig at strikke er ..... at der er tale om noget meget gammelt garn i så store mængder, at det banker Luxuz-O-Meteret op over de 100 procent. Jeg er i mål!! Der er frit valg på alle hylder og i morgen starter festivallen i Silkeborg. Jamen det kunne ikke være bedre ramt.

Der er lagt planer, store planer. Der er noget jeg ved, jeg mangler. Ja jeg ved godt, at det lyder underligt men ikke desto mindre er det sandt. Det er skrevet på lister, ikke så lange lister; I hvert tilfælde ikke længere end, at der også bliver plads, til det jeg pludselig indser, at jeg også mangler. Uha jeg glæder mig. Ses vi?


Faktaboks

Garn: Cotton Viscose fra Garnstudio frv. 002, 007 og 023
Opskrift: Pilespids fra Kæk og klassisk børnestrik af Lene Holme Samsø
Ændringer: Jeg har strikket halskanten fra Rosenkjolen fra samme bog.
Luxuz-O-Meter: JA!!! 243 gram tudsegammelt garn banker 12,15 % på Luzux-O-Meter og jeg er kommet helt om på den anden side af de 100. Så mangler jeg bare lige at få barometeret i sidepanelet ført up to date, men den er altså go´ nok.

fredag, september 12, 2008

Ih du Mille

Der har unægteligt været meget langt mellem de færdigstrikkede projekter på bloggen de sidste par måneder. Ikke fordi jeg ikke har strikket - for det har jeg, jeg har bare ikke fået hæftet ender, når strikkeriet var slut. Det næsten-færdige-strik har jeg lige så stille lagt tilbage i kurven, hvor det så har ligget og ventet og ventet og ventet ...... Men se nu her – en Millekjole til Maria.

Den har været længe undervejs; Så længe at jeg næsten ikke kan huske hvordan jeg strikkede den, men det var noget med en Mille som blev vendt på hovedet og strikket oppefra og ned. Med udgangspunkt i den oprindelige opskrift, lidt strikkeprøver og et par udregninger fik jeg skabt en start i størrelse 7-8 år og derefter er der strikket sådan lidt på gehør.

Den er blevet fin, den passer perfekt og så er det da bare en lille smule ærgeligt, at det ikke passer Maria at tage den på. Hun siger den kradser og klør, at hun bliver totalt til grin i skolen og .... listen over klagepunkter er lang. Hun har sagt – og det siger hun om alt det tøj hun ikke gider gå med for tiden - at hun nok skal tage den på til Frejas fødselsdag. Det drejer sig efterhånden om en hel del trøjer og bukser, så jeg tror nok, at vi alle må krydse fingre for, at det bliver bidende koldt den dag kusinen fejrer fødselsdag. For ellers så kender jeg en, som kommer til at svede voldsomt.

Måske tager hun den på engang, måske ikke. Jeg har valgt ikke at gøre noget stort nummer ud af det, for man skal vælge sine kampe med omhu og den her er altså ikke vigtig i min verden.
I stedet vælger jeg, at glæde mig over, at et sejlivet strikketøj har forladt min kurv, og så kaster jeg mig over det næste i monteringsbjerget; Endnu en ting til Maria, som hun sikkert heller ikke vil have på.
Faktaboks
Garn: Duo i chokoladebrun - banderolen og dermed også farvekoden er forsvundet
Opskrift: Mille fra Design Club
Ændringer: Jeg har strikket modellen oppefra og ned, omregnet til størrelse 7-8 år og øget længden
Luxuz-O-Meter: Næ nej. Men lige om lidt så .....

torsdag, september 04, 2008

De smukke kvinder


Tirsdag aften stod der Smuk Kvinde Løb på mit program; I selskab med en flok kollegaer og adskillige tusind andre kvinder ”løb” jeg rundt i ålborgs gader – og det var skønt! Der var lækre trøjer til alle og gaver til de få. Jeg var hverken hurtig nok eller heldig nok til at komme i betragtning til dem, men pyt skidt med det – i dag har jeg nemlig bare købt min egen gave. En af den slags som jeg ved jeg vil elske.
I første omgang lånte jeg Hånd i hanke på biblioteket, men de ville gerne have deres eksemplar tilbage og jeg kunne ikke undvære den, så noget måtte der gøres.

Nu er den købt og betalt og ligger her på bordet lige ved siden af symaskinen. Jeg må videre, der er stof der skal klippes og ting der skal syes. Men lige om lidt vender jeg tilbage, for der er optræk til færdige projekter fra strikkekurven.