
Mit
luksus strikketøj blev afsluttet mens vi var hos mormor og morfar men der kom også nye forsyninger hjem; Lækre indkøb som alle er potentielle afløsere til Hanami.
I mine yngre dage, før jeg blev gift boede jeg i en lille bitte lejlighed i Århus. Et ydmygt domicil men det var temmelig ligegyldigt, når bare jeg kunne bo i den by jeg elsker allermest – og sådan tror jeg altid, jeg vil have det med Århus. Også selvom jeg nu bor i det nordlige jylland og er glad for det. Århus har bare en helt særlig ånd – og jeg slog straks til, da min mor tilbød at ”passe” ungerne en dag, så jeg kunne komme til byen.
Hu hej afsted med mig – ind i toget – og fra banegården gik turen ned af Strøget, ned til domkirken og videre ned i den ”bagerste” ende af byen. Jeg vidste helt præcist, hvor jeg skulle hen! Ned til cafékvarteret, dernede hvor små butikker gemmer på store oplevelser, hvis man altså som jeg elsker garn i alle dens forekomster.
Jeg startede hos
Ingers – Volden 19 – og gik derfra med en opskrift på Mille og nogle nøgler
Duo i en lækker lækker chokoladebrun. Planen er at det skal blive ”kjoleagtig” sag til Maria strikket oppefra og ned. Det passer ”dårligt” med opskriften, som er i voksenstørrelser og strikket den anden vej rundt, men mon ikke det går med lidt strikkeprøver og en lommeregner?
Fra Ingers gik turen rundt om hjørnet til
Isager – Graven 3. Her blev ”rovet” også beskedent – en opskrift på
Pigekjolen og noget lavendelfarvet
Alpaca Wool. Jeg kunne have købt mig fattig i alle de lækre Isager og
Amimono modeller jeg var omgivet af. Men jeg begrænsede mig til et enkelt projekt og glemte så lige for en stund, at jeg faktisk ikke kender nogen i målgruppen for pigekjolen – jeg måtte bare eje den. Og Alpaca Wool er jo et super skønt garn.
Sidste stop var
Fandango – Gl. Munkegade 21. Også her havde jeg fingerene i rigtigt mange lækre ting. Jeg fandt frem og lagde tilbage i ét væk og endte til slut med et enkelt
Noro Gandi Abaka Surabu og to nøgler
Castoro garn med bæver – der var også garn med mink, ræv og kamel og jeg havde lyst til at købe det hele.
Noro garnet er sådan lidt papiragtigt, et super fedt garn som jeg bare var nødt til at købe også selvom jeg ikke den fjerneste anelse om hvad det skal bruges til. Måske et lille tørklæde?
Jeg brugte timer den dag i de fantastiske butikker, men det kan sagtens gøres på meget mindre. Når først man er kommet ned i den ”rigtige” ende af byen ligger de med 5 minutters gåafstand. Og jeg synes du skulle unde dig selv oplevelsen, hvis du engang er i byen.
Jeg nød i den grad og nydelsen fortsætter for Castoro garnet er gjort klar sammen med opskriften på Uglerne. Forude venter en fredag aften uden Disney Sjov, ungerne er taget med farmor hjem og jeg kan bare læne mig tilbage og nyde. Det eneste jeg skal huske er at komme i seng i ordentlig tid, for i morgen venter en lang skøn lørdag i et glasværksted nær mig.