Og jeg havde endda bagt en kage

I dag er det Strikkekurvens fødselsdag, den fylder 1 år og det skal fejres med maner!
Sådan tænkte jeg på vejen hjem efter en hektisk arbejdsuge; De virkelige vidunderlige børn blev hentet i børnehaven uden tumult, de var trætte men opførte sig eksemplarisk og hvad sker der så.... Det virtuelle barn skaber sig som en ægte étårig, måske er det bare trods, måske er det fordi jeg er træt og min lunte er lidt kort.... Men det irriterer mig helt vildt lige nu at jeg ikke kan uploade, at der ikke kan "connectes" til Blogger og .....
Der er holdt dunder tale, truet med bål og brand og betalt pasning hos Typepad - og pludselig virker det hele igen. Så jeg tror vi bliver hængende her lidt endnu, her i den velkendte pasning - jeg orker ikke en ny indkøring lige nu.

Strikkekurven har som et virkeligt barn udviklet sig kolosalt i de 12 måneder vi har haft sammen. I starten var forholdet mellem os noget famlende men fyldt med en altoverskyggende kærlighed; En kærlighed som har gennemsyret vores første år på godt og ondt.
Strikkekurven har udviklet sig meget i det forgange år. Den har skiftet look et par gange og i takt med at jeg har lært den bedre at kende har den nu fundet en personlighed som jeg holder meget af.
Jeg elsker min weblog og har svært ved at forstille mig et liv uden.

Der har altid og vil altid være garn i mit liv men Strikkekurven handler om så meget andet. Det der startede som en helt personlig kreativ dagbog er nu også blevet et frirum. Et sted hvor jeg kan dele min passion med en flok, som ikke absolut syntes at jeg er totalt nørdet fordi jeg begejstret over en dejlig trøje eller græmmes over et par grimme sokker.
Jeg føler at Strikkekurven og jeg er blevet en del af en stor kreativ mødregruppe hvor vi inspirerer og inspireres i skøn forening.
De mange input fra her og hisset betyder også at Strikkekurven vokser, når sandheden skal frem er den vist en anelse overvægtig, men stakken af færdigmonterede ready-to-use produkter vokser også. Jeg har altid været en doven rad når det kom til at få hæftet de sidste løse tråde men sådan er det ikke længere og det kan jeg takke jer for.... Offentliggørelsen af et projekt forpligter, men også tanken om én kommentar eller tre trækker. Det er skønt at kunne dele sin begejstring med ligesindede og jeg elsker de små kommentarer. Jeg får ikke altid skrevet så mange som jeg gerne ville, mødregruppen er stor og tiden knap men jeg følger med efter bedste evne og takket være Bloglines. Og jeg glæder mig til at se hvad det kommende år må bringe .....