Godt nytår!

Vanen tro har jeg tilbragt min juleferie i selskab med hvid maling i rå mængder. Sidste år skabte jeg skønne rammer til mig selv – denne gang er det Kristians tur. Hans værelse har længe trængt til den helt store tur, og vi var sådan set lige gået i gang, da Bjørn faldt ned og ikke rejste sig op igen. Hvis jeg havde vidst, at det skulle være et solo projekt, var jeg nok ikke gået helt så grundigt til værks men .... løbet var ligesom kørt, da det blev en realitet. Dengang havde vi allerede flået store dele af loftet ned og strippet væggene ind til den rå beton – og det var alt alt for sent at sige stop.

Det har været et langt sejt træk kun drevet frem af mit løfte til Kristian om, at det nok skal blive godt. Og netop derfor er der heller ingen vej udenom den afhøvling hans gulv nærmest skriger efter. Jeg troede egentlig, at det skulle være i dag, men nu er excentersliberen heldigvis gået i stykker. Butikkerne har låst dørene for i dag og de åbner ikke før fredag så .... I dag holder jeg ferie – sådan rigtig ferie!

Forberelserne til i aften er der styr på. Der er champagne og salte snacks til dronningens tale. Der er kransekage og jordbær til senere. Der er et køleskab som bugner med alt hvad man kunne ønske sig at putte på en pizza. Og så er min del af festen egentlig overstået, for ungerne har besluttet, at vi i aften skal nyde fars de hjemmelavede.

Overskudsbunkerne fra de sidste par år rummer rigelige mængder krudt og kugler. Der er knaldperler og bordbomber i absurde mængder – og sikkerhedsbriller nok til hele nabolaget.
Ungerne står for pynt og pift – og de går grundigt til værks i stuen og de tilstødende lokaler, men mon ikke jeg kan finde et lille confettifrit hjørne i sofaen. Jeg kræver ikke så meget plads i dag, bare lige et lille hjørne til mig og mit strikketøj. Og måske en lille lur, så jeg kan være frisk til aftenen og natten der kommer.

Håber I alle må få en skøn en af slagsen.

Den sidste

”Rolig nu. Rolig nu. Du skal nok nå det hele.” Sådan har det lydt i mit hoved de sidste par dage – og nu er jeg langt om længe nået dertil, hvor jeg selv for alvor begynder, at tro på det.

Den seneste måned med kun en mobil voksen i huset – og det er så mig, har sat en kæp i hjulet for alle mine fine intensioner. Den der med, at jeg i år ville være i god tid med de hjemmelavede gaver, er fuldstændig gået fløjten. Der er ikke længere god tid, men der er tid, og lufferne er den absolut sidste gave.
På et tidspunkt overvejede jeg at pakke den halvfærdige udgave ind sammen med pinde og garn og et løfte om at gøre dem færdige lige straks. Jeg ved, at den løsning ville møde forståelse i den anden ende men ... jeg vil gerne gøre det ordentligt, så sådan blir det. Der er vel en lille times nørklerier endnu og i aften ligger de fint indpakket sammen med alle de andre gaver. Ingen ville ane, at de blev færdige i sidste øjeblik – hvis altså ikke jeg lige skrev det her.

På trods af alt – og det mener jeg virkelig, så har det været en udsøgt fornøjelse. Jareds opskrift er vidunderlig og jeg ved, at lufferne bliver modtaget med glæde. Jeg ved det fordi de er til min mor, som helt specifikt har ønsket sig sådan et par – i rød. Faktisk har hun allerede set og godkendt, så det bliver nok ikke med tilbageholdt åndedræt hun i aften pakker ud. Men mon ikke gavebjerget alligevel gemmer på en enkelt overraskelse eller to?

Nå der er ender som skal hæftes ....

Håber I allesammen må få en ganske vidunderlig jul.

Faktaboks

Garn: En tråd 1-trådet Kauni frv. W-XG og en tråd Duo i rød fra lageret - bandarolen og dermed også farvekoden er pist væk, så ....

Opskrift: Green Autumn fra Vogue Knitting Fall 2008. Strikket på pind 2½ med to tråde Castoro.

Luxuz-O-Meter: Jeps!! Der er brugt 50 gram Duo fra lageret og hermed kom der yderligere 2,5 % på barometeret.

Mest til pynt

Jeg burde have lært det. Lært at det er usmart at være i sidste øjeblik med en gave i denne mørke december måned; Især hvis det er en gave som efter afrejse skal vises frem på bloggen.
Der var absolut ingen solskinstimer i det nordjyske i dagene op til min søsters fødselsdag – og billedet blev da også pænt elendigt, men I får det alligevel. Og så vil jeg prøve at forklare, hvad det egentlig er, I ser der på billedet.

Udgangspunktet var et nøgle Ganpi Abaka Surabu, et nøgle garn jeg købte for længe siden, da jeg på min Tour de Århus besøgte Fandango. Dengang havde jeg ingen planer – jeg købte egentlig kun fordi jeg syntes at det var skægt med det der papir i garnet. Og så fordi Noro står bag farverne.

Men et eller andet sted har jeg alligevel altid vidst at det på et tidspunkt skulle blive til en ting til min søster – og det faktum at jeg kun havde 50 gram af garnet, afgjorde at den ting måtte blive et tørklæde.
Jeg var langt omkring i min jagt på et mønster, hvor garnet kom til sin ret. Troede først at jeg skulle strikke Chevron men konstaterede ret hurtigt, at papirstumperne forsvandt, når jeg strikkede. Det blev slet slet ikke ligeså fint som Annes, så jeg endte med en hæklenål og en anden Anne Queen Anne.

Det blev et meget langt og meget smalt Queen Anne tørklæde. Et tørklæde som er mere til pynt end til varme. Et tørklæde jeg nød at hækle og som er modtaget med glæde. Og så er der vist ikke mere at sige om den sag; Det skulle da lige være, at der er procenter til Luxuz-O-Meteret.


Faktaboks

Garn: Ganpi Abaka Surabu fra Noro frv. 17

Opskrift: Queen Anne, hæklet på pind 3½

Luxuz-O-Meter: 50 gram garn fra lageret giver 2,5 % - og Luxuz-O-Meteret har rundet de 50.

At sætte pris på

Der er juleferiestemning på matriklen. Der er tid og ro og overskud – og det er skønt !!
Stress og jag er et ukendt begreb og i går brugte jeg således stort set hele dagen på at pakke årets julegaver ind i smukt papir. Ungerne hyggede med gode legeaftaler, som kunne trækkes og strækkes uden tanke på, at der i morgen venter en lang dag i skolen. Der var skønne timer med spil og hygge uden den dårlige samvittighed over de trivialiteter, som også skal nåes inden hverdagen atter banker på.

Det var en vidunderlig følelse – og det blev ren lykke, da Britt midt på dagen sendte en award i min retning. Tusind tak søde Britt !! Den er jeg simpelthen så glad for.

“Denne bloggen investerer i og tror på NÆRHET - nærhet i rom, tid og forholderne er usedvanlig sjarmerende og søte, og formålet er å finne og å være venner.
De er ikke opptatt av utmerkelser og selvhevdelse. Vårt håp er at når båndene på disse utmerkelser er kuttet, vil enda flere vennskap ha forplantet seg. Vær vennlig å gi litt ekstra oppmerksomhet til disse!”

Jeg bliver glad og varm indeni, når jeg tænker på de skønne venskaber min begejstring for et par pind og et nøgle garn har ført med sig. Det er vidunderligt og jeg kunne sende denne award til rigtig mange afkroge af den danske land. Men jeg vælger i denne omgang "ingen nævnt ingen glemt" og sender i stedet alle mine tanker til Charlotte.

Jeg mindes en festlig fredag aften på årets strikkefestival, hvor hun i den grad bidrog til den gode stemning omkring Legokassen. Vi grinede, så vi fik helt ondt i maven og endnu et venskab flyttede fra blogland ud i den virkelige verden. Det gør mig så ondt, at denne sprudlende pige ikke i år kommer til at opleve julens fred og ro med børn og nær familie omkring sig.
Det minder mig også om, at jeg skal huske at sætte pris på alt det vidunderlige jeg har i mit liv - hver dag. Også når hverdagen atter melder sig.

Så .......

er årets sidste madpakker smurt. I morgen klokken 14 lukker vi ned for hverdagen 2008 og tager hul på en skøn juleferie. Jeg glæder mig – mindst ligeså meget som ungerne glæder sig til en anden dag i den nærmeste fremtid. Jeg drømmer om alle de ting, jeg skal lave, nu hvor jeg får tid. Jeg ved godt, at jeg sikkert ikke når halvdelen men .... Mon ikke der atter kommer liv på bloggen?

Det er godt nok ikke alverden, jeg får strikket i disse dage, men lidt er der da kommet af pindene. Og der er såmen også procenter til Luzux-O-Meteret imellem. Jeg vender tilbage ...... lige om lidt.